charles bronson
alene jeg er vågnet med dit navn
på min overlæbe en permanent
skygge der diskuterer alle dine
afslag på mig selv som uskyldig
sammen med digtet igen der
forhindrer mig i at udtrykke
mit inderste ufrivillige ønske
en orange stribe lys slår ind
mellem søens skove af vokaler
jeg kravler på indersiden med
en løkke af antikveret trækpapir
omkring min hals en klokke
af læderede landskaber og tre
stærke ord bortført af drømmen
- her har digteren selv plantet sig et moustache
Ingen kommentarer:
Send en kommentar