søndag den 31. august 2014

At være kritisk overfor delfinen

Yahya Hassan i Bergens Tidende i dag:

- Utfordringene starter ikke i første klasse på Møllevangen skole. Min bestefar begynte tilværelsen som flyktning fra Palestina. Min far vokste opp i flyktningleir i Libanon. Han tok med seg videre det hans far slet med, akkurat som jeg tar med meg videre fars og farfars problemer. På den reisen har litteraturen og kunsten og musikken og språket gått tapt og blitt erstattet av ritualer og dogmer. Så kalles den litteraturen jeg skriver innvandringslitteratur. Selv om jeg ikke har vandret noe sted. Hva betyr det å være innvandrer? Det er som om folk tok Fjällräven-sekken på seg, stappet bananene oppi og la ut på vandring. Man kaller oss ikke for det vi er - flyktninger. For gjorde man det, ville man ha måttet snakke om Israels politikk og fordrivelse. Det snakker man ikke om fordi da ville man ha mistet forretningsforbindelser og allierte i Midtøsten.
- Du har engasjert deg i krigen på Gaza. Men da boken din kom ut og du måtte gå i dekning, var det den danske TV-journalisten Martin Krasnik du flyttet til i en periode. Hva tenker du om kritikken han har fått etter intervjuet med den norske legen Mads Gilbert?
- Om man kjenner Krasnik, ikke personlig, men profesjonelt, så vet man at han alltid har kritisert Israels bosettingspolitikk. Har man sett det han gjør på TV, vet man også at sitter han overfor en ape, er han kritisk overfor apen. Møter han en delfin, er han kritisk overfor delfinen. Man ser ham i aksjon og tenker: fett, mann. Den som stempler Krasnik som sionist har ikke gjort hjemmeleksen sin.
- Du er blitt en reisende i poesi - med livvakter. Hva skal du gjøre nå?
- Jeg er ikke stresset over det. For å skape et uttrykk må man først ha inntrykk. Jeg skriver når jeg har noe å si. Mitt mål er å skrive poesi.

Nonsenspensum

§ 4 i den "Husorden" for piger, der står på dit pigeværelse (midt mellem § 3: Pudse fodtøj og gå med skraldespand og § 5: Spille grammofon, båndoptager og radio så den øvrige familie også kan være der):

Læse lektier uden vrøvl.

Men jeg, der så heller helt er en pige, VIL have vrøvl i min lektier, vil gerne klage over, at der generelt er for LIDT vrøvl i mine lektier, men til dette arrangement i næste uge har jeg for en gang skyld kun vrøvl som lektier:

image

Athanæum Boghandel, lørdag 5, september, klokken 9


Til dette første Golden Days' festival morgenforedrag i Atheneum Academic Books, vil Lars Bukdahl tale om Filippo Marinetti og 'Det Futuristiske manifest'.

Manifestet fra 1909 hylder vovehalsene, de eksplosive, mandige mænd bag rattet, i luften og med knytnæven løftet. For futuristerne var krigen derfor den ultimativt mandige udladning; en stor vandkanon, der skulle spule alt overflødigt misk-mask bort.

Men Det Futuristiske Manifest var også et kunstnerisk statement, der hyldede det sublime - og på den måde foregreb alt det, som første verdenskrig satte i skred…

ARRANGEMENTET, KAFFEN OG CROISSANTERNE ER GRATIS, og alle er velkomne.

’WAR. What is it good for?’
Med en række foredrag under festivalen kaster Wake-up et stort spørgsmål op i luften: Var første verdenskrig den vestlige kulturs undergang? Eller var det et spark i nosserne på det etablerede og begyndelsen på en ny og friere verden?

Wake Up: Filippo Marinetti

Aventgardens maskuline og maskinelle krigsbegejstring
Litteraturkritiker Lars Bukdahl om futuristernes fremskridtsbesyngende manifest fra 1909 og ophavsmanden bag, Felippo Marinetti.
- See more at: http://goldendaysfestival.dk/tema/det-chokerende-nye#sthash.hCC7fsAy.dpuf

Wake Up: Filippo Marinetti

Aventgardens maskuline og maskinelle krigsbegejstring
Litteraturkritiker Lars Bukdahl om futuristernes fremskridtsbesyngende manifest fra 1909 og ophavsmanden bag, Felippo Marinetti.
- See more at: http://goldendaysfestival.dk/tema/det-chokerende-nye#sthash.hCC7fsAy.dpuf

Wake Up: Filippo Marinetti

Aventgardens maskuline og maskinelle krigsbegejstring
Litteraturkritiker Lars Bukdahl om futuristernes fremskridtsbesyngende manifest fra 1909 og ophavsmanden bag, Felippo Marinetti
- See more at: http://goldendaysfestival.dk/event/wake-filippo-marinetti#sthash.L2xCxInM.dpuf

Wake Up: Filippo Marinetti

Aventgardens maskuline og maskinelle krigsbegejstring
Litteraturkritiker Lars Bukdahl om futuristernes fremskridtsbesyngende manifest fra 1909 og ophavsmanden bag, Felippo Marinetti.
- See more at: http://goldendaysfestival.dk/event/wake-filippo-marinetti#sthash.L2xCxInM.dpuf

