torsdag den 4. september 2014

Verdens grimmeste litteraturord

må være

sædeskildring -

der var engang, Bo Green Jensen brugte det hele tiden,  måske gør han det stadigvæk, og hvis Klaus Rothstein ikke bruger det, så burde han gøre det, det er sådan nogle bøger, han godt kan lide. Katrine Marie Guldager og Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gang i gang nogle vældige sædeskildring-serier: jeg læste og anmeldte skuffedes ubærligt over første bind af Guldagers serie, hvis fjerde eller femte bind netop er udkommet, men jeg har ikke læst (eller anmeldt) resten; Marstrand-Jørgensen serie, hvis tredje eller fjerde bind (okay, jeg ved godt det er tredje bind, ligesom jeg udmærkt ved, at det nye bind i Guldager-serien er fjerde bind) udkommer om lidt, har jeg ikke læst (eller anmeldt) noget af, men jeg synes jo hele tiden, at jeg bør læse bindene, fordi det er forfattere, som jeg i varierende grad tidligere har gået varmt ind for, men også fordi det er sædeskildringer, og sædeskildringer er nu engang, kan man forstå på Bo Green og Rothstein og litteraturhistorien, de mest vigtige slags værker overhovedet, Buddenbrooks-reglen kan vi kalde det, hvilket jo er en vildt irriterende kanonisk selvfølgelighed, som jeg uden videre er lodret uenig i, og det er nok derfor, jeg igen og igen ikke får læst bindene, og hver gang bliver det også sværere at gide, fordi der bliver stadig flere forudgående bind, som jeg ikke har fået læst, og som jeg kan blive nødt til at læse, før jeg læser det nye, og nu har jeg igen skrevet en gennemgang af sidste års danske skønlitteratur (overskrift: "Statsløs og rasløs") til Nordisk Tidsskrift og igen skammet mig over, at jeg ikke har læst og derfor ikke kan omtale de seneste bind af Guldagers og Marstrand-Jørgensens sædeskildrings-serier, og efter jeg har skammet mig den pligtskyldige lille smule, kan jeg ikke lade være med barnligt at fryde mig, fordi der er noget elementært fedt ved,, at min fortløbende sædeskildring af dansk litteratur igen og igen holder litteraturens sædeskildringer ude, og jo også bare fordi, de hedder sædeskildringer.

6 kommentarer:

  1. Men Fielding og Austen (og Dickens!) skrev jo også sædeskildringer, og de er totalt fantastiske. Så det er ikke genren, der er noget galt med.

    SvarSlet
  2. Sædekomedie er til gengæld et smukt ord. Hævder jeg.

    http://www.denstoredanske.dk/Gyldendals_Teaterleksikon/Genrer/sædekomedie

    SvarSlet
  3. Hej Lars, men jeg sidder og venter på en fodboldtræner, som jeg skal møde på et højhushotel i Guangzhou i det sydlige Kina, slår jeg tiden ihjel ved at tjekke hvad der sker derhjemme. Og hov, det første jeg ser på din blog, er mit navn. Plejer ikke at forstå ret meget af, hvad du skriver, men denne gang gør jeg. Så altså: Ja, jeg synes at Guldagers romanserie er god. Nej, jeg har forhåbentlig aldrig brugt ordet sædeskildring. Kommer heller aldrig til det. Det er - og her er vi enige, woohoo! - et frygtelig grimt og klægt ord. Kan hverken lide at sige det eller skrive det. Hej hej fra Klaus i Kina.

    SvarSlet
  4. Hej Klaus, og ja, Tue, det er jo det forbandede, ingen genrer, heller ikke generationsromaner fx, er der jo i sig selv noget galt med. Jeg tror, at jeg tænker, at sædeskildringer skal have som en primær ambition at skildre en nær fortids sæder og skikke (70'erne ifølge de utallige interviews, i Guldager og Marstrand-J's seneste bind); sådan opfatter jeg ikke Austen og Dickens (undtagen måde i Barnaby Rudge og Two Cities) og vel heller ikke Fielding, men ham har du anderledes tjek på. Sæder-og-skikke-skildrende sædeskildringer kan så hårdt nok, for fordommene, også være fremragende, jf. Smærups Mærkedage, som til gengæld forsøger og lykkes med at genopfinde genren, og det forsøg lader de fleste sædeskildringer dovent være med at gøre.

    SvarSlet
  5. jeg kunne nu godt forestille mig en god bøsseroman med netop den titel

    SvarSlet
  6. eller en politisk roman

    SvarSlet