tirsdag den 16. januar 2018

mandag den 15. januar 2018

Bogen på stedet

Carsten Puggaard har fotograferet Korshøjen på Korshøjen (8240 Risskov) og foran selve mit barndomshjem, højre-hjørnehuset nr. 53 - det er i enhver forstand svimlende at se på, 1001 tak!



Generationsspejdende MS NF-anmeldende

Mere litterær og poetisk fremtid (foreløbig!) end i Christian Bundegaard var der i (prosaaktuelle) Niels Frank (som deler/delte MS' Nordbrandt-aversion), hvis debutdigtsamling Øjeblikket, 1985, Michael Strunge anmeldte i i Politiken - anmeldelsen kan læses i Anne-Marie Mais prosaudvalg (burde det ikke genoptrykkes!?), Sidegader; her afslutningen:

"Som debut-digtsamling er der allerede noget klassisk over Øjeblikket, som der er over alle vigtige debutbøger. Det klassiske og tidløse i Øjeblikket får mig til at tænke Merete Torps Digte, også en poesi, der på en gang var splinterny og frisk, men samtidig som om den altid havde været til stede. Og denne al-tidlige tilstedeværelse er altid tegn på holdbar poesi. I sin insisteren på enkelhed og nærvær kommer jeg goså til at tænke på Søren Ulrik Thomsens City Slang og debutanterne fra 1978-klassen (herunder MS selv! LB). Men Niels Frank står alligevel for sig selv, også med sin klare opmærksomhed for byens biologiske elementer, som han ikke sætter i modsætning til de teknologiske kultur."

Generationsspejdende Michael Strunge konsulteret

I anden og sidste fase af Michael Strunges kritiske virke 1985-86 - efter de tidlige 80'ernes generationsopgør og -indpiskeri, eksemplificeret af Kim Skotte-anmeldelsen nedenfor og sent (og derfor så TYDELIGT) af Bazar-udsendelsen  - fungerede han som anmelder på Politiken (og emstendels af andre end sig selv) og forlagskonsulent på Borgen (jævnfør igen min artikel: "Strunges strenge. 80'erne som kritiks opdrag" i En bog om Michael Strunge, med flere citatstumper). 20 anmeldelser blev det til og 23 konsulentudtalelser. Her er en aldrig før (i sin helhed) trykt konsulentudtalelse om et manuskript af Christian Bundegaard, der i 1986 blev til debutdigtsamlingen Billedlotteri, der viser den kritisk, men nysgerrigt nærlæsende MS i aktion og på (jo i første omgang - meget ustrungesk - anonymt) arbejde, på udkig efter det kvalificerede ikke-80'er-udtryk (frem for det rigtige og forkerte og efterklingende 80'er-):

"Konsulentudtalelse:

Christian Bundegaard: Jeg tænker altid på noget andet

Her er en slentrende, åben og associerende stil med elegante turneringer, f.eks. i det første digt, "legehus", hvor der snakkes om kusiner, beruselse, tog, vaser, sfinxen, skolegården og sluttelig legehuset, der peger godt tilbage til kusinerne. Umiddelbart minder det friske tonefald om Benny Andersen, men mindre vild og mere let om hjertet er Bundegaard. Når han så i næste digt nævner blod, bræk og slagmarker, virker det ungdommeligt og utroværdigt over målet. Noget studentikose, syens jeg, bliver disse første digte i samlingen hurtigt.
  "En knække flise/ kan holde mig beskæftiget/ den tid det tar/ at pakke kloden ind i gavepapir/ og for postbudet at slæbe den/ op til dig på tredje sal". Det er meet hyggeligt og jovialt - og u-nødvendigt. Jeg falder ikke for den slags elegant-måde-at-snakke-rundt-om-tingene-på. (Der skrives for meget ufarligt på-den-eneside-på-den-anden-side lyrik i Danmark). I digtet "Meteorologi og kærlighed" kommer så en plat snak om solens impotens. Den slags (umiddelbart set) "anti-poesi" skjuler et kompleks over for f.eks. smukke, poetiske meteorer omkring - f.eks. - solen! Det ses ofte hos unge digtere: af angst for deres egen unge, patetiske trang til romantik og symboler, ja, så trækker de hovedsymbolerne i rendestenen. Meget almindeligt.
  Bundegaard snakkker for meget rundt om tingene og hans pointer er oftest tilfældige sløjfer - hvad skal en digter med pointer? Men han har talent for en del, bl.a. for det causerende og det sagt uden nedladenhed.
  Ind imellem anes lidt Nordbrandt-inspiration (jeg har aldrig forstået disse unge mænd med Nordbrandt-ambitioner ...), men det kræver meget talent at eterligne dennes snoede og litd kedelige arabesker fuldt ud.
  Nu digtet "Høstbillede" - det er jo enkelt og godt! Digteren mener det tydeligvis, og han overdriver ikke, lidelsen bliver troværdig og jordnær. Det er et rigtigt digt, hvilket man slet ikke kan sige om næste digt, der har netop denne titel: løst flagrende associationer, forsøg på at charmere, men nej, irritationen vinder hos mig. Så rækker ambitionsniveauet i "Forholdsskib" mere sympati, men nej igen, de forskellige billedplaner råber til hinanden, først mod digtets slutning genvindes balancen igen med en halv Nordbrandt, starten må jeg opgive at se sammenhængen i. Måske er det en slags avantgarde, who knows ... Se nu digtet "Som vi er": de tre første linier er god poesi, vitsen om lommen er flad som en lomme, filmbilledet bedre, slutningen tung.
  Men et sådant digt som sidstnævnte er et tydeligt udsagn om et talent, der endnu ikke har fundet sin form, og som endnu ikke er kommet sig over sin be-no-vel-se over at opdage, at han har bevæget sig umærkeligt fra gymnasiastnoterne i skuffen til noget, der, wow, sgu ligner den levede og levende digtnings tynde, fascinerende is!
  Digtet "metafysik" er fra gymnasieskuffen. Det næste, "Forsvar for dovenskaben" er jo flot og ganske sydamerikansk i tone og temperament! Her kommer nu et par digte, der lover hele digtsamlinger i vente fra Christian Bundegaard. Overskud, mod og nødvendighed! Og så en stribe, der viser hans lyst til at eksperimentere og nå vidt omkring - egentlige øvelser, som næsten må overståes inden en endelig udgivelse. Det er godt, fordi det signalerer alt om talent og mod, som uhomogent. Og en for tidlig udgivelse af sådanne mere famlende, søgende digte, tror jeg, kan låse en ung digter fast. "Poesien taler" ganske ærligt "til digteren, men først når en digter glemmer at om poesien og det at fascineres over sin egen rolle som, jamen dog: digter, først da får vi hans blottede nerve at se - som regel, siger min ganske korte erfaring som konsulent.
  Der er også en række ganske elegante digte omkring moderniteten og fremmedgørelsen i vi-form i dette manuskript, men er det ikke lidt passé og egentlig for tidstypisk - Jamen, hvem er Christian Bundegaard, spørger jeg, han skifter jo hele tiden. Igen et tegn på talent i udvikling, men næppe klar til udgivelse. Et lille digt mod slutningen, "Til hr. barn" viser endnu en evne - denne gang for det lette surreelle og måske automatiske. Ganske vellykket. Og så - vupti! - et afsluttende kærlighedsdigt med verdensmandsmine.
  Det har være spændende og afvekslende at læse Christian Bundegaards Jeg tænker altid på noget andet, jeg har læst kronologisk, derfor udsvingene i bedømmelsen. Men skal jeg slutte af og konkludere, må det lyde sådan: Her er et forfriskende mod på eksperimentet i stil, flere små forgreninger af poesien prøves og beherskes ofte. Dog er det tydeligt, at C.B. ikke har fundet sit endelige leje, hvori han kan hvile stemmen og vise, hvad han egentlig kan, når poesien bliver livsnødvendig. Her er humor og en evne for speceille billeddannelser, ligeledes et vedkommende u-dansk temperament. Igen måjeg bruge ordet mod: C.B. tør tør prøve det hele, og han slipper som angivet ofte forbløffende smukt fra det. Han er ofte ude på poesiens tyndeste, knirkende hus af is - uden at vide det. Her er uskyld og erfaring tæt forbundet, som hos alle talenter. For et talent er C.B. - ingen tvivl om det. Igen noget af det bedste, jeg har læst som konsulent (foråret syens at højne kvaliteten). Og igen har jeg følelsen af, at en ny lethed og lige-ud-af-posen-tone er ved at indfinde sig, ovenpå firsernes alvorlige engagement i storby, krop osv. Men det er også noget der ligger fjent fra halvfjerdsernes snakken.
  Imidlertid har jeg anført, hvorfor jeg ikke emner, at C.B.s manuskript bør udgives. Han bør eksperimentere videre, og jeg vil forelså, at han sender digte til Hvedekorn, Victor B. Andersen, og hvem der ellers er. Men jeg vil gerne høre mere fra ham om et halvt eller helt år. Jeg tvivler ikke på Bundegaards talent., og jeg er spændt på, hvor han vil finde sig selv, når han er kommet sig over det chok, det er - vitterligt -at opdage, at man selv har talent, og at man nu selv må finde sin helt egen poesi, man er alene med hvide pletter på poesiens landkort. "

http://heartbeats.dk/wp-content/uploads/2016/11/michaelstrunge05.jpg

- Strunge 1985 (ved receptionen i Kruts Karport for antologien Unge Strunge)

søndag den 14. januar 2018

I stedet for anmeldelser III

MetroXpress's Orissa-nyhed handler ikke om OrissaBiblioteket, men livsfarlige selfies med overskriften:

Indere dør i jagten på den perfekte elefant-selfie

 

 - klip fra artiklen:

""I delstaten Orissa i det østlige Indien er 60 mennesker ifølge myndighederne blevet dræbt af elefanter. Det er uklart, hvor mange af dem der har villet tage billeder af de store dyr, men myndighederne frygter, at problemet eskalerer.
» Derfor vil vi organisere øvelser og specielle kampagner i udsatte distrikter for at skabe opmærksomhed, « siger Sandeep Tripathy, opsynsmand for vildtlivet i staten, til BBC.
Senest i december blev en lokal dræbt. Jaykrushna Nayak så en stor gruppe mennesker omkring en elefant, som de drillede og tog selfies med, og Nayak tilsluttede sig gruppen for at få en selfie. Kort efter knuste elefanten ham med sin snabel."

Ola Julén i den originale Orissa (i sin helhed og på svensk læst op af digteren på en båndoptagelse ved receptionen for OrissaBiblioteket i går) :

"Indien som en metafor for vanviddet."

I stedet for anmeldelser II

Jeppe Krogsgaard Christensen roser mig i en klumme i Berlingske for AT udgive en bog, hvilket - foreløbigt! - må siges at være meget bedre end at få den eneste ene stjerne for den, som samme Jeppe gav mig for min forrige bog, Alfabeter for Pluto (fejret i denne blogpost) - klummens slutning:

"Det kan godt være, at han fortryder det i de her uger, hvor hans bog udkommer. »Karma er i denne situation ikke min ven« , som han skriver på bloggen. Men jeg beundrer modet. Fordi han udmærket ved, at han vil blive vurderet efter egen målestok. Det er al ære værd, og for mig at se altid et plus selv at risikere noget, når man nu har gjort det til et arbejde at vurdere andre, der risikerer alt.
Jeg er ikke i tvivl om, at flere sidder rundt omkring og håber, Bukdahls bog får en voldsom medfart. Fordi han fortjener at smage sin egen medicin, og fordi det kan trække autoriteten ud af hans anmeldelser. Jeg anmeldte faktisk hans seneste bog for 10 år siden. Den var ikke god, og det ærgrer mig stadig. At alle haters fik noget at fryde sig over. Jeg håber »Korshøjen« er blændende. Og er man selv forfatter, ved man, hvordan det føles at skrive og udgive en bog. Hvor sårbar man er. Hvor rastløse og febrile ugerne op til udgivelsen er.
Er man tilmed en kritiker, der bliver kaldt »Slagteren fra Pilestræde« , må de her dage være uudholdelige. Faren for at blive til grin og ikke bare tabe ansigt som forfatter, men også som kritiker. Meget er på spil, og Bukdahl fortjener respekt. For at gå nøgen og ubeskyttet ind på det felt, hvor han så ofte selv har trukket knivene."