Wake Up: Filippo Marinetti

Aventgardens maskuline og maskinelle krigsbegejstring
Litteraturkritiker Lars Bukdahl om futuristernes fremskridtsbesyngende manifest fra 1909 og ophavsmanden bag, Felippo Marinet
- See more at: http://goldendaysfestival.dk/event/wake-filippo-marinetti#sthash.L2xCxInM.dpuf

Wake Up: Filippo Marinetti

Aventgardens maskuline og maskinelle krigsbegejstring
Litteraturkritiker Lars Bukdahl om futuristernes fremskridtsbesyngende manifest fra 1909 og ophavsmanden bag, Felippo Marinet
- See more at: http://goldendaysfestival.dk/event/wake-filippo-marinetti#sthash.L2xCxInM.dpuf

Beskeden udødelighed (DONG!)

Kvinderne i min 90'er-generation kommer - allerede, om jeg så må sige - til at overleve med INDTIL FLERE værker, Merete Pryds Helle, Naja Marie Aidt, Lene Henningsen, Christina Hesselholdt, Line Knutzon, Kirsten Hammann, Lone Munksgaard Nielsen, Helle Helle, Katrine Marie Guldager, mere sølle og tilfældigt, hvad mændene eventuelt efterlader, Niels Lyngsø (født 68 ligesom mig) velsagtens hans Proustoversættelser, jeg helt sikkert ikke andet end mit råbalfabet, som hele tiden optræder i nye, mærkelige skolebøger og - smukt ord, hvem vi ikke gerne være del af sådan noget - stavematerialer:

Kære Lars Bukdahl/ Vi har tidligere fået din tilladelse til at gengive teksten Råbealfabetet i stavematerialet Stjerneskud 2. Udgivelsen vil snart udkomme i 4. oplag (4000 eksemplarer). I den forbindelse afregner vi derfor teksthonorar på i alt 486,40 (hvad er det pr. bogstav? LB)  Med venlig hilsen Dansklærerforeningen.

Jeg tænker, det sgu også er en meget passende og præcis (og livsglad) gravskrift:

AV!
BANG!
CRASH!

lørdag den 30. august 2014

Men for vildt fordansket næse, Niels!

Du læser Proust i toget til Jylland, Sodoma og Gomorra, bd. 2, oversat af Niels Lyngsø, og afbryder mig - som sædvanlig, når du læser Proust - igen og igen med særligt fantastiske passager, og i dag bl.a. denne, der også på dansk rækker næse suverænt intrikat og vittigt:

Men hans næse havde - i et forsøg på at placere sig på tværs af munden - blandt mange andre muligheder valgt den måske eneste skæve linje man aldrig ville have fundet på at tegne i dette ansigt, og som udtrykker en vulgær tåbelighed, der blev yderligere forværret af den omkringliggende hud, der var rød som æbler fra Normandiet. Det er muligt at monsieur de Cambremers øjne - eller det af dem man kunne se under øjenlågene - havde bevaret lidt af himlen over Cotentin, der er så smuk på solskinsdage, hvor dén er som ude at spadsere kan fornøje sig med at betragte poplerne i vejkanten og tælle de hundredvis af skygger de kaster, men disse tunge, væskende og næsten tillukkede øjenlåg måtte have forhindret enhver form for intelligens i at passere. Man blev forvirret over dette smalle blå blik og holdt sig derfor til den store skæve næse. Takket være en forskydning af sanserne betragtede monsieur de Cambremer sine omgivelser med næsen. Monsieur de Cambremers næse var ikke grim, den var snarere lidt for smuk, lidt for dominerende, lidt for stolt af sin egen betydning. Den var krum, blankpoleret og splinterny og fuldstændig indstillet på at opveje blikkets manglende åndrighed; men hvor øjnene af og til er det organ hvor intelligensen viser sig, er næsen (uanset ansigtstrækkenes tætte indbyrdes forbindelse og uventede gensidige påvirkning) beklageligvis normalt det organ hvor tåbeligheden bedst kommer til udtryk.

Okay, min egen pinligste anmeldelse

, i mine øjne, er vel ikke en fejllæsning, men bare en uærlig læsning, nemlig min næsegrus begejstrede anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Hjemfalden fra 1991 i Kristeligt Dagblad, som jeg ikke umiddelbart kan komme til i mit i flyttekasser bortpakkede arkiv, men jeg kan citere de par linjer, som Neal Ashley Conrad citerer i sin store Søren Ulrik Thomsen-mongrafi, og de er slemme nok:

Søren Ulrik Thomsens digte fortjener at blive lært udenad. På forbilledlig vis taler et nådesløst musikalsk stolt og retorisk dansk et vildt og præcist billedsprog i hver eneste digt frem om vor eksistens.

Vor eksistens, really, Lars!?

Conrad kommenterer i bogen:

Sammenligner man imidlertid denne uforbeholdne, overstrømmende ros til Hjemfalden med Bukdahls lige så negative og polemiske affejning af Det skabts vaklen, er der noget, der ikke stemmer, og man spørger uværgeligt, hvad det er, der har forårsaget denne vending fra fascination til total afstandtagen. Hvad er det, der har fået Bukdahl til at skifte syn så radikalt, som tilfældet er?

