EXKLUSIVT: ANNE-MARIE MAIS TALE FOR THEIS ØRNTOFT

ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen hos Gyldendal i dag:

-->

Flere af de begejstrede anmeldere af  Digte 2014 gør meget ud af at fremhæve forskellene på Theis Ørntofts debut, Yeahsuiten, og hans Digte 2014. Debutbogen var attituderelativistisk, legende og fuld af selvironi og muntre indfald om aftaler om drukture, wasabi-ærter og et jeg, der er let overgearet på livet. Den ny bog siges at være mørk, apokalyptisk, et poetisk vidnesbyrd om klimakrisen, en bog, som udspiller sig efter en katastrofe. Jeg er skeptisk over disse karakteristikker og den kontante modstilling af de to bøger – for mig at se forbinder de sig med hinanden – igennem en beherskelse af rytme og toneleje, evnen til at inddrage hele verden i digtenes univers og balancere på det sted i sproget, der i Yeahsuiten kaldes realplanets tynde line.  De er skrevet af en digter med sit eget tonefald, hvad enten han stemmer digtet i den ene eller den anden toneart. ”Play it fucking loud” var mottoet i Yeah-suiten, et citat af Bob Dylan fra 1966 i Manchester, og Dylans svar på en vred fan, der kaldte ham Judas, da Dylan begyndte at spille elektrisk rock and roll.  Det er med Theis Ørntofts to bøger som med Dylans klassikere – Dylan er både ophavsmand til den romantiske ”Mr. Tamburine Man” og den apokalyptiske ”Desolation Row”, begge tilmed fra 1965. Det er der ikke noget mystisk i, men der er masser at stærk poesi i begge udgivelser og begge slags tekster. Man kan faktisk ikke lade være med at tænke på Dylan, når man læser Digte 2014, ikke fordi der er direkte referencer til Dylan overhovedet, men fordi de surrealistiske undergangsuniverser minder om stemninger og scenerier i det apokalyptiske Dylanregister. Men hver gang man synes, at nu er vi tæt på Dylan, er vi alligevel langt fra og i en poesi, som umiskendeligt er Theis Ørntofts, som når han skriver: ”Min fortid, flydende/ lava/ lå længe og lyttede/ til lyden af hovslag mod søvnløshed”.

Det er, som om der lyder ekko af mange digte i Theis Ørntofts univers. 1980´er-digtere som Michael Strunge og Bo Green Jensen er tættere på end både Dylan og Eliot.  Men det vigtigste at bemærke her er, at man faktisk hos Theis Ørntoft opdager, hvor fantastisk en kvalitet, det er ved gode digte, at de ikke bare gør opmærksom på sig selv, men fungerer som en slags genlæsning af traditionen og genopdagelse af sprogets muligheder for at overrumple med stadig nye betydninger. Der er netop ikke i Theis Ørntofts nye bog bestemte budskaber eller håndfaste udsagn om politik og klima. Men han har som Klaus Høeck engang har formuleret det ved hjælp af poesiens metode nærmet sig ”forbudte områ/der, bitre som aluminium, grå af smerte og skam og fornedrelse”. Det kan ikke siges anderledes end netop sådan.  

Det kan godt være, at bogen vil indgå i skolernes læsning af et klimatema. Og fint med det; men jeg håber også, at de vil blive læst for deres poetiske metode og skarpe sproglige kanter, som når det hedder:

Under asfalten

ruller fårehovederne

ned over de stejle skrænter

til fabrikken hvor mine børn

sidder og syr i sig selv

Digtenes stemme kaldes hos Theis Ørntoft ”min niggerstemme” – en rigtigt Michael Strunge-prædikat. Men det er ikke derfor, han får prisen. Theis, Du er årets modtager af Michael Strunge-prisen, fordi din nye bog, den svære to´er, er poesi, der taler stærkt til sin samtid, når den åbner sprog og tanke mod alt, hvad der er ved at smelte ned i en nutid, som vi måske slet ikke deler med hinanden, fordi de mange breaking news holder os fast i adskillelse og selvoptagethed, men hvor poesien stadig har en chance for at bringe i al fald nogle stykker af os sammen. Som nu. I dag.

Play it fucking loud!