mandag den 25. januar 2016

Kald det bare kritik

- fra interview med Lars Lilholt i Journalisten (bedste ros af mit avisskriveri ever: digteragtigt! Tak, navnebror!) :

"Jeg skriver på ren fascination. Jeg har skrevet en sang om Tycho Brahe, efter jeg så ham begravet i en kirke i Tjekkiet. Jeg var fascineret af det møde. Det handlede om at finde ud af, hvilken fætter han var. Det er en meget konkret beskrivelse, men det kan også være mere ukonkret.
Livet er en lang række af tilfældigheder. Den røde tråd i mit liv er den måde, jeg har tacklet de tilfældigheder på. Jeg ved, at jeg har været flittig, og jeg har ikke regnet med at få noget forærende.
Jeg holder tre aviser. Weekendavisen, Politiken og Midtjyllands Avis. Det har jeg gjort i årevis. Jeg læser meget. Og så har Weekendavisen lavet noget smart, en lydavis. Så når jeg kører i min bil, hører jeg artikler fra Weekendavisen.
Jeg læser tit kulturjournalistik og bogtillæg. I Weekendavisen har jeg svært ved at læse det, Lars Bukdahl skriver. Det er for indviklet. Jeg kan godt lide nogle af de andre. Det er noget, der ligger nemmere i munden og er mindre digteragtigt.
Mit råd til én, der vil skrive, ville være, at man skal komme lidt for sent i seng, drikke lidt for mange øl og sige ja mere end nej."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar