onsdag den 13. juli 2016

Pablo lærer at skrive

Meget vildt og smukt er tidligere Forfatterskolerektor (men Kunstakademi-uddannede) Pablo Llambías taget til USA for at gå på et creative writing-kursus af den slags, der i sin tid både inspirerede og anti-inspirerede til Forfatterskolen (og de løse seminarer gennem tyve år hjemme hos Poul Borum der gik forud + og de højskolekurser på Holbæk Kunsthøjskole sammen med Inger Christensen, der gik forud for dem) - og rapporterer om det på Facebook, helt u-sonet-i-ficeret; et klip fra rapport nr. 2:

"Workshoppen består af omtrent 30 studerende, hvoraf 80 procent er kvinder, nogenlunde tilsvarende danske kurser, hertil kommer en lærergruppe på fem personer samt to interns. Vi bor i tre-fire lejede sommerhuse, hvoraf det ene bruges som undervisningslokale, idet det har en stor stue. Husene ligger som i et villakvarter langs haveflankerede småveje. Husene er beklædt med små, grå træplader, der tørrer ud i solen. Nogle af husene er forladte og forfaldne som dem, man ser i The Walking Dead eller dokumentarfilm fra Detroit, de fleste er velholdte og andre steder på øen særdeles velholdte med kæmpehuse diskret beliggende bag træer og parker. Martha's Vineyard er en fredelig ø for velhavere, beliggende meget langt fra sociale problemer i USA, men alligevel er der bombehunde på den lille færge herover.
Efter Weinsteins oplæsning bliver jeg introduceret for den underviser, der skal læse den tekst, jeg har oversat og taget med til kurset. Han hedder Tony Ardizzone, tredjegenerations sicilianer fra Chicago, likable og slagfærdig på samme sociolekt som den Robert de Niro bruger; en gudbenådet fortæller af anekdoter af nogenlunde samme kaliber som dem Al Pacino bruger: Analogier fra køkkenet hjemme fra da han var barn (selvfølgelig inklusive mor), fra arbejdet på fabrik, fra et mere eller mindre tænkt privatliv. Jeg glæder mig til det. Jeg er åben for alt, hvad han siger.
Jeg spiser hen under midnat middag med the faculty, med underviserne, i det hus, de bor i, hyggeligere end de andre. Alexander Weinstein laver mad, han har arbejdet ti år som chefkok for at finansiere sine studier, sine skrivearbejder. Vi får lasagne og affogato al caffé, vanilleis druknet i varm kaffe, som skal spises med det samme. Udenfor dyr i mørket, som jeg har set i løbet af dagen: racoon, skunk, hummingbird, wild turkey, chipmunk. fireflies."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar