lørdag den 3. juni 2017

Skyum High

Erik Skyum-Nielsen himself og hans finere roman-fornemmelser lader sig på der herligste talent-overvælde igen og igen i anmeldelsen i Information af Til en engels forsvar - afslutnings-klip

"Hvordan denne ekstatisk lykkelige slutning så lige mere nøjagtigt forholder sig til værkets første hoveddel, som skildrer englen i krig som soldat, og hvad sammenhængen helt præcist er omkring pigens anbringelse på en anstalt »med enestue og stejle principper« og med »pjalterne, neglene, måltiderne, tosserne, tiden der går, og håret der gror«, fik nærværende læser vist ikke rigtig hold på undervejs, for plotmæssigt holdes man hos Lind stedse på sultekost, og spørgsmålet er, om englen og pigen overhovedet udgør episke aktører eller snarere må opfattes som positioner inden for samme psyke.
Men så meget kan da slås fast, at bogen bemestrer et modigt spring ind i - og et hørbart skrig inde fra - et outsiderunivers.
For som pigen siger: »Jeg kan ikke altid orke at indfinde mig på bestemte tider på bestemte tidspunkter«, og: »Det er svært at omgås andre.« Hun har, som hun udtrykker det, sit eget »hyr med verden« og må derfor se uforstående og udenforstående til, når andre tilsyneladende formår at få »normale« liv ud af »små nyligt radbrækkede psyker« : »Familier vil I blive, og dernæst: glade. Og I vil blomstre i kærligheden, I vil ivre ud og overkomme supermarkedets lyssætning, nøglerne i lommerne der rasler så ondt, når man går sine raske skridt.« Og tro så endelig ikke, at en sådan konformistisk kasseeksistens er Gud velbehagelig! 
Nej, Gud fremstår i Cecilie Linds fortolkning som en alt-inkluderende vilje, som i grunden hader alle systemer og især hader at være spærret inde i »evighedens fængsel«. Denne dobbeltkønnede instans er alting, og han og hun elsker alting.
Gud er på én gang »som en hybenbusk, en sommerfugl, en rygmarv, et sølvspænde, en tændstik, en splint, et æseløre, et angstanfald, en trækrone, et kærkomment knus, en ødsel konto, et betændt sår, et barns vræl, en månes skygge, en andens kone, en lille flamme, en entré, en tudse, en kuldegysning, en lunge, en møtrik, en topmave, et rosenbed, en natsværmer, et svar, en nødstedt sømand, duggen der falder«. Og hvad Gud værdsætter, »er higen og håb og smukke øjne, øjne vendt mod himlen, jomfruens himmelvendte himmelblå, sandt for dyden, hyrdetimer og de kønne lår, og den stærke kæbe«. 
Den stærke kæbe? Sådan én forbinder vi vel umiddelbart med en løve, en krokodille, en haj eller en garvet bokser. Men vi kan måske også forestille os den som kæbepartiet, hvorfra der i Til en engels forsvar lyder en på én gang suveræn og sårbart skrøbelig stemme, som ikke rigtig ligner noget andet, man har læst eller hørt. Når man fornemmer den, opvejer det ens eventuelle episke desorientering. Eller med bogens stolte ord: Hellere slå sig til blods end til tåls."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar