pandebånd, romkugle, uge 44, elefantfod

- fra interview med Helle Helle i Rolf Højmarks Forfatterstafetten (alle interviews med HH burde citeres in toto - jeg citerer lidt mere ovenfor og i WA Bøger på fredag):

"Før i tiden sagde jeg nogle gange, at jeg tænkte på mig selv som et kamera, når jeg skrev. Det var i forbindelse med min novellesamling Rester. Før den var jeg debuteret med Eksempel på liv, som i passager nærmest var magisk realistisk. En fugle kunne flyve væk med folks hænder, pludselige huller kunne opstå i gulvet, den slags. Det var meget svært for mig at komme videre derfra. Jeg tror, det var fordi alle muligheder stod åbne. Hvis det pludselig kan være et 30 meter dybt hul i gulvet, så kan alt jo lade sig gøre. Og som jeg sagde er det sværeste at skulle vælge og beslutte sig i skriveprocessen. Jeg kunne ikke klare alle disse muligheder. Så bestemte jeg mig for at skrive noveller, der skulle foregå i små rum. Og jeg ville kun skrive om det, der kunne ses og høres, Altså hvad de gjorde og sagde.
  I dag er det anderledes. En roman begynder blandt andet med en lang liste af elementer, jeg vil have med, fordi de rummer en masse betydning for mig - og dermed måske kan afgive noget til romanen. På listen kan der stå: pandebånd, romkugle, uge 44, elefantfod. Den slags. Det kan også være en bestemt scene: en mand bag et træ i skoven eller i en seng med en fremmed, begge med rundstykker oven på hovedet."