onsdag den 14. maj 2014

Hvornår er Lone Aburas en brun forfatter?

Hun er brun eller i det mindste ikke-hvid, når Mette Moestrup foretager en optælling af, hvad vi må formode er ikke-hvide (eller ikke-pæredanske (jeg er kvart norsk!)) forfattere (hvorfor nævnes ingen rappere; dem har jeg, som litteraturmiljømedlem, da altid regnet som true poets, Outlandish, Zaki, Marwan, U$0 m.fl.), i en klumme i Information:

Hvidhedsdebatten florerer fortsat, forsinket, i det danske litteraturmiljø. Det er en debat, der ikke kun handler om hvidhed, men også om, hvem der sidder med om hvilke borde, og hvem der har ordet.
Nogen synes måske, at når blandt andet Lone Aburas, Shadi Angelina Bazeghi, Maja Lee Langvad, Hassan Preisler og Yahya Hassan får taletid, så viser det, at det danske litteraturmiljø er vældig inklusivt og antiracistisk. Men for det første er der stadig forholdsvis få forfattere i Danmark, som ikke er pæredanske i flere generationer – hvilket forekommer oldnordisk forsinket. Og for det andet viser et panorama over Statens Kunstfonds legatudvalg, Det Danske Akademi, litteraturredaktioner på aviser og tidsskrifter samt litteraturkritikere og anmeldere, at landskabet er tæt på hundrede procent all-white. Det er umærkeligheden, hvormed dette er tilfældet, som kan betegnes strukturel racisme, det er altså ikke en enkeltpersons skyld.

(jeg ved ikke om det danske litteraturmiljø er VÆLDIGT inklusivt og antiracistisk; jeg ved ikke, om det i sig selv skal være anti-noget, men pænt inklusivt er det da, se bare kvinders ret cirka ligelige (i 90'er-generationen decideret dominerende) repræsentation og kanonisering i forhold til næsten alle andre kunstarter (og se bare på homoseksuelle forfatteres pænt synlige repræsentation og kanonisering (i det omfang vi ved hvem de er ...)); og selvfølgelig kunne/burde der være flere ikke-hvide eller ikke-pæredanske forfattere, men det kommer der garentrisset også, og ingen af de nævnte har haft unødigt svært ved at komme til orde og blive udgivet, og hvis de har, da i hvert fald ikke på grund af deres hudfarve - og hvad angår det institutionelle, så er rektor for Forfatterskolen en forholdsvis mørklødet mand, der er halvt argentiner og hedder noget så eksotisk som Pablo Llambías; nå ja, han er også prisbelønnet forfatter)

Forfatterbillederne på Lone Aburas' bøger afslører hende ikke som brun; på den første bog er der slet ikke noget billede, på nr. 2 er der en tegning, på nr. 3 et (pseudo?)linoleumssnit (ved Leo Scherfig):



- men hendes navn gør måske nok, eller antyder brunhed i det mindste.

Fortælleren Lene, som det er svært ikke at mistænke for en vis autofiktivitiet (jf. bare navnet), i Aburas' debutroman Føtexsøen afslører sig allerede på bogens anden side som brun:

Men jeg vil gerne bekende kulør. Jeg vil gerne skrive, at jeg er brun, fordi min far er fra Egypten. Så har vi det på det rene. Jeg vil gerne forsøge at skrive om mig selv. Det må bare ikke blive for privat. helst bare personligt. Ligesom Bo hr. Hansen gerne vil skrive sært almindeligt, så vil jeg helst skrive personligt. Ikke privat personligt, for det er noget vrøvl.

På næste side skriver hun, apropos barndoms-pinlighed (og Bo hr's pinlighedsæstetik):

Faktisk var alting pinligt dengang. Min far har haft både en grillbar og været pølsemand. Så han var måske den den første muslim, der ejede en pølsevogn. Og nu er det ikke meningen, at jeg vil gå Dan Turèll i bedene her. Jeg vil bare gentage, at min måske var den første, der var pølsemand og muslim på en og samme tid. Og her mener jeg ikke halalkød, men pølser af svin, og det var mærkeligt og haram, men ikke pinligt.
  Og hvad angik pølsevognen, så blev den solgt. Og det havde ikke noget at gøre med, at den halte pakistaner, som huserede på den den parkeringsplads, der hørte til vores blok, en dag pudsede Det Muslimske Broderskab på min far. I hvert fald sad der tre alvorligt mænd i vores stue. Og hvis jeg ikke husker meget forkert, så havde de taget koranen med og lod den ligge opslået på vores klunsede kakkelbord. Jeg var ikke til stede andet end et øjeblik, men jeg forestiller mig, at min far blev hørt i Den Hellige Skrift på samme måde, som min mor i sine salmevers, dengang i 50'erne. Om hun bagefter sad med samme mærkelige blik, ved jeg ikke. Men min far kunne i dagene efter se på mig, som om de havde overbevist ham om et eller andet.