Det er altså ikke et større mysterium (og slet ikke en (senere) konspiration), Neal, end, at jeg bare endnu ikke turde stå ved min ærlige smagsdom, når det virkelig gjaldt; jeg rungede lydigt konsensus efter munden som en usselig duks, og det er jeg stadig akut flov over, sorry!

fredag den 29. august 2014

Aldrig har en anmelder været så dårlig til at indrømme sin fejllæsning

som Niels Lyngsø i sin anmeldelse i Politiken af Ursula Andkjær Olsens anden bog, Atlas over huller i verden, 2003, her er hele det ukønne (nu ikke længere nedladende, men bare patroniserende) forsøg på at spise sin "fedtede anmelderhat" og beholde den på; synd at Ursula ikke var Berlingskes musikanmelder længere, da Lyngsø debuterede som rapper mange år senere:

Anmeldere kan tage fejl. Og anmeldere kan være uenige. Da Ursula Andkjær Olsens første digtsamling, 'Lulus sange og taler', udkom i 2000, spændte modtagelsen fra henført lovprisning på forsiden af Dagbladet Information til uforsonlig afvisning i Politiken. De hårde ord her i avisen var mine. Jeg mente dengang, at Andkjær Olsens debut var studentikos, klodset og postuleret avantgardistisk. Nu har digteren så en ny bog på gaden, og eftersom jeg synes langt bedre om den, var det oplagt at tage den første bog - og min anmeldelse af den - op til fornyet overvejelse:
Jeg synes stadig ikke, det er nogen særlig god bog. Men jeg synes på den anden side, at jeg var for hård i min anmeldelse, fordi jeg fokuserede ensidigt på indvendingerne (som jeg sådan set stadig har) og ikke anerkendte den store ambition, der tydeligvis lå bag: Andkjær Olsen havde og har et projekt; hun vil virkelig noget med poesien. Det burde jeg have taget min fedtede anmelderhat af for, allerede dengang, og jeg burde have gjort mere ud af, hvad det er for et projekt. Andkjær Olsens nye bog, 'Atlas over huller i verden', er i mine øjne langt mere vellykket. Og derfor bliver det tydeligere, hvad det er, denne digter vil. Hun vil først og fremmest den store, støjende symfoniske form, hvor mange temaer og motiver forvandles i et langt og komplekst forløb. Hun vil en dialogisk, diskuterende og ofte selvmodsigende stil, der taler og taler rundt om et emne, frem for at sætte det på spidsen i en skarp formulering eller et fortættet billede. Og hun vil et poetisk register, der spænder fra den hårdkogt filosofiske tanke til den ømme og sarte følelse, fra den oprigtigt anfægtede alvor til det uforpligtende småpjatteri. Det er, som jeg læser det, ambitionen. Og den opfyldes langt hen ad vejen. 'Atlas over huller i verden' tegner et billede af en yderst kompleks virkelighed med mange sammenflettede planer: det eksistentielle (kærligheden osv.), det helt aktuelt politiske (Bush osv.), det religiøse, mytiske (syndfloden osv.). Osv. i det hele taget: Den handler om stort set alt. Når jeg beskriver bogen som en symfoni, trækker jeg på dens egen selvforståelse: Den musikkyndige digter reflekterer f.eks. over, at der i symfonien både er harmoniske og disharmoniske elementer. I sin første bog abonnerede Andkjær Olsen temmelig naivt på en række gammelmodernistiske dogmer om uautentisk identitet, usammenhængende verden og opløst jeg. I den nye bog modificeres disse dogmer. Det antydes allerede af titlen: Det er et 'atlas', altså et forsøg på en total kortlægning, men et atlas 'over huller i verden', altså en kortlægning af det ikkeeksisterende, det uudsigelige, uforståelige, umulige (fortsæt selv rækken af u-ord). Verden tænkes ikke længere som altid og i alle henseender usammenhængende, og jeget er heller ikke nødvendigvis opløst; harmoni og disharmoni sameksisterer. Det med det ikke helt så opløste jeg fremgår konkret af stilen: Andkjær Olsen bruger nu et mere samlet (men stadig sammensat) jeg - hvor jeget i debutbogen demonstrativt og postulatorisk var spaltet ud i en række rollejeger. Det, at det er et 'autentisk' og gennem alle forvandlinger mere eller mindre identisk jeg, der taler, giver en vis ro i den kaotisk-symfoniske syndflod af ord. Tonen er desuden blevet mindre skinger, mere præcis og mere elegant; der er blevet skruet ned for det tunge begrebsapparat, for den kedelige metasnak og namedroppingen, og lidt op for billeddannelserne. Indvendinger, kort: Der er passager af intetsigende tomgang og frugtesløst ordspilleri, og de filosofiske og politiske niveauer håndteres, som jeg ser det, stadig på en lidt for 'kritisk-avantgardistisk korrekt' måde. Men det er min oplevelse, at Andkjær Olsen er blevet væsentligt bedre: Mere personlig, mere sig selv. Enten synger hun sin støjende symfoni mere klart i den nye bog, eller også er jeg blevet bedre til at høre den. Under alle omstændigheder klinger og skurrer en herligt ambitiøs og original digterstemme nu i mine ører.

Aldrig har en anmelder taget så meget fejl

som da Niels Lyngsø anmeldte Ursula Andkjær Olsens debutbog Lulus sange og taler i Politiken; jeg skulle bruge bogen, fordi jeg skrev på en artikel om debutanter og ville fremhæve de mest overrumplende, jeg har oplevet af slagsen, herunder Lars Frost og Ursula AO i 2000, og udklippet lå inde i bogen, og jeg læste det og tænkte, det er sgu godt nok utroligt fejllæst og på den mest forbryderiske måde, litteraturideologisk reduktion af lysende talent til litteraturideologi, Jesu Kristus, hvor et skræmmeeksempel til evig tid (fx er der jo ingen andre end NL der kalder bogen for eksperimenterende litteratur, definitionen af hvilken er hans helt egen):

Monoton polyfoni

Hvad er eksperimenterende litteratur? Umiddelbart synes en særlig gruppe af tekster at kvalificere sig til denne betegnelse. F.eks. tekster som er polyfone dvs. blander forskellige stemmer og genrer; tekster som er fragemnterede; tekster som er negative i den forstand at de (skeptisk, ironisk) nedbryder betydning snarere end at opbygge den; eller tekster som er metabevidste dvs. gør opmærksom på at de er sprog og måske reflekterer over sproget og litteraturen. Hvis dette er kriterierne, må man sige at Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) debuterer med et stykke gevaldigt eksperimenterende litteratur. 'Lulus sange og taler' præsenterer sig som en polyfon bog: Forskellige rolle-jeg'er (Lulu, Salomé, Ursula Ursprung m.fl.) kommer til orde på forskellige sprog - ikke bare med sange og taler som titlen lover, men også med foredrag, essays, syllogismer, vrøvlevers, vitser, notater, aforismer osv. Bogen er desuden fragmentarisk De forskellige teksttyper er hverken formelt eller tematisk komponeret til nogen form for helhed, men kommer hulter til bulter. Den er tillige negativ for så vidt som den ofte ironiserer, navnlig over kærlighedens og den kvindelige identitets klicheer. Og endelig er den metabevidst i en sådan grad at sproget hører til blandt bogens hovedtemaer. 'Lulus sange og taler' vidner således om en stærk vilje til at eksperimentere, men heller ikke om meget mere. Eksperimenterne er nemlig ikke særlig vellykkede. Det er f.eks. en ret monoton polyfoni: Alle jeg'erne taler med stort set samme begrebstyngede, umusikalske og villede vilde stemme. Derfor er det også så som så med det fragmenterede. For hvis man med en fragmentarisk strategi vil opnå en flimrende, springende virkning, kræver det jo at det enkelte fragment står frem med en vis skarphed og prægnans. Ellers kan læseren ikke mærke springet fra det ene fragment til det andet, og teksten bliver i stedet - som hos Andkjær Olsen - en lind strøm. Heller ikke det negative eller kritiske lykkes. For den skeptiske og hektiske fræsen som foregiver at nedbryde konventionerne, er selv en konvention: Andkjær Olsen overtager en række gammelmodernistiske teser om u-autentisk identitet, usammenhængende verden og opløst jeg. Sådanne teser synes for Andkjær Olsen at være ubetvivlelige dogmer, og ikke noget man forholder sig f.eks. eksperimenterende til. Også metabevidstheden turneres trivielt. Sprogrefleksionerne er tunge og uoriginale, og der henvises helt efter bogen til kanoniserede avantgardister som John Cage og Gertrude Stein og til den evindelige Wittgenstein. Det der mangler, er således først og fremmest intensitet, nerve. Trods alle påstande om »panik« og »ild i hjernen«, kan i det mindste denne læser ikke mærke at det brænder på nogle steder. Teksterne er som oftest søgte, udvendige og uden dét personlige særpræg som f.eks. kunne have optrådt i form af prægnante formuleringer, øjenåbnende sproglige billeder eller musikalitet. Den slags finder man ikke hos Andkjær Olsen, hvor det snarere er studentikose manerer, manglende præcision og klodset sprogbrug, der falder i øjnene, f.eks.: »Salomé og den skaldede sangerinde går i parken/ spørgende hinanden til råds om påtagetheden«. Derfor må 'Lulus sange og taler' betegnes som et mislykket eksperiment: Den forsøger at være polyfon, fragmenteret, ironisk og meta-bevidst, men ingen af delene lykkes rigtigt. Dertil kommer at disse stiltræk slet ikke har eksperimentets karakter nu om dage hvor de kan findes i enhver musikvideo eller reklame. En klog mand har i øvrigt sagt at det er meningsløst at udnævne en særlig gruppe af tekster til at være eksperimenterende, eftersom al litteratur - og al kunst i øvrigt - per definition er eksperimenterende: Det er simpelthen et kriterium for at noget kan kaldes kunst. For hvis man omvendt forestiller sig et værk som uden personligt særpræg gentager velkendte temaer og teknikker fra traditionen, og måske oven i købet forfladiger dem, ja, så vil man slet ikke kalde det kunst, men kitsch. I Andkjær Olsens tilfælde: avantgardistisk kitsch.

Et pinligt savn: Også tilykke til Vagn!

Den 25. august blev, ufortalt af samtlige avisers navnesider, den kompromisløse og uforsonlige og i det hele taget vrangvillige - som i kun villig til vrang - musiker og - i en ongoing rasende raptus - digter VAGN E. OLSSON 60 år. På dagen, kun to år efter hans comeback Mysterier 1, en arkivtømning efter 22 års poetisk/boglig tavshed, udkom den ikke uvoluminøse samling Mondo culo, lutter fræsende flosset uhøviskhed, og måske bliver den endda anmeldt i WA, mærkeligere ting er sket, TILLYKKE under alle omstændigheder til jubelbrandskoldningen, her er skrutrygget truttende hele side 27:

En milepæl på blnd vej
Socialforskningsinstitut
Hun græder over, at negermanden har forladt hende, men selvom det er flere timer siden, er der stadig noget tilbage af ham
"Meget pølsemad smager godt, men ikke alt"
Come on'
Jeg læser det lige op.
"Jeg kunne virkelig godt tænke mig at bedøve hende med æter og ha' 1000 måder med hende :) 10.000 mysterious ways w her

Bjerge spiser buksbom                     og sne med is
Dværge ta'r til Spitsberg                  og sparker røv

Dværge spiser afløb, aflad, udløb, topskud, tungt vand, ampuller, plast, ordlyd, dug, koldskål, hot dog, tagskæg, alt over 1,65, babymajs, monolitter, degne, tekopper, traktorer, tilhørsforhold, promiller, toner (mf), ilt, bøf udskåret af (bøffel)tyrelem, Det Bedste, Tampax (R), trotyl (TNT), tandtråd, tvillinger, men kun den ene, enegang, fodvorter, fodnote, brusk, frimærker, fluer på væggen.

"Uh, jeg elsker at være moderne."
Jeg bekender (je accuse går den anden vej)
Dommedag og slutninger (i almindelighed)

 Nogen glider ind over noget
Det burde ikke være tilladt

Endetarmskathar - sis
Et løfte om bedre tider

- Det fyger fra det hinsides.
- Det har du sagt.

Det er en blottelse af glans.
Afglans.

Der er en tundra rundt - til Thule. Vi går på jordens inderside
ophængt i usynlige tråde. Træd varsomt børnlil.

torsdag den 28. august 2014

Birgit anti-munk Munchs kritisk cremede chrom-comeback

En brandoriginal forfatter katapulteret ud fra Borgen lyriske nedsmeltning, men endnu ikke samlet op og bogudgivet af andre forlag, er BIRGIT MUNCH, forfatter til de fire forrygende forvredent knopskydende kortprosaværker Prikker under i'et, 2000, Rend mig i generne, 2002, Faderkagorigiet, 2005, og Piratdans, 2008 (der kaldte sig en "fortællekredsen") - siden har kun sporadisk givet lyd fra sig, bl.a. i Hvedekorn - men nu pludselig har hun overfor sine trofaste fans afsløret, at hun i et halvt års tid har kørt en skandaløs hybridblog umiskendeligt betitlet


der både indeholder grel skærmpåkrattet computerkunst og korte og længere ægte Munchske TEXTER på hendes helt eget umulige engelsk - det er lige så skønt forstyrrende som forstyrrende skønne sager, hinsides såvel Voetmann som Preben Major, her nogle exempler (twerk er et kærneord for tiden!):

Despair


Doctor Daughter Disaster-loop-scissors again despair-twerking the world.


BreivikEmbryoClouds

Found guilty in mass raping humankind. But I denied. Because it was my broody broken terror error orbit bitch bang tip toe nose Tournesol Golgotha Tsunami Torment of Tantalus-daughter HolyHackTwerk who raped Homo sapiens total pregnant. I only raped Anders Behring Breivik pregnant. I raped his eyes, his nose, his tongue, his lips, his lounges, his liver, his whiskers, his fingers, his back, his stomach, his knees and his everything. I raped his neck heavy with child.  I raped his face heavy with child. Every single Breivik DNA-code I raped heavy with child. And soon billions and billions of ultra premature embryos broke out of their DNA-combinations. In spontaneous abortion revolt by self-caesarian-sections the embryos cut themselves out of their genome-codes.  The embryos floated and flied in transparent clouds  blended up with soul fragments and steams from mercury quicksand swamps.

   

3d print me heavy with child

avatarwronggordian gorgonzola galoop hanging on golgata fucking war to Hell.

And kinder eggs' tentacles mutated to tantalum Tantalus trapeze witchbitching fractal-tails. The sky turned to 3 gigantic satellite-sperm-dildos of Saturn that 3dildo-printed me heavy with child. 

onsdag den 27. august 2014

Montre for bortbaskede, lyslevende fluer II

Denne her anmeldelse nåede trælst nok heller ikke i avisen:


SMALL FACES Der er mange måder bøger kan være for smalle på: De kan være poetiske, eksperimentelle, uforståelige eller bare rigtig bindsvage

Bænken kører forbi

Kenneth Jensen: du skulle ville elske at. 32 sider, 80 kr. After Hand.

Kristine Kemp & Jørgen Michaelsen: Variationer over København. 50 sider, + kr. Robandfugl.

Anders Bonnesen: Landfæstelser. 64 sider,  ? kr.. Resonans (andersbonnesen.dk)

Af Lars Bukdahl

Der er selvfølgelig aldrig nogen god grund til, at en god bog er usynlig. Der er altid kun en eller flere dårlige grunde.
  Kenneth Jensens du skulle ville elske har været totalt usynlig, ud over nomineringen til Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris, fordi det er en digtsamling på 32 sider skrevet af en digter, som debuterede sent og pseudonymt  (som Zeumir Stratzoon!) på et mikroskopisk lille forlag og efter en pause på syv år har udgivet to små bøger med digte og kortprosa henholdsvis på et kun lidt mindre lille forlag, der også har udgivet hans fjerde bog.
  Digtene i sig selv er der i og for sig ingen grund til, at selv de mest konventionelt indstillede poesianmeldere ikke skulle gå ind for, hvis komplekset af dårlige grunde ikke havde forhindret bogen i at nå frem til dem. Måske er de lige en grad for formelt kamæleoniske i deres inderligt underfundige undersøgelser af især intime relationer, men til gengæld flyder de over med fint og grovkornet fyndighed, her ivrigt ordspillende:
  ”der sive olie/ ud af jomfruens/ begyndelse og ende/ muse trapper op/ kryb i krybben/ det er jul/ du bliver aldrig mere end et/ for det første forlader jeg dig/ og for det sidste”
    Kenneth Jensen er en hårdkogt kærlighedsdigter, der er til at holde ud, fordi han er det med legesyg og nøgtern attitudebevidsthed.
  Kristine Kemp og Jørgen Michaelsens Variationer over København har været totalt usynlig, ud over Bukdahls Bet-nomineringen, fordi det er kort, afsnitsløst langdigt skrevet af to konceptuelle (og derfor også i DK’s kunstverdens smalle) billedkunstnere og udgivet af et stærkt lille forlag, der måske slet ikke findes længere.
  Det hjælper så heller ikke, at langdigtets tone, overfor titlens hovedstad, er sardonisk-satirisk på en underlig henkastet og distræt, hvis ikke faktisk sløv facon. Der imidlertid og mærkeligt nok gør digtet endnu ondere, i hvert fald i min læsning:
  ”København, vi kan ikke længere/ tage højde for Jens Vejmand,/ og jeg mener det./ Jeg mener det./ Vi kræver stemmeret til kvindelige bestyrelsesmedlemmer,/ men omvendt trækker vi vod/ ved den rygvendte klon./ Magten betragter oppositionen/ som en besværlig, ideologisk farce./ Duernes og byens ormædte ure/ fejer sekunderne ned i fællesskabets mobile pulvertoilet.”
  København er for længst blevet en effektiv og hyggelig parodi på sig selv, men hvis det skal være, kan karikaturen da godt lige få det ekstra resignerede vrid ud i gråmeleret hallucination.
  Anders Bonnesens Landfastsættelser har været totalt usynlig, ud over Bet-nomineringen, fordi den er en konceptuel billedkunstners selvudgivne nonsensficering af en semi-folkelig, postmodernistisk klassiker - hvis identitet, schweizeren Peter Bichsels Børnehistorier, bogen ikke selv røber; det skal læseren, hvis han orker, selv regne ud. Uelegant kom jeg til at røbe løsningen i Bet-nomineringen, ups!
  Format, omslag, sats er lumskeligt kopieret 1:1 fra den originale paperback-udgave i Gyldendals Bekkasin-serie (genoptrykt for ti år siden af gudhjælpemig Tiger!), hvilket var min ledetråd. I selve teksterne er syntaks og ordklasse-tilhørsforhold opretholdt, men så godt som alle ord systematisk-vilkårligt udskiftet; konkreter gerne med abstrakter. Resultatet bliver , som det ofte er tilfældet i sådanne udskiftnings-lege, hypnotisk enerverende, i sin maskinelle surrealisering
  Her først Bichsels begyndelse:
  ”En mand, der ikke havde mere at gøre, ikke mere var gift, ikke mere havde nogen børn og ikke mere noget arbejde, brugte tiden til endnu en gang at tænke over alt det, han vidste.
  Og så efter Bonnesens støjsender har været inde over:
  ”En arm, der ikke havde nok at spærre, ikke var spurgt nok , ikke havde materielle lapninger nok og ikke materielle primærvalg nok, målrettede købet mod frem for alt en dato at detailhandle med alt det, den hentede.”
  Hvilket giver mindst lige så makismal poetisk mening som Jensens ømme ordspil og Kemp & Michaelsens arrogante vrængen KAN I SE DET NU? KAN I SE DEM NU?

Montre for bortbaskede, lyslevende fluer I

- denne her anmeldelse nåede trælst nok ikke i avisen:

-->
HAVEBØGER Old-mikroforlaget After Hand okser og kokser tvetunget videre uden juniorchefen

Vinduet er vasket med døde fluer

Tóroddur Poulsen: Leyvid haldi eg / Løvet tror jeg. 88 sider, 160 kr.

Naja Vucina Pedersen: Blót. 88 sider, 160 kr. Begge After Hand

At holde øje med de små, stadig mere vigtige undergrundsforlag er som at følge de små specialforretninger i indre bys sidegader: man bekymrer sig empatisk og nyfigent (og handler der alt for lidt).
   Seneste sidegade-nyheder: Asger Schnack har lagt sit forlag nr. 2, Bebop, i bero og stiftet et nyt og tredje, Asger Schnacks Forlag. Matthias Kokholm forlader efter 4 hyperaktive år i redaktørstolen på sin svoger Henrik Haves hæderkronede avantgarde-butik After Hand for stifte sit eget forlag. Antipyrine,.
  Hvis man var lidt bange for After Hands skæbne efter juniorchefens farvel, og det var man nok, så genopretter forlagets to nye udgivelser, der næsten ikke kan være mere forskellige, tilliden:
  For det første den færøske digter Tóroddur Poulsens tosprogede samling Leyvid haldi eg / Løvet tror jeg, hans femte bog på After Hand. Poulsen kunne ligne en slemt metafornedtynget, symbolbelæsset centrallyriker, hvis det ikke var fordi, han var så let på fødderne. Iklædt islandsk sweater og thulepjækkert helt ude på den yderste, mosbegroede pynt stepdanser han lige så elegant som underfundigt; der er jo for søren en grund til, han udkommer på After Hand. Dette er nok så fint titeldigtet:
  ”løvet tror jeg/ drikker mørket med måde// de plettede skyer/ drillede mine øjne// vinduet er vasket/ med døde fluer// jeg ligger her/ og tror på guds skygge// det tørstige lys/ sætter sig selv i halsen”.
   For det andet Naja Vucina Pedersens roman Blót, hendea anden bog på forlaget, der nægter sig enhver form for ro: Et karnevalistisk middelalder-univers centrifugeres igennem manisk og rundtosset. En slags hovedperson er ulven/dyret/bæstet, der er i evig, voldelig og erotisk clinch med både enkeltfigurer, bruden Algea, Illyren, alkymisten, Venus Vulgivuga, og kollektiver, almuen, Presbyterne, Synedriet, der på deres side jævnligt går i flæsket på hinanden og sig selv.
  En temmelig ynkelig trubadur optræder også, og faktisk kan bogen godt ligne en techno-udgave af Ib Michaels Trubadurens lærling: Intet plot, intet budskab, ingen historisk research, lutter MTV-skamklippede kalkmalerier:
  ”Venus Vulgvaga springer frem fra sit skjul, slikker sig om munden, kravler rundt på alle fire i gymnastiske bevægelser, sukker, stikker tungen i vejret, vejrer i vinden, suger sig fast til dyrets røv, trænger ind i dyrets vom, åbner de indre organer. Åh, hvilken skede, hvilken ynk. Succubus svømmer på dybt vand, flyder rundt i skidt og skrammel, vælter sig i dyrets afføring. Hun trænger ud af dyrets krop, sætter sig på dyret, stønner og pruster. Knæet som hun så sanseløst bedriver hor med visner og falder af. Et knæfald ude af proportioner, et afsind i kog, en sveske i galop.”
  Sådan skramler det på samme tid flaksende og monomant, alt i alt ubehageligt underholdende. Den bedste opsummering af Vucinas bastard-bog er selvfølgelig et digt af Poulsen – der også kan gælde som efterårets vejrudsigt for Smallegade:
  ”i nat/ larmer vinden/ så meget/ at man skulle tro/ at den er nervøs/ for udstillingen/ der skal åbne i morgen/ med alt det/ den har blæst om kuld”

Sådan fortsætter begyndelsen IKKE

Blue Velvet, som skrevet står i manuskriptet på Lynchs hjemmeside.

Dette er begyndelsen, som den er:



- dette er fortsættelsen til begyndelsen, som den (desværre) ikke blev - så mærkeligt at LÆSE scener I ens yndlingsfilm (flertal), som på den måde er dobbelt fiktive:

10. EXT. BEAUMONTS' FRONT LAWN - DAY

Water is still spraying out over the driveway and onto the car and into 
the yard beyond.

A small boy, GREGG, appears wearing only white underpants and a white 
t-shirt.  He holds a large red popsicle.

Gregg waddles around looking at the crazy water show.  He holds his hand 
out to get it wet in the spray.  This makes him screw up his face in a 
laugh.

He waddles over and looks at Mr. Beaumont on the ground.

Mr. Beaumont seems to be worse now, unconscious, but still gripping the 
hose tightly. His clothes are sopping wet.

11. EXT. GREGG'S HOUSE - DAY

Screen window of Gregg's house. Gregg's mother calls out but remains 
looking at a bowl she is holding in her hands.

     GREGG'S MOTHER
     (calling out)
Gregg. Billy's waiting for his teddy.

She then turns to look out.

     GREGG'S MOTHER
      (continuing)
GREGG! Billy's waiting for his teddy, honey.

         CUT TO:

12. EXT. BEAUMONTS' FRONT LAWN - DAY

GREGG'S MOTHER P.O.V. THROUGH SCREEN WINDOW

IN THE DISTANCE, she sees Gregg's back, a bush, some legs with wet khaki 
trousers and water squirting up in the air.

         GREGG'S MOTHER (V.O.)
   TOM!!!

         CUT TO:

13. EXT. COLLEGE CAMPUS BUILDING - NIGHT

TRAVELING along sidewalk, bushes, to lighted windows of an auditorium. 
MUSIC is heard.

14. INT. COLLEGE AUDITORIUM - NIGHT

A dance is going on.  Sixties MUSIC plays, performed by a live band on 
stage.  College kids dance.

A COLLEGE BOY enters the auditorium, urgently looking for someone.  He 
quickly approaches a GIRL.

     COLLEGE BOY
   Louise? Where's Jeffrey? His mother's on
   the phone - it's an emergency.

       LOUISE
   He disappeared to the men's room a little
   while ago. I'm getting very tired of 
   waiting - let's go find him.

15. INT. JANITOR'S QUARTERS - COLLEGE - NIGHT

We MOVE INTO the face of JEFFREY. He is hiding behind a furnace.  He is 
fascinated by a sight beyond in the darkness of this basement room.

He sees a male student trying to rape his girlfriend.  She is crying and 
telling him to stop but the boy keeps forcing her down toward the ground. 
forcing her clothes off her.  Jeffrey at this point hears his name being 
called.  Each time he hears his name the caller is closer.  The boy is now
hurting the girl.  Before Jeffrey leaves the furnace room he yells out:

      JEFFREY
   Hey, shit head. Leave her alone. Don't 
   force girls!

The couple looks up but cannot see Jeffrey.  The boy is scared and releases
the girl who promptly pulls farther away, crying.

Jeffrey leaves the furnace room.

16. INT. HALLWAY - COLLEGE - NIGHT

Louise and the college student see him and move quickly toward him.

         COLLEGE BOY
   Jeffrey, your mother's on the phone. It's
   an emergency.

       LOUISE
   Thanks for keeping me waiting so long.

As Jeffrey moves quickly toward the telephone.

       JEFFREY
I'm sorry, Louise.

17. INT. PHONE/HALLWAY - COLLEGE - NIGHT

The phone dangles on its cord in the foreground as Jeffrey moves toward 
it in the background.  Louise slowly follows Jeffrey, but stays in back 
of him.  Jeffrey picks up the phone.

      JEFFREY
   Hello. Mom? What's wrong with Dad?. 
   What's happening?. Come home? Sure I will.

18. INT. BEAUMONT'S BEDROOM - NIGHT

Mrs. Beaumont sits talking on the phone in a dark quiet bedroom.

        MRS. BEAUMONT
   I mean, for good, Jeffrey.

         CUT TO:

19. INT. PHONE/HALLWAY - COLLEGE - NIGHT

CLOSEUP - JEFFREY

      JEFFREY
   For good?. I can't. Mom. Not right in
   the middle of the term.

         CUT TO:

20. INT. BEAUMONT'S BEDROOM - NIGHT

        MRS. BEAUMONT
        (now looks very tired and 
         poor health)
   Jeffrey. honey. Your father's condition
   is serious. It's going to cost so much.
   We just won't have the money to keep you
   in school. I'm telling you this now, so 
   that you can get your things together and 
   check out of school, honey, or whatever you 
   have to do. it'll save you another trip back.
   You're going to have to work at the store.

 
         CUT TO:

21. INT. PHONE/HALLWAY - COLLEGE - NIGHT

CLOSEUP - JEFFREY

      JEFFREY
           (crying)
Mom.

Louise looks at Jeffrey crying, then turns away.  Jeffrey hangs up the 
phone.

         CUT TO:

22. INT. BEAUMONT'S BEDROOM - NIGHT

Mrs. Beaumont hangs up her phone. just next to the phone traveling into 
a shadow is a winged termite.

FADE TO:

23. INT. GIRLS DORM LOBBY - COLLEGE - NIGHT

Jeffrey is waiting in a girls dorm lobby for Louise. 

Girls are milling around.  Louise gets off an elevator with some other 
girls.  She forces a smile at Jeffrey as she comes toward him.

      JEFFREY
   Can't you come to the damn airport?

       LOUISE
   Jeffrey. I can't. I really can't. I
   have to go to that class tonight. I can't
   get out of it. I really can't. I love
   you, Jeffrey. I'll miss you.

      JEFFREY
   Alright. I'll call you in a couple of days,
   you know. I'll let you know how things are.

       LOUISE
   Okay. I'll be here. You better git-going. I
   gotta go too sweetie. I hope your father's 
   okay. I love you. I'm sorry, Jeffrey.

      JEFFREY
   I love you too, Louise. Damn it. I'll see you.

They kiss.

         CUT TO:

24. EXT. LANDING STRIP

A PLANE TAKES OFF

Motto: Hep mod alle odds

Stærkt felt i år. Vi hepper på Hanne-Vibeke Holst og Sissel-Jo Gazan - hvem hepper du på? Klik og stem.
Martha-prisen uddeles af Bog & Idé på det årlige BogForum i november. Prisen er opkaldt efter forfatter Martha Christensen, den første modtager af den i 1989.
bog-ide.dk
LikeLike · · · 26