BLÆST - MEN IKKE LÆST - IGENNEM!

Peter Laugesens genfundne 1979-manus Tohuvabohu, der udkommer om præcis en uge på Asger Schnacks Forlag, to dage før digterens 75 års fødselsdag - og det er vitterligt, som forjættet, det forunderligste tærskelværk, øjeblikkeligt uundværligt, nævenyttig (og nævnenyttig!) naivisme! Men det skal jeg nok granske og forklare nærmere i næste uges anmeldelse, lige nu er den sort-hvide eksistens mere end mirakel nok, og her er simpelthen bare et tekstopslag, side 46-47:

"med hvilken slags græs
   vil du dænge mig til

med hvilket nærvær
    ligge for min dør

hvorfra kommer spurvene
der døser på klaverets ansigt

hvorfra hyldens børn
der flyver i violinens bur


skiftespor, skifteord


betændelsen spiller på
nerverne som var de en harpe

det vil være en lettelse
at afbryde smerten med codyler

(græs og musik alene, på
grammofon, kan ikke klare det)

øjet løber i vand, lukker sig
mere og mere, men jeg kan ikke

se med det alligevel, rejse
på landet i en uge i morgen

socialkontoret i formiddag
ny rådgiver, nu kommer inga

og sidse med vasketøjet


så
er det senere

her er vi
på vej ud af døren

for at se på et skab
til sidses tøj

uden for er der tøsne
og det er lykkedes

at finde en tobak som
den gamle westmore


lad øjet brænde
gennem stenene
gennem kødet og knoglerne
gennem jord, vand, luft
og ild, brænd gennem branden
og brænd sammen, sammen
ikke en og en men to og to
og mange flere i ny
atmosfære af kærlighed
der flyder og skifter frit"