I stedet for anmeldelser I

- ingen anmeldelser i går og i dag af bog og bøger, men Lea Fløe Christensen, bibliotekar extraordinaire (og Hvedekornsdigter) skrev vildt nok dette på Instagram i går efter biblioteksreception:

"I dag udkommer de fire første bøger i Kronstorks serie Orissabiblioteket. I går læste jeg en af dem, Lars Bukdahls Korshøjen, der handler om savnet af sin long gone far. Sådan en long gone far har jeg også. Og jeg græd som pisket, da jeg læste den og forsøgte ikke at græde som pisket da han læste op i dag. Men han kan virkelig sætte ord på den barnets sorg fra det voksne sind. Og den evige higen efter at huske og fastholde. Jeg er overrasket over denne bog og dybt begejstret og bevæget. #kronstork #orissabiblioteket #larsbukdahl #savn #bogsnak #korshøjen "

Strungerungenradio

Jeg forsøger at lægge låg på min jo i sig selv bedagede Michael Strungeskepsis ansigt til ansigt til ansigt med tre renhjertede entusiaster (jf. også 2/3 glad filmanmeldelse i WA Bøger i dag)

Så er Politikens Poptillæg tilbage! I denne sæson bliver det endnu mere følsomt. Vi starter med at tale om Michael Strunge, som ville være fyldt 60 i år, men som forbliver 27. Der er netop kommet en ny dokumentarfilm om ham, 'Væbnet med ord og vinger', som kan fanges i biffen. Vi giver en både kritisk og kærligt anmeldelse af dokumentaren og tegner et portræt af 80'er digteren Strunge og læser ham med forskellige generationsbriller, og så spiller vi hans yndlingsplader. Panelet er: Lars Bukdahl, Neal Ashley Conrad og digtsamling aktuelle Mirian Due, som alle bør tjekke ud!

L I N K  

fredag den 12. januar 2018

Kim Skotte hævner sig IKKE 36 år senere (på generationsindpisker MS)

Kim Skotte roser Væbnet med ord og vinger i Politiken og giver 4 hjerter, klip fra anmeldelsen:

"Filmen får i høj grad sit nærvær, fordi vidnerne ser klart. Digterkollegaerne Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup, Klaus Lynggaard samt den yngre Håkan Sandell og den ældre Asger Schnack er alle gode og bruges med omtanke. Varmen ligger i præcisionen. PORTRÆTTET kommer uvægerligt til at samle sig om Strunges indre kampplads. Om den kompromisløst opslugte digter med det maniodepressive sind. Kan man skrive på galskaben, eller skriver man sig durk ind i den? Hos de godt fortællende vidner, som foruden digterne ikke mindst udgøres af barndomsvennen Johnny og ungdomskæresten Inge, mærker man ungdommens fascination af den flamboyante yngling fra Hvidovre, men også en livslang tristesse og et overbærende glimt i øjet, når Strunges selviscenesættelse, selvoptagethed og fandyrkelse erindres."

Michael Strunge selv var mindre nådig, da han i BT 4. september 1982 som opkørt og benhård indpisker af den rette 80'er-generationalitet anmeldte Kim Skotte Christensens debutdigtsamling  Den urimelige hastighed med hvilken tog adskiller elskende  - teksten har ikke været optrykt før (om Strunge som generationstalsmand (herunder hans virksomhed som anmelder (i 2 omgange, først BT, så Politiken) og forlagskonsulent) se min artikel "Strunges strenge. 80'erne som kritisk opdrag" i antologien En bog om Michael Strunge, 2008):
 
"Spar på krudtet og kom igen

POESI
Michael Strunge

 Kim Skotte Christensen: Den urimelige hastighed med hvilken tog adskiller elskende. Digte. Vindrose. 74 sider. 88,00 kr. 

"Digtet "MANIFEST" var nytårsaftenskronik i Politiken 1981" står der på bagsiden af denne debutdigtsamling. Digtet findes imidlertid ikke inde i bogen. Det er jeg forholdsvis tilfreds med, at det ikke gør. MANIFEST indeholder nemlig de første tre brud på ophavsretten - dvs denne digters ophavsret til de sidste 3-4 digte i Skrigerne, hvorfra Skotte Christensen stjal flere linier og vulgært efterlignede resten. Jeg gi'r dog afkald på retsforfølgelse. Lad dette være en alvorlig ment advarsel til alle de unge der så gerne vil lege "Firser-poeter". For her er en typisk "firserdigter", "ny generation" og rend mig i røven.
  Den urimelige hastighed ... er præget af en symbolik, der ofte bliver alt for tung og usammenhængende, hvilket ikke bedres af overforbruget af ord, Digtene handler hurtigt sagt om forelskelser, sex, forurening, fremmedgørelse og den nok så kendte storby (jeg savner efterhånden en ny forstadsdigter, som Sarvig var det). Der optræder i digtene ofte et du, der nogle steder en kvindefigur, men som f.eks. i "Højovn i helvede" antager religiøs, guddommelig karakter. Og der er let visionære undergangsstemninger som i "lysene der tændes og slukkes": "De sorte pletter/ bryder sig på landkort/ hvorfra de hvide forsvandt og jeg så på aftenhimlens rødmen/ efterhånden temmelig tvetydig/ Lysene der tændes og slukkes". 
  I "Skygger" slår det over i den rene greul, og flere steder virker undergangsvisionerne totalt uden ægte følelse og smerte, men med masser af gru og skræk. Og med for mange klicheer som "glas og beton" - oh du fremmedgørende storby, dog! Og hvornår har sidst set en digter i den grad fascineret af sit forplantningsorgan? Ustandselig dukker den op, den lille. Skotte Christensens form for romantik er for  mig udvendig og vulgær: "over mindst alverdens boulevarder/ der er som skabt til kærlighed og er til krig" - For meget malurt, ikke?
  Af og til når Skotte Christensen frem til givende vendinger som f.eks. udtrykket "en glæde uden tryghed". Men gennemgående lader han sit talent (for det har han) overdøve af en dårlig sprogbehandling - dumme ordspil, knudret sprog, lang tillægsform ("kvælende"), bagvendt ordstilling, tunge allegorier, lange sætninger osv. Og han har vist svært ved at gennemskue sin egen symbolbrug - hvem tvivler på symbolikken i dette: "V red på dragens skællede hals/ uden at mæle et ord". 
  Den af tiden nødvendiggjorte nye synsvinkel finder man ikke i denne bog. Der er for mange indholdsløse digte, man fornemmer en stigende tomhedsfølelse, når man læser sig igennem den rimelige hastighed ... Uægthedens svøbe, tillærthedens kantede god-vilje. - Og så den store fejl: At forveksle sit liv med verden og overføre sin egen angst og depression til den. Det er i dette tilfælde let at gennemskue, at det ikke forholder sig ægte og omvendt hos digteren: "Jeg må angribe hydra med denne/ min eneste vandpistol/ og knuse alle spejlene/ så jeg atter kan se på andet end vi/ tungt åndende på gader/ der altid minder om en massegrav.""

torsdag den 11. januar 2018

Åh I kønne ting!

En af de fineste (ikke-hovedtalende) TING i Torben Skjødt Jensens Michael Strunge-dokumentar, Væbnet med ord og vinger, som jeg anmelder i WA i morgen, er Strunges egen oplæsning (i et radioprogram)af hans egen aldrig-trykte fordanskning af Bowie-sangen "Oh You Pretty Things" akkompagneret af et instrumentalt musikspor, jeg har skrevet teksten af til jer:

vågn op dit sovehoved
tag noget tøj på og red sengen
læg noget brænde i pejsen for mig
jeg har lavet noget morgenmad og kaffe
jeg kigger ud af mit vindue
og hvad ser jeg
en revne i himlen
og en hånd der rækker sig ned til mig
alle mareridtene kom i dag
det ser ud til de er her for at blive
hvad når vi frem til?
der er ingen plads til mig
ingen sjov til dig
jeg tænker på en kommende verden
hvor nogle bøger findes af de gyldne
skrevet i smerte
skrevet i ærefrygt
af en rådvild mand de spurgte
hvad vi kom her for
alle de fremmede kom i dag
det ser ud til de er her for at blive
åh I kønne ting
ved I ikke
I driver jeres mødre og fædre til vanvid?
åh I kønne ting
ved I ikke
I driver jeres mødre og fædre til vanvid?
I må gøre plads til Homo Superior
kig ud på jeres børn
se deres ansigter i gyldne stråler
nar ikke jer selv
de tilhører jer
de er starten på en kommende race
jorden er en mær
vi har sluttet vores nyhed
Homo Sapiens er vokset fra deres nytte
alle de fremmede kom i dag
det ser ud til de er her for at blive
åh I kønne ting
ved I ikke
I driver jeres mødre og fædre til vanvid?
åh I kønne ting
ved I ikke
I driver jeres mødre og fædre til vanvid?
jeg siger det igen
I må gøre plads for Homo Superior

LONE VINDER MONTANA - KÆMPESTE FUCKFINGER TIL BALDER OG THEODOR

Lone Aburas blev i går til delt Montanaprisen på Testrup Højskole for agitprop-hylet Det er et jeg der taler. Extremt velfortjent! Og jeg tænker både David Bowie og Michael Strunge ville være enige, hvis de var her i dag. Bogen er for øjeblikket blevet væk i mine bunker, hvilket jeg er meget forbandet over, så i stedet for at citere den, vil jeg fra Lones stadigvæk skidegode debutroman Føtexsøen (der i sin tid blev præmieret med publikumsprisen også kaldet Champagneprisen på det Tag & Læs-kursus, hvor også Montanaprisen uddeles, i år fik hun BÅDE juryprisen og publikumsprisen!) afskrive et afsnit, der i roligt knusende prosasti fungerer som en slags prolog til gennemflående Det er et jeg der taler:

"Til grillbaren hørte også en gård. Den var mindre end den derhjemme, og jeg kendte ikke børnene, som legede i den. Jeg ville helst slippe for at gå derud. Min mor, sagde, at jeg havde godt af frisk luft. At det ikke var sundt for et barn altid at sidde og glo inden døre. Så nogle gange tog jeg mig sammen og gik ud og satte mig på en trappe, der førte op til en af opgangene. Der sad jeg og bladrede frem og tilbage i mit glansbilledalbum. De fleste af glansbillederne havde jeg arvet fra min mormor, og motiverne forestillede for det meste blomsterkurve eller rundkindede børn, hvor drengene lignede piger med deres røde munde og hjerteformede ansigter. Ligesom på glansbillederne var drengen også her anderledes, end dem jeg kendte hjemmefra. I hvert fald havde de navne, som jeg ikke troede, nogen børn kunne hedde. En dag, hvor jeg sad på trappen, spurgte Balder og Theodor mig, om det var rigtigt, at min far var neger? Jeg rystede på hovedet.
  "Hvad er hans så?" spurgte de.
  "Han er fra Egypten," sagde jeg og krammede albummet.
  "Er han så ikke neger?"
  "Nej."
  "Er det så rigtigt, at I har høns og kaniner på altanen," spurgte Theodor og sparkede til en bold, som han havde haft med. Jeg fortalte dem, at jeg havde en kanin i et bur ude i køkkenet, men at det kun var om sommeren, at jeg stillede det udenfor, men det var, som om de ikke hørte efter. Theodor havde nemlig sparket bolden videre til Balder, og de fortsatte med at spille, så jeg til sidst troede, at de helt havde glemt mig. Men så var det, at Theodor råbte, mens han tyrede bolden af sted mod Balder, at jeg var født gennem min mors røvhul, og at det var derfor jeg var så brun. Jeg så ned på mit album, som var grønt, og som skulle forestille at have forskellige glansbilleder på forsiden. Jeg ville gerne have sagt, at Theodor mor var alkoholiker, men var bange for at komme til at græde, hvis jeg åbnede munden. I øvrigt lignede han heller ikke noget drankerbarn i sin Balltrøje og nye blå Levisbukser. Det var ikke ligesom Henriette og hendes storebror Jesper nede fra fritteren, de havde elvetaller ud af næsen, og som man måtte lade, som om man ikke kendte, når de stod nede ved Føtexsøen sammen med deres mor, der drak øl og råbte op sammen med nogle mænd, der havde hunde med.
  "Jeg har hørt, at tyrkerne knepper deres geder," sagde Balder.
  "Jeg har hørt, at tykerkonerne ønsker sig den samme barbermaskine til jul, som den deres mand har," sagde Theodor.
  "Men tyrkerne holder slet ikke jul," sagde jeg og heldigvis lød min stemme normal.
  "Nåhja," sagde Theodor og så ud, som om han tænkte på noget nyt, han kunne genere tyrkere med. Jeg talte til ti inde i hovedet og gjorde mig klar til at lukke ørerne, sådan som jeg prøvede at gøre, når Silles far fortalte vittigheden om forskellen på en flodhest og en tyrkerkone. Har I måske nogensinde set en flodhest i kjole, klukkede han og hev Sille i rottehalerne, så hun sagde av din røvbanan, og han sagde mage til fræk unge. Bagefter sagde han til mig med alvorlig stemme, at jeg ikke skulle tage det personligt, fordi min far både drak øl og holdt jul og ikke var som andre udlændinge, der for enhver pris ville holde fast i deres traditioner. Mens han talte, så jeg ned på hans sko, der havde små sortr kvaster i stedet for snørebånd, og jeg sagde ja og nikkede med hovedet, indtil han var færdig, og jeg kunne gå tilbage til Sille på værelset.
  "Får I så grillmad hver dag?" spurgte Theodor. Men inden jeg nåede at sige næh-min-far-laver-også-almindelig-mad, spurgte Balder, om min far så lå på et tæppe og bad til Allah, og inden jeg nåede at svare på dét, sagde Theodor, at Allah lød lidt ligesom Allan, og det var et ret lamt ord for en gud.
  "Men gør han så det?" spurgte Theodor.
  "Gør hvad?"
  "Ligger med røven i vejret?"
   "Nej, selvfølgelig gør han ikke det. Gør din?" spurgte jeg. Og havde alligevel lyst til at sige det om hans mor.
  "hvad tror du selv?"
  "Ikke noget."
  "Nåh, men så skrid, du er for lille," sagde han og viste mig sin lillefinger.
  "Gu vil jeg ej," sagde jeg og gav ham en rigtig fuckfinger.
  "Det fik til gengæld Theodora til at sparke mig hårdt over skinnebenene, så jeg alligevel begyndte at græde."

Det er et jeg der taler er den fuckfingers tilbagekomst i forpulet 3D, kompromisløst tåreløst.


(reportagefoto: Gita Pasternak)

onsdag den 10. januar 2018

Er der liv andre steder end Mars?

I dag begyndte vi omsider at se fjerde sæson af American Horror Story og pludselig stod Jessica Lange og sang, aldeles hjertegribende:

tirsdag den 9. januar 2018

No flopflapping

Nå ja - det eneste cool nu om dage - ligesom senest blandt andre Brygger, Hede, Høeg, Lind, Munch (Escho, Gladiator, Kronstork):

INGEN FLAPPER!

(jeg udgav mange år på Borgen, før jeg omsider fik flapper, så befriende at slippe dem nu!)

Stands bogen!

Jeg har det lidt som Michael Strunge i den historie, Asger Schnack fortæller i den nye film Væbnet med ord og vinger (Schnack var dengang redaktør på Borgen og ansvarlig for 1978-debutant-trioen Jac, Holck, Strunge):

"Ja, der sker det, at Michael ringer til mig. Om natten. Det var jo ikke i sig selv så usædvanligt. Han havde jo den temmelig irriterende facon med at ringe om natten til folk. Men i det her tilfælde var det mere alvorligt end som så. For det var jo dagen før, den første bog, Livets hastighed, skulle udkomme. Og så ringer han hjem til mig. Og ud af sengen og ja, hvad er det, og så videre. Og så er han meget desperat og sikker i sin sag, at han vil have standset bogen, han vil have standset udgivelsen. Og der kunne jeg jo ikke bare lade som ingenting, for jeg blev nødt til at forklare ham, temmelig indgående, at det ikke kunne lade sig gøre, for den var allerede ude hos boghandlerne. Og jeg prøvede på alle mulige måder at forklare ham, at det var faktisk en fremragende bog. Og efter en meget lang samtale indvilligede han i, at vi godt kunne udgive bogen. "

Billedresultat for livets hastighed

- og nu står der gudhjælpeme Gyldendal under Freddies forsidetegning, det ser meget forkert ud!

mandag den 8. januar 2018

Dugfriske HH-linjer helbreder alle nervøse lidelser

Citat fra Helle Helles de (der nu ingen tvivl om, at titlen staves med lille d) fra omtalen i Rosinantes forårskatalog (hvor den lumsk brandflotte forside også kan ses, men ikke copypastes):

"Mængden af indbo holdes naturligt nede, hendes mor kasserer med hård hånd, det er døde ting. Hun har en remse med alle adresserne, hendes mor holder sig for ørerne, tørklædet falder frem i panden. Det er rødt og blåt og hvidt. Det er fra Sans Souci, det overlever. "

Og AK! Udgivelsesdatoen er officielt så grusomt sent som 16. april!

Anmelderforskydninger og -nyhyringer

Nanna Goul er gået fra Weekendavisen til Information (good luck!)

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er gået fra Politiken til Information

Klaus Lynggaard er gået fra Information til Weekendavisen (velkommen til, storebror Lyn)

Nye (lovende!) anmeldere på Politiken er Benedicte Gui de Thurah Huang og Matthias Dressler-Bredsdorff

Og principielt kan samtlige - undtagen Klaus L (og vel ikke Nanna og Kizaja på én gang!?) - skulle anmelde min bog (og vælge den ikke er umagen værd) ... Gulp! - og min uven karma siger bare: Ha!

Forlaget fortolker

- i præsentation på Saxo (hvor bogen - og bøgerne - kan bestilles, så derfor LINK):

Korshøjen (OrissaBiblioteket)

(Bog, hæftet) 
 
Kunder (0 anmeldelser
 
Korshøjen er en personlig skrift om (stadig) at savne sin far. Og om (stadig) at håbe, at ens far i virkeligheden bare har trukket sig tilbage for at skrive det store værk man selv (stadig) bliver ved med at stræbe efter også selv at skrive.

Korshøjen er et umuligt forsøg på at skrive om den helt almindelige patetiske erfaring. Nemlig den, at vores forældre før eller siden dør og så er det vi for alvor er alene i denne mærkværdige verden.  
 

Produktdetaljer:
Sprog:
Dansk
ISBN-13:
9788793206250
Sideantal:
190
Udgivet:
13-01-2018
Udgave:
1
Forlag:
Kronstork
Indbinding:
Bog, hæftet
Originalsprog:
Dansk
ISBN10:
8793206259
Sæt bog på liste
Forventes udgivet
13-01-2018
Leveringstid
Kan forudbestilles

Forventet levering
13-01-2018
Forlagets pris
kr. 129,00
 
-10%
kr. 114,95
kr. 89,95

Fri fragt

søndag den 7. januar 2018

Vi giver hinanden vores sande navne

- fra T.S. Høegs fødselsdagstak (og 2017-musik-top 17 - den må I blive venner og læse!) på FB - navngivning er et tykt TEMA i Korshøjen (kan jeg stoppe med TEMATISK at fortolke min bog):

"Tak for de mange tillykkende tilkendegivelser & som lars bukkiwukkidahl skrev, blev jeg 16 på hovedet
(...)
*
see you med honnør & flyvehop ind i atten fra hawk"

Anmelder beder om nåde

30 år senere (end Hvedekorn 1 og 2, 1987) og 10 år senere (end Alfabeter fra Pluto):

Jeg talte i telefon med Jens den anden dag, og han sad dødtræt og læste sidste korrektur på sin kæmpe, illustrerede bog om fynske seværdigheder, og jeg fortalte, at jeg havde fået mine frieksemplarer af min Korshøjen-bog, og at det forstyrrede mig overmåde; hele tiden tog jeg bogen op og læste i den og var bange for, at der var fejl, og for at opdage, at det hele bare var et fejlagtigt projekt, og det gjorde det bare værre, at jeg hver gang faktisk var glad for, hvad jeg læste, og endnu slemmere: rørt; er der noget slemmere end selvrørthed (ja, det er der helt sikkert (nu begynder jeg at tale ligesom min bog taler, i parentetiske pseudo-punkteringer af patos (og nu er jeg i gang med at analysere og anmelde mig egen bog STOP)))? Og at jeg var dirrende nervøs for eventuelle anmeldelser, for de lige ud hårde og grusomme - som sådan og i nådesløse sammenligninger med seriens øvrige bind og diskvalifikationer af Orissa-linket - og endnu værre: for de overbærende, patroniserende, måske endda medlidende, og for det værste jo: ingen anmeldelser overhovedet, ikke urealistisk for en bogserie på småforlag. OG JEG HAR INGEN RET TIL AT VÆRE NERVØS, fordi jeg for fanden har skrevet 1000vis af hårde og grusomme og overbærende og patroniserende og medlidende anmeldelser, for slet ikke at tale om de uendeligt mange anmeldelser, jeg IKKE har skrevet, af bøger, der fandtes og findes. Karma er i denne situation ikke min ven, men det er Jens heldigvis, til stadighed, og han mumlede forstående i skægget, og det hjalp heller ikke -

lørdag den 6. januar 2018

Mit stikord i forlægget

side 81 i Orissa:

"Jeg længes efter min far."

Citater fra forlægget

fra Ola Julén: Orissa (2000 - netop genudgivet af Basilisk), side 55-67:

"Det er sandt.

Min mor har forladt mig.

Det er derfor jeg vil dø.

Jeg forstår ikke at det kan gøres så ondt.

Jeg har ingenting at sige.

Hvor meget skal jeg ikke udstå
for jeres skyld, for din skyld.

Håbløsheden styrer dine øjne."

Citater fra bøgerne, bogen

-->Cecilie Lind: Ragusa, side 55-67: 

"bittert

jeg har ikke noget vigtigt at sige,
alt falder til jorden

strejfer omkring i mørket og bider negle
mens jeg nynner

som en sindssyg

mens jeg kan

lånte fjer og diademer, pynten er mere pynt
end nogensinde før

at tilse den der græder og gide det"


Mads Mygind: Bergamo, side 55-67:

"klokken er 15:32

et regnskyl rydder gaden

eftermiddagen er under afvikling

jeg er i tvivl om hvor byen hører op.

På museet står der på et håndskrevet
skilt at udstillingen er under ombygning:
ombygningen virker udstillet.

Længe før det bliver aften
er eftermiddagen overstået.

En kvinde trækker en tung duft af parfume
efter sig på gade"


Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner, side 55-67: 

"förmäga burkar i TIDE

formoder i tiden indgår kar

FORM ODER I TID INGÅR KAR

form oder i tid deri kar

FORM ODER I TID DERI KAR

Forrest i tordens ansigt sølvklar

FORREST i jorden FACE ssilver fartyg
slier fattigt, fattigt
S"


Lars Bukdahl: Korshøjen, side 55-67

"Jeg kan bliver helt desperat af anekdoteløshed, selv om den, anekdoteløsheden, er bevis nr. 1 på det allestedsnærværende nærvær

Jeg kan huske, at jeg havde stjålet mønter fra ham og min mor, og at de rullede ud af mine bukser en aften, da han sagde godnat, og han tog bukserne op eller foldede  dem sammen eller noget, og at han var helt stille, bare sagde, at hvis jeg skulle bruge nogle penge, så skulle jeg bare spørge, og giv mig, please, en anden anekdote end den

Jeg fortæller altid, at han støttede mine excentriske karikaturgriller og en lang række lørdage kopierede de Alfred Schmidt-tegninger, jeg (med gule ark) markerede i de samlede årgange af Klods-Hans, på Statsbibliotekets kopimaskine (forhåbentlig er de kopier ikke BRÆNDT!), det er det, jeg helst fortæller i hele verden, dér, jeg helst vil være tilbage og være med ham, dér, jeg virkeligst og sødest ER tilbage med ham

Der er foto-anekdoterne, og jeg har fortalt så mange gange, at jeg var helt vildt pinlig over, at han i London Zoo med glasset imellem gnubbede næser (NÆSER) med gorillaen (der var også næse-aben i Tintin-albummet Rute 714 til Sidney og skurken Allan, hvis næse ligner næse-abens (og min/vores))

Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for det synes jeg simpelthen bare, han så meget gør, og det kan jeg ikke huske, at han var, jeg kan kun huske AT HAN VAR, AT HAN VAR DER, og at han så pludselig ikke var det, ikke var, ikke var der

Den anekdote, alle andre fortæller, Møllehave og co., er mig på hans skuldre, mens han forelæser på universitetet, som min mor altid tørt pillede ned med, at børnehaven holdt lukket, og der var ikke andre options

JEG SAVNER MIN FAR"

Bogen! Bøgerne! (invitationen!)

Forlaget Kronstork skriver på Facebook:
Det her har vi glædet os til <3 span="">
13. Januar udgiver vi de første fire bøger i det vi kalder OrissaBiblioteket. Det er en hyldest til den svenske digter Ola Juléns bog Orissa. Og vi vil fejre det med oplæsning og billige bøger og måske endda gratis vin på teater Sort/Hvid og vi glæder os til at se jer alle sammen.
Orissa er en bog, der har en særlig plads i vores hjerter. Den stiller sig på eet af de mest ensomme og patetiske og poetiske steder vi kender. Den har fulgt os som en mulig måde litteratur også kan se ud på. At man faktisk kan lade sætning efter sætning stå alene på siden og tale fra sit sted. Kunne vi sige.
De fire første bøger som alle forholder sig på hver deres måde til Ola Juléns Orissa er:
Lars Bukdahl: Korshøjen
Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner
Cecilie Lind: Ragusa
Mads Mygind: Bergamo
Alle fire forfattere vil læse op fra deres bøger <3 span=""> og René Jean Jensen, der sammen med Pejk Malinovski har oversat Orissa, har meldt, at han vil tage en CD med Ola Juléns oplæsning af Orissa med.
Vi anbefaler alle at læse Orissa (der sidste år udkom i ny smuk udgave på Basilisk i samarbejde med Krabbesholm højskole. Og så kan man også lige snige sig til at høre denne smukke radiofeature:
https://www.dr.dk/radio/…/feature/feature-den-ensomme-digter
Ola Julén døde i 2013.



JAN13

OrissaBiblioteket, bogfejring <3 h1="">

· Hosted by Forlaget Kronstork


fredag den 5. januar 2018

2 debutanter 1987

- Lars Bukdahl, født 1968, Hvedekorn 1, 1987
(ikke det bedste, men et af to, der ikke kom med i Redymade! september samme år)

nu descendant un escalier

en nøgen kvinde går ned ad en trappe
et trin ad gangen
1 2 3 4 5 osv.
tiden går ned ad trappen
eksponeringstid på en 2-3 minutter
hun går ned ned fald ned
trappen går ned ad en nøgen kvinde
en nøgen tid går ned ad trappen
trinvist et trappeinterval
fra første til sidste trin
en nøgen bevægelse
1 tid 2 tid 3 tid osv.
fra lige før til nu og siden
en tid et interval ned ad trappen
ud af digtet
en nøgen kvinde går ned ad tiden


- Jens Blendstrup, født 1968, Hvedekorn 2, 1987
(digtsamlingen Zeppeliner (hed den vistnok) forbliver uudgivet, Jens bogdebuterede omsider i 1994 med prosasamlingen Mennesker i en mistbænk) (et overflødigt s i 'vasalstat' er fjernet)

A/S Omverden 

Dine øjne ligger urørlige på aluminiumsbordet
varmen er koldere for året fryser til

Kan man slukke lyset når virkeligheden fortsætter
sin afstemning i mørket?
det banker på kælderdøren, luk op eller din verden
gror til!

Naturen rumsterer så blødt i denne forhave, engang
var nutiden kun en bumset vasalstat som hylede
- lille og afstukket

Dine hænder pusler logikken til side

Kom bare ind og smid dig på tiden til I spaltes
og ler i stereo
naturen er mudret af mangler idag, og virkelighedens
uropatrulje runder din rude
og slår omverdenen
til tåls

Borumglimt 1981

- fra koncertsekvensen (Strunge til koncert med Henrik S. Holck) i Nattens engel:

Jac-manifest 1981

F.P. Jacs udødelige speak til Claus Bohms film Nattens engel (genset for 117. gang i anledning af den nye Strunge-dokumentar, Væbnet med ord og vinger, der har premiere næste uge - og hver gang jeg ser den, Nattens engel, hvor jo Strunge er den gennemgående person og generationstalsmand, bliver jeg gladere for dens inderligt 80'er-autentiske selvhøjtidelighed):

-->
"Jeg er digter, døsig, dyrisk, dranker og 25 år. ’

Jeg har en total frihed til det, jeg gør. Jeg har også en total frihed til at være fantastisk fattig. Men hvis man vil have frihed til penge, så må man først have frihed til fattigdom.

