tirsdag den 8. oktober 2013

Yahmen, yahmen

Hvis jeg et øjeblik må være lige så patroniserende overfor Yahya Hassan, som alskens mennesker med rigtige og forkerte meninger har været det ud over hele internettet efter dobbelt-whammyen af Politiken-interview lørdag og Deadline-interview i går aftes (hvor vi fik den mindste af bid af hans furiøse (og harcore-parodisk perker-dansk-fremsagte, jf. White Girl-dansk (og debatten om samme)) "Langdigt", som i sin helhed kan opleves på Deadlines FB-side, TYPISK NOK):

Gid han havde tekst til Tekstlæsning på Forfatterskolen i dag, så han lige de 3 timer kunne opleve at blive læst PÅ EN ANDEN MÅDE end debatlæsningerne HER OVERALT.

For utroligt som patroniserende debatmennesker begejstret formår at vranglæse ham TIL ALLE SIDER.

På den ene side Mette Moestrup på Facebook i en kommentar under sit eget link til interviewet:

der mangler en diskussion om klasseforskelle i dk, og jeg kan godt regne ud, der er mange, som vil mæske sig i etnicitet og religion i den her sammenhæng, og jeg skal heller ikke fratage folk deres holdning i den henseende, men det pointeres flere gange, at det her handler om "underklasse", og jeg ku drømme om en diskussion om, hvad stedet MELLEM system og borger betyder for svigt.

Yahmen, yahmen - Yahya er helt klar på, at forældrene må tage svigtet på deres egne skuldre, ligesom børnene må tage ansvaret for fx kriminalitet! Og når han nu selv har et syleskarpt, klassisk religionskritisk fokus på religion (som opium, undertrykkelsesmiddel, dobbeltmoral), hvordan kan det så være "at mæske sig" at bevare det fokus?

På den anden side hjemmesiden Uriasposten, der transskriberer udvalgte dele af Deadline-interviewet med denne lille, grimme indledning: 

Den debuterede digter Yahya Hassan var gæst i søndagens Deadline, og det var ikke ligefrem en nem opgave for Martin Krasnik. Han talte før han tænkte, og har endnu ikke tillært sig rød kunstner-lingo. Han nægtede at være offer for samfundets marginalisering, og gjorde sig ingen illusioner om moderat Islam. Islam er Islam, og det er uforenelig med dansk kultur.

Yahmen, yahmen - Den sidste sætning er der intet belæg for overhovedet i interviewet; Yahya taler ikke om islam som sådan, men om en særlig hyklerisk, fordummet religiøs praksis, og taler heller ikke om dansk kultur eller om islams forhold til dansk kultur, men om en særlig ghetto-kultur, der vender ryggen til det danske velfærdssamfund, samtidig med at alskens velfærdsgoder rutinemæssigt udnyttes kynisk og groft. Følgende ord fra interviewet kunne lige så godt appliceres på Uriaspostens skribenter og læsere:

Det er forældrene der har et ansvar i forhold til at opdrage et menneske, som kan acceptere noget som er anderledes fra en selv. De tror jo at alt hvad der ikke ligner en selv skal bekriges, og at det ikke er noget der dur. 

Det handler jo ikke om blodig jihad, men om en magelig, patriarkalsk, reaktionær åndløshed. Og hey, uden indvandring ingen Yahya