fredag den 14. oktober 2016

Slagtede darlings, bagte bonusser 4

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker (udkommer på fredag))

-->
(MODUL - Jørgen iagttager Anita i forskellige Jørgen-skikkelser med tilhørende sære hjerner)

Iagttager min kone forklædt som VVS mand

Iagttager min kone som vingeskudt fugl i buskads. Prøver at forstå hende som en såret slægtning af en anden race. Har lagt armen om på ryggen og fået Preben Antabus til at komme og binde et snærende næb om min mund. Ser hende komme ud i haven for at plante blomster. Jeg ligger godt gemt bag busk og stakit. Udstøder nogle næbbede lyde, som umærkeligt får hende til at ranke sig. Kommer hun herover eller ignorerer hun en fremmed races kald? Blomsterne i hendes stærke hænder. Der er noget med hænder og neglelak, der omslutter den barske plantes jordkugle. Udstøder et lille nærmest menneskeligt pip. Kommer hun herhen eller vælger hun at hente en spade for at grave blomsten ned? Hun ignorerer mig. Hun ignorerer kontakten med en anden race. Min kone er kun til menneskelige forviklinger, vil jeg notere senere. Nu sætter hun sig til gengæld på hug. Var jeg et menneske og ikke en vingeskudt fugl i budskas, ville jeg så absolut mene, hun holdt sig godt. Der er noget med denne vinkel, der gør min kærlighed til hende stærkere. Måske er det det at min ene arm er kraftesløs og bøjet om på ryggen.

Iagttager min kone som en helt almindelig mand. Prøver at forstå hende som et almindeligt menneske. Ser hende helt tydeligt igennem de kogende kartofler. Er i stand til at føre en samtale med hende nu. Men vælger helt at tie. Dertil er situationen for sjælden og min trang til at sige Frank A for stor. Jeg nøjes med at være her fyrbødermægtig. Hun ser da også på mig med en sjælden interesse. Min mand er tavs, tænker hun. Men hvor har han brede skuldre. Ser på hinanden sådan lidt. Til køkkenet er helt dugget af kartoffelgrydens vand. Så sænker hun paraderne og nærmer sig mig. Skal lige til også at nærme mig hende, så kommer de satans ord flyvende. Går det godt med Frank A?!!!

Iagttager min kone som menneskesøn. Helt nyfødt. Prøver at forstå hende som rene instinkter. Føler efter bryster og næring. Netop nyfødt gennem hendes åbning. Hun undrer sig over min position i vores sofa. Jeg sprogløs. Men i stand til at klynke og iagttage denne skaber af liv. Hun ser i grunden godt ud. Men min tilstand af frisk perbermynteagtig nyfødthed gør mig  ude af stand til at anvende de værdikriterier. Det slår mig, at porno har ødelagt meget mellem os. Havde jeg ikke haft min trang til afluring af Føtex-kataloger, ville jeg måske have set hende mere rent, som et spædbarn, hvis eneste trang var overlevelse. Iagttager min kone som skaffedyr og beskytter af flokkens små. Det var nu hun burde redde mig og se, om jeg skulle skiftes i stedet for at tænde en smøg og zappe videre til ”gør det selv.” Ser hendes lidt forskudt som menneskesønner jo gør det. Med helt åbne øjne og et hoved jeg ikke kan holde oppe. For pokker hvor den sofa trænger til at blive støvsuget, flyver det gennem mig. Men jeg behersker mig og glemmer, som en menneskesøn skal glemme for at lære forfra.  Senere slukker hun dog lyset.

Iagttager min kone som et medlem af Enhedslisten. Tørt, kedeligt, i opposition med ca. 4 procent af stemmerne. Det går ikke godt. Så snart jeg kan stemme, stemmer jeg i protest for at afskaffe hende. Det er alle hendes liberale dyder. Den fremmedfjendske måde hun knipser blomster på. Måden hun via et kys på min kind forsøger at fjerne magten fra mig selv til EU-parlamentet. Føj for satan, kælling.

Iagttager min kone som svensk bondesøn. Prøver at forstå hende som ejer af en rødlig gård med gule marker. Hun melder om manglende indkøb. Jeg bevæger armene som en le. Fuldstændig uforstyrret af hendes ønsker.

Iagttager min kone som afsides stønner. Ringer fra en nyindkøbt mobil og er godt gemt af vejen under presenning, der står så godt til tusmørket. Ser hende løfte røret derinde. Jeg stønner 2 gange og siger så ikke mere. Hun kontant. Er det dig, Jørgen. Jeg tavs stønner mere. Det er ved at være trættende, det her. Er det dig, Jørgen? Ja, det er mig, erkender jeg. Jeg stønner ikke, jeg er bare lidt forpustet efter fodboldkampen, rødmer jeg. Fra min position under presenning.

Iagttager min kone som fjern slægtning fra Amerika. Hvor ser hun dansk ud. Eksotisk dansk som en pakke Lurpaksmør. Er det ikke sådan de danske ser ud? Hvordan så min tip-oldefar ud, der udvandrede? Og min tip-oldemor …? Prøver at forstå hende som mulighed, og investering. Leder efter ord på dansk, jeg ikke ejer. Prøver at finde en dansk måde, jeg kan tiltale hende på. Hun er i gang med tøjstrygning til en fest. Jeg kommer derhen med et lillebitte amerikansk flag og lægger det forsigtigt foran hende. Hvad skal det til for? Jeg spørger dig. hvad skal det til for?! Er det noget du skal have på? No no, I just wanted to show you … my flag. I'm your uncle, you see. Jeg bildte mig bare ind, jeg var en fjern slægtning, Lone. Dum er jeg. Så dum. Jeg bliver aldrig venner med hende på den måde.  

Iagttager min kone som vulkan. Iagttager min kone som en, der er i stand til at flænge alting i stykker med min forfærdelige indmad, for så over hundrede år måske at bygge det hele op igen ligesom den vulkan, jeg så på fjernsynet forleden. Hvad hed den? Karakoa. Prøver at forstå hende som katastrofe, som den der ser sit offer i øjnene. Hun er en ø-gruppe. Hun rækker mig kaffe. Tak, tak. Men hvis du bare vidste. 10 år gamle ægteskab! Om lidt så eksploderer jeg. Og dækker hende med støv.  Jeg ser på hende - trætte kvinde. Trætte, trætte kvinde. Du knokler. Jeg ville ønske jeg kunne tage din i mine arme. Men havvandet trænger ind i min kerne af ild, forstår du, havvandet fosser ind, og jeg går midt over. I 10.000 stykker. Damp og brokker kastes kilometer og atter kilometer op i luften. Du rækker mig kaffe. Du ser det ikke. Før min trykbølge løfter dig højt højt op og ind i en ufremkommelig jungle, hvor du lander som en havareret skib, mens jeg går under. Mens jeg går under med en syden i Stillehavet. Et kort øjeblik ser jeg dig. Før jeg synker. Du er så lille, Thora, set gennem en vulkans optik.  

Iagttager min kone som spøgelseskrabbe. Prøver at forstå min kone som primitivt skjolddyr. Står på en stige i haven og hæver og sænker min hvide klo for at beskytte et minimalt territorium mellem stige og vandkande. Hun optaget af noget vedbend, ser mig ikke. Jeg er i og for sig også ligeglad, for hun er uden for mit territorium. Og farlig fordi hun er større end jeg.   Hold dig væk, markerer jeg med min klo. I en time kæmper jeg med held. I en time er jeg et skjolddyr uden andre forpligtigelser end mit lille rige. Ingenting kan ødelægge min fuldkomne ro. Jeg er et skjolddyr uden andre skjolddyr i en have. Men så kommer katten ud af sin kattelem. Og jeg skriger.

Iagttager min kone som mytoman, som løgner. Kemisk renset for sandheder. Prøver at forstyrre hendes billede af mig for at se, hvor fleksibelt et menneske hun egentligt er, min kone. Fortæller hende historier fra Caribien, hvor jeg boede engang, insisterer på, jeg er en anden, end jeg udgiver mig for, kaster onde sandheder ud om hendes rynken i panden, får hende til at græde fortvivlet for at at trøste hende til lykkelige atomer. Hvad er der med dig, mand, råber hun forfærdet! Ingenting svarer jeg i pagt med min totalt løgnagtige natur. Bortfører hendes smil til en historie om de børn vi skal have, kaprer hendes vrede, da jeg drejer det ind på emnet om mine testikler, der er groet fast og ødelagt af cowboybukser. Fortæller hende jeg ejer et slot i Peru, som jeg har tænkt mig at bringe til Danmark. Hun skeptisk. Og efter 30 vanvittige omskift i min umulige natur, efter 40 vilde historier om Grønland, hvor jeg sad fast i isbjerg i millioner af år, før jeg drev mod Varde, sidder hun med dameblad og ser mig (praktisk taget) ikke. (Min tid som mytoman er dermed til ende. Vurderingen af min kone ligeledes til ende. Var nok også mere optaget af at finde på historier end på at forstå min kone. Ærgerligt nok.)

Iagttager min kone fra taget af skuret, hvor jeg lægger tagpap på. Prøver at forstå hende som modent menneske med pligter. Ser hende gå rundt og gøre rent. Ser hende tømme skraldespanden. Hører hende råbe forslag til en 7-årsplan. Hvordan vi organiserer tæppebankning, trappevask, sexliv og arbejde. Jeg smilende gennem brænderens flamme. Forstår hende godt. Livet er jo i bund og grund et arbejde, er det ikke børn, er det indkøb eller merværdier. Jeg giver ikke meget for sløvhed og tid til det, man ikke ser, sådan som jeg sidder der på hug og er et modent menneske. Fanden skulle da være et barn og ønske sig andet og mer.

Iagttager min kone som væltet havenisse. Prøver at forstå hende som en genstand, der kan rejses op og være dekorativ. Tænker på at fylde hendes mund med Hardol og lade hende stå i haven som en nydelig 40-årig kvinde, på nyvasket græs med mælkebøtter. Tænker på, hvordan det ville være at passere hende med en græsslåmaskine. Hvordan det ville være at føle. hun var af brændt ler. Hvordan det måske ville være at slå på hende og mærke hendes hulhed, og vide, det hele var et spørgsmål om form, og serieproduktioner. Bliver straks stærkt begejstret. Ser hende i alle mulige afskygninger, der findes jo også havenisser, der er nøgne og usædelige, som kan købes på Frederikssundsvej. Ser min kone som en havenisse iført lygte, nissehat, nissenæse og bar røv. Hører hende råbte med sin nissetynde stemme. Indtil jeg sidst på året løfter hende og bærer hende ind i sikkerhed i vores centralt opvarmede lade. Tanken tiltaler mig, det må jeg sige.

Iagttager min kone som en klode. Prøver at sætte mig ind i min kone som et himmelfænomen. Er derfor taget til Skagen med en rutebil for at sidde på et lejet sommerhus og kigge på den mørke stjernenat i retningen København. Forestiller mig hun er Venus, planeten, vi engang troede var så smuk og klar som jorden, men som viste sig at være vild og blodig, da vi fik rumsonder dertil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar