Jørgen roser dig for åben mikrofon

altså Leth, og svarer betuttet på dit indsendte, gode spørgsmål i dagens udgave, den allerførste, af 24syv-brevkasse-programmet Spørge-Jørgen (og jeg sad faktisk lige og læste en ny bog om den oprindelige Spørge Jørgen og Storm P's undergravning af den opbyggelige tekst, da du råbte vagt i gevær inde ved siden af):

- Det er et spørgsmål fra en dansk forfatterinde, der hedder Cecilie Lind; jeg ved ikke, om du kender hende?

- Hende kender jeg godt. Ja, hun er en god digter. Ja.

- Hvad er det, der gør hende god?

- Jamen, hun har et meget inddampet sprog, som er fyldt med fantasi. Jeg synes, hun er en meget spændende digter faktisk. Hun er lige kommet med en ny digtsamling, som jeg har læst og som er hendes bedste indtil nu. Den er lige kommet, kort før jeg tog herover til Haiti. Og hende sætter jeg pris på. Jeg har også mødt hende et par gange; hun er en spændende digter. Hun har en måde at fortætte sit sprog på og sin fantasi, som gør, at det er nogle digte, der står og lyser. Hende kan jeg godt lide. Hvad spørger hun om?

- Hun spørger, om du kan lide katte?

- (pause) Nej, jeg er ikke specielt vild med katte. Det må jeg sige, det er jeg ikke, det er jeg ikke. Vi talte om en kat i går, nemlig den kat, der optræder i Godfather, scenen med Marlon Brando, det er den eneste kat, jeg godt kan lide.

- Hvad er det, du godt kan lide ved den kat?

- Det er, at den er meget selvstændig. Den har magt, det kan man se; den måde, den bevæger sig på, den måde, Marlon Brando som Godfather behandler den på, med respekt, med sine hænder, helt specielt. Men ellers er jeg ikke tiltrukket af katte overhovedet - heller ikke af hunde for den sags skyld. Men det er da okay, jeg har heller ikke noget imod dem, det er ikke sådan. Men den dér kan jeg specielt godt lide; jeg tror også, der i en James Bond-film engang har været en spændende kat. Jeg kan lide katte på film, men ikke rigtig i virkeligheden.