Det er en mere underfundig Islam-satire end Yahya Hassans "Rullestolen", men jo stadigvæk en Islam-satire eller -humoreske i det mindste, som Athena Farrokzhad efter hendes Sorte Pantere-logik burde finde mindst lige så betænkeligt usolidarisk med Aburas' (halv)søstre (herunder Farrokzhad) og (halv)brødre - og anti-racistisk ukonstruktiv.

Lene og hendes families brunhed og ægyptiskhed og muslimskhed er slet ikke i centrum i romanen, det er snarere Lenes ikke synderligt etnisk prægede coming-of-age problemer: Fofatterkarriere eller Føtexjob. Aburas' to næste romaner er helt foruden autofiktivitet (bortset fra det meta-knævrende forfatterjeg (der opdigter fiktionspersonernes skæbne) i Den svære toer); Politisk roman er endda jegfortalt af en HVID, nogen-og tredive-årig VUC-lærer. Rebecca. Der er én væsentlig, brun biperson i den roman, en illegal flygtning Amir, som Rebeccas mand, Robert, beslutter sig for at skjule i deres hus, og som vantrives betydeligt.

Hvad betyder (forfatterens) brunhed for læsningen af Aburas' bøger, især de markeret fuldt fiktive? Forhåbentlig ingenting! Man kan forstille sig (eller det kan man sgu ikke) en hvid læsning der bruger forfatterens brunhed imod En politisk roman Sikke et racistisk portræt af en hvid dansker! Man kan efter Farrokzhads YH-anmeldelse forestille sig en brun læsning af samme roman (parallelt med pølsevogn-eksemplet), der kritiserer forfatteren for, at hendes brunhed ikke forpligter hende til at portrættere en brun person, Amir, med større empati og stærkere (og mere positivt skildret (han påvirker (måske) Rebeccas søn, i terroristisk retning)) kritisk/revolutionær bevidsthed og (ikke helt det samme) bevidstgørende effekt.

Det er hele problemet med en racialiserende læsninger (og typologier og optællinger, som MM's). Hvis en brun forfatter ikke skriver om (sine) raciale erfaringer, er det meningsløst (hvis ikke faktisk racistisk - men vi lader være at bruge det grimme ord) at insistere på eller bare identificere ham eller hende som brun. Hvis en brun forfatter skriver om (sine) raciale erfaringer, siger de jo sig selv, som i Hassans, Preislers og Langvads tilfælde; jeg har ikke set nogen læsninger, der har ignoreret, at de skriver om (deres) ikke-hvidhed (også).

Lone Aburas er en forfatter, der skriver på dansk.

En GOD forfatter, der skriver på dansk.

4 kommentarer:

  1. En googling afslører, at man i Nigeria tilsyneladende har det modsatte problem - kalder man i grunden folk med mørk hud for hvide dér, hvor deres udseende er norm? https://www.google.dk/search?q=nigerian+writers&client=safari&rls=en&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ei=YlJzU4XqA-O1yAP4v4DAAw&ved=0CAgQ_AUoAQ&biw=1103&bih=615

    SvarSlet
  2. hej hej, jeg skriver fra et lille mellemrum mellem FRIT FLET og BlackEuropeanBodyPolitics, og jeg er enig i, at Lone Aburas er en god forfatter, der skriver på dansk, ligesom jeg er enig i, at man absolut ikke bør eller kan forvente, at en forfatter skriver om noget "etnisk" fordi forfatteren ikke er pæredansk i flere generationer. Men jeg synes, nogle af Aburas' værker er blevet læst uden øje for den kritik af danskhed, hun også beskæftiger sig med. Hvorfor hun vælger en tegning i stedet for et foto kan også analyseres på mange forskellige måder. Kan sende dig en svensk analyse af receptionen af en række svenske, tvekulturelle forfattere - fortielser af racisme, racialiseringer, eksotiseringer - hvis du ønsker. Hvad inklusiviteten angår, så synes jeg, det går alt, alt for langsomt. Jeg interesserer mig for den langsommelighed, hvad den skyldes. Kom ind på Be.Bop i morgen og vær med! Vi begynder kl. 11. Det er på Strandgade 27B! Kh as ever

    SvarSlet
  3. Hej! Det kan da sagtens være, at Aburas har valgt tegninger for ikke at blive identificeret som brun forfatter - men hvorfor så gøre det, i det godes statistiske tjeneste!? Er det ikke disrespekt for et forfatterskab, der ikke tematiserer eller vinkles fra en brunhed? Og mere end en kritik af danskhed ser jeg en Danmark-satire i hendes bøger i slægt med store, hvide mænd som Scherfig og Wied (måske faktisk også Pontoppidan, i Det forjættede land). Politisk roman læser jeg som primært en sardonisk og sørgmodig elegi over Det Politiske, herunder ikke mindst den hvide (eller bare privilegerede) antiracists selvhellighed (som du/I refleksions-svimler over i Frit Flets Vi kan ikke holde op med at tænke på-sektion), som ondt nok (rent æstetisk-energisk) kommer til at tabe til fortæller-jegets (lige så hvide/privilegerede) kyniske misantropi. KH

    SvarSlet
  4. Hvad Lone Aburas' værk angår, så synes jeg på sin vis, hun både får problematiseret negligering og framing af etnicitet. Grunden til at jeg godt kan lide hendes værker, har intet at gøre med hendes efternavn, men jeg ser heller ikke bort fra, at hun tematiserer noget omkring etnicitet - bl.a. med "Lene-figuren" fra debuten. Det mest benhårde move, hun har lavet, er i Den svære toer i "Læsevejledning for den svære toer": "Den opmærksomme læser har opdaget, at det er lutter danske og vestligt orienterede navne, der optræder på listen over bogens personer. Det leder frem til spørgsmålet om, hvorvidt der skal være ikke-etniske danskere med i romanen. Lige nu har jeg det sådan, at det skal der ikke. Det er ikke, fordi jeg er racist. Men jeg ved, at det er sjældent, at etniske danskere er venner med ikke-etniske danskere. Særligt dem der kommer fra udviklingslandene eller fra Mellemøsten. Det vil derfor virke lidt kunstigt, for ikke at sige demonstrativt, hvis Kristoffer eller Lily pludselig er venner med en iraker eller palæstinenser. På den anden side kan litteraturen sprænge rammerne for mangt og meget. Fx for hvad vi almindelige mennesker betragter som henholdsvis sandsynligt og mindre sandsynligt." INGEN anmeldere skrev om dette, og det fattede jeg ikke, jeg synes, det sætter hele resten af romanen i et etnisk dansk/ikke etnisk dansk perspektiv; eller, det gør det umuligt at læse romanen UDEN at tænke på læsevejledningen KONSTANT. Præcis hvad ironien indebærer er flertydigt. Men "Det er ikke fordi, jeg er racist." - i den sætning refererer jeg'et, som selvfølgelig IKKE er 1:1 lig med forfatter-jeget med krop og ansigt der fx udtaler sig i interviews (med mindre, åbenbart, man får en stand-in som Hagen! Der florerer jo mange pressefotos af Aburas), i et eller andet omfang til forfatternavn og det faktum, at der også her er en tegning i stedet for et foto. Hvad betyder undladelsen af "ikke-etniske danskere" begrundet med, at "etniske danskere" oftest ikke har "ikke-etniske danskere" som venner - i relation til fravalget af foto? Det er der noget smertefuldt ved. Det er det, der giver ironien et svirp af sorg også. TRor jeg. Hvis nu det hverken blev eksotiseret (altså, meget kan man sige om rektoren for Forfatterskolen, men jeg ville end ikke kalde en fjende for eksotisk) eller ignoreret, at man hed Aburas eller var "mørklødet", hvis det heller ikke affødte krav eller forventninger om, at der var ting, man skulle eller ikke skulle skrive om, hvis vi i DK var kommet videre end tilfældet er (og fx var lige så inklusivt som rap-miljøet, der så måske har en kønsmæssig slagside…) så havde hun måske ikke valgt en tegning i stedet for et foto. Man kan se tegningen som kritik af det litteraturmiljø, som hun udgiver i og fra. Jeg kan ikke være her med mit eget ansigt?!

    SvarSlet