Siden min første digtsamling har jeg ikke lavet andet end københavnerture, digtsamlinger, piger og depressioner.

Mine digte handler om piger og København. Det er ligesom det, der laver mine digte. København er en nødvendighed for mig som digter. København er ligesom at drømme. Den fører fortiden ned i hænderne. Samtidig med, at man går ind i byen, går man ind i det tredje, det fjerde, det femte, det sjette århundrede. Og det er for mig eventyret.

Det starter som altid med Café Dan Turèll eller Café Sommersko. Og man kommer ind. Og de får fantastisk mange flotte servitricer. Der kommer næsten en ny om ugen. Atså et ansigt, man ikke kender. Og jeg har altid haft en svaghed for to ting: Hænder, hvor jeg altid kigger efter blodårene for at se, hvor hårdt folk har levet. Og så kigger jeg efter brysterne, for at se hvor længe de har ligget på maven. Jo større patter, jo mere har de ligget på maven, og jo mindre, jo mindre trygge har de været i deres barndom.

Min død er en fantastisk problematisk død. Og det er ikke en fysisk død, men en psykisk død. Som altid opstår i mit fjæs, når jeg har været to eller tre dage i byen og så får det her delirium, hvor man kun ønsker én ting: Enten at få 10 liter vand ind i munden, fordi man har en tørst hele vejen gennem hele kroppen. Eller også ønsker man simpelthen at dø. Og dér kommer den dér dødsangst ind, som spiller en ret så stor rolle i digtene. Fordi døden kører altid ind som en mulighed og ikke som en slutning. Og det er dér, altså hvis man bliver ved med at læse dem, at man kan se, at det er et digt. Fordi den dér død, den slutter ikke noget, den begynder et eller andet. "




- screenshot fra filmen (YouTube link HER)

torsdag den 4. januar 2018

2 debutanter 2008 & 2017

- Sigurd Buch Kristensen, født 1988, i Hvedekorn 1, 2008
(Sigurd, der blev udnævnt til Årets Skovhusdigter for sit Hvede-bidrag, bogdebuterede omsider med De danskes øer i 2014)

At der er sprog i træerne interesserer ikke mig
                                                                           til dig

I

Træerne hører ikke hjemme i digtet siger du
naturen er sin egen - en gren
der slår mod ruden i dine drømme fx
Søen er frosset til og ænderne kan ikke finde hjem
gennem plantagen
hvor æblerne rådner
Prøv og hør engang

*

I mine drømme er søerne frosset til
Klokken er over syv om morgenen
og der må ikke være træer i mine digte
Men først senere på dagen får du ringet
At bogen brænder er en løgn men tilflugt i flammerne
kan der ikke være tale om
       fuglene i sivene i søen -
       dine dansende sko inde mellem træerne
                          på Frederiksberg Allé og vinden
                                 Jeg giver øl
                                                   til alle og enhver


- Anatolija Elg, født 2001, i Hvedekorn 4, 2017

fuglene i felten 

fuglen i felten
slår vingerne ud

trodser vind og vejr
mest vejr

det blæser ikke så meget for tiden
som om gud ligger i koma

straffer vindsurfing
drageflyvning, drageløb

uden svøb
flyvning generelt

fuglen slår vingerne ud
som i en korsfæstelse

spyer sin ild og

trodser vejret
på en

højlys
gudlys
gudløs dag

som

solen bager
kagen bager
lorten i elefantburet bager
i solen som bager
bageren bager

som om det er gud
som bager

vandbakkelser
og vulkanudbrud

flodbølger og fløderand

flødeboller i klassens time'

som fuglen i felten
der slår vingeren ud

falder i felten

og guds respirator
klinger af

eftersom det ikke blæser

så meget for tiden

onsdag den 3. januar 2018

Lommefilosofisk leksikon, vinterfrakkeudgaven, th

Hellerupkastanje

Vesterhavssmutsten

højrehåndshandske

onsdagsindkøbsseddel

pebernøddekrummer

mandag den 1. januar 2018

Jobvarighedshierarki

Hvedekorns redaktører 1920-

Litteratur/poesi:'

1.  Poul Borum 1968-96 

2. Viggo F. Møller (+ grafik) 1925-28 & 1930-51 

3. Lars Bukdahl 2008-

4. Torben Brostrøm 1955-60 

4.  Morten Søndergaard & Tomas Thøfner 2002-2007

5. Uffe Harder 1960-65

6. Annemette Kure Andersen 1996-2001 (4 1/2 år)

7. Knud Holst 1965-67 (2 1/2 år)

8. Knud Bruun Rasmussen 1920-21

8. Halfdan Rasmussen 1952-53

9. Ivan Malinowksi 1954

- så der er kun 19 (1/2) år til førstepladsen, det kommer til at gå som en leg

10 år = 2096 siders poesi

40 x 52 + 16 (det udvidede sangnummer) siders poesi - i fredags udkom nr. 4, 2017 (cover - og biblioteksillustrationer - Lasse Krog Møller)



- dette er den sidste tekst tekst i nummeret, skrevet af debutanten Kyla Andersen, født 1995:



Her starter det første kapitel: Første kapitel

starter her, kapitlet, starter det første

her

starter det: her!

har jeg valgt at kalde det her kapitel, for det er det første af et antal af senere kapitler, der kommer efter kapitel ét, som er det indledende, nummer ét i en række af flere, med andre ord det første af kapitlerne, alle dem, netop dét, der kommer før fx det andet og som et andet eksempel: det tredje

Så her kommer det altså:

her!"

For sådan er det, det er kun en begyndelse, der er kun begyndelse, poesien starter hele tiden, også nu