lørdag den 5. april 2014

Ironi er optimeret nærvær, ironi er elektrificeret ærlighed

Ikke mindst og især SELVironi, som altid kommer før al anden ironi (jf. blogposten om patetisk ironi nedenfor, der måske lige præcis er ironi uden selvironi) og bør komme før al ikke-ironi også; Mikael Bertelsen skrev tidligere i dag denne opdatering:


Politiken i dag:
Here we go again; ironi, ironi, ironi....


ved siden af dette billede af noget Politikentekst:

 

 - 2 kommentarer længere nede:

Lasse Rimmer Men... mener du nu også det, Mikael Bertelsen?

  • Mikael Bertelsen Lasse Rimmer Jeg mener ikke jeg har arvet det fra David Letterman i Amerika, men fra min mors side af familien, som overlevede Theresienstadt på en bølge af sarkasme og ironi. Det handler om at overleve undergangen. Både på skærmen og i lejren...
Jeg kan godt forstå, Bertelsen både er træt af at blive kaldt (epigonisk) ironiker og føler trang til at forsvare ironien (og dens bissede lillebror sarkasmen) som det modsatte af dekadent, distancerende luksus, som nemlig livsnødvendig jonglering af mere eller mindre dødelig absurditet. Det er også som om, at fordi man er ironisk en gang imellem eller faktisk relativ ofte, som simpelthen et greb, et tick, en teknik, så er man all out ironisk eller ironiker - ligesom man er sjov mand eller sjovmand, fordi man rent faktisk kan finde ud af at være sjov, jf. vennen min Jens B, hvis sjovhed blev YouTube-fikseret og -cementeret via Den 11. time. Men det er jo en virkelig træls idé om identitetsmonomani  Selvironi er der til gengæld ikke nogen vej udenom, tror jeg (på), at praktisere eller lide af full time. Men igen: effekten, designeret og automatisk, af selvironi er ikke distance og reservation, men nærvær og ærlighed, fordi man jo så ikke behøver at lade sig regulere af et strikt (og derfor patetisk) identietsregimente; man har wriggle room til at lade sig overraske af sig selv, af sin nysgerrighed og undren, pjattethed og alvor og - hvorfor ikke? - patos. Det er derfor, David Letterman og Mikael Bertelsen, alle deres forskelle til trods, er så suveræne studieværter, og lige dér de ligner hinanden, deres ironi er omhyggeligt, ubændigt, lystfuldt uselvisk.

 - her (jeg kunne ikke lave et skærmlink) er en af mine yndlingsskevenser fra Den 11. Time, mødet mellem Bryan Ferry og Morten Søkilde formidlet af studieværten Bertelsen - et topmøde mellem stilige selvironikere uden et spor af ironi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar