Emeritus gasser sig

En betydelig, bindstærk digtsamling, som jeg både hist og post har ladet gå helt uomtalt - fordi den var sendt til anmeldelse hos en WA-kollega, der er forblevet tavs - er Per Aage Brandts Tidens tand, mørkets hastighed (tilsyneladende skrevet nogle år tilbage, da han stadig var dobbeltprofessor i Cleveland - et tekstspor er lokalnotiser om småkriminalitet), Basilisk, umiskendeligt spækket med sirlig, melankolsk-vittig, kynisk-drilagtig grublepoesi. Her er en lille gruppe digt, hvor PAaB frivilligt/ufrivilligt overfalde af de GAS-konstruktioner, som han strengt advarede flere Forfatterskole-årgange imod:

  himlens depressive nedfald 
hjertets asfalterede mørke 
dine øjnes oceaniske grønning 
livets indlysende tyngdekraft

  jensens ret overflødige hund 
sætningens visionære farveløshed 
gudernes transcendentale støvregn 
mit ansigts udslidte lagen

  en skjortes tvivlsomme grammatik 
minutternes monomane gardinprædiken 
fire edderkoppers franske kammermusik 
åndedrættets næsten hørbare optimisme 

(g.a.s.)

  de taler hurtigt og langsomt, hakker 
og stammer flydende, messende, næsten 
brægende, de bliver ved, ved, ved, og 
hvisker råbende, skriger ganske stille, 

  så ørerne falder af men bliver siddende, 
hvor de skal være midt i stavelsernes 
frosne suppe, stemmernes forbitrede 
knitren, utydelige ords klare salat 

(g.a.s., gazpacho og en kollegial reception) 

kattene kradser i hinanden
og hviner lig stukne grislinger 
i nattens nervøse mulm

(g.a.s.)

  folkens: ”i udskydelsen mumler værens neutralitet”,
og ”det uvedgåelige stikker snuden frem i benævnelsens 
klare lys”, som er ”den umulige sandheds vanvittige skær”, ”
illusorisk, idet benævnelsen tilintetgør det benævnte”,
  men ”singulariteten udsættes og udsætter i samme 
bevægelse den anden i samme spil”, idet den er ”inklu- 
sionen af værens ekskluderende eksterioritet”; o.k. 
så ved man det, nu kan man sove mere autentisk

(dekonstruktion: dybere, længere)

kunne du ikke gøre kærligheden telepatisk, 
du gamle designer, om igen, så vi kan vide, hvordan det går, 
uden at skulle råbe eller lytte langt ud i
skæbnens kosmiske tomhed

(g.a.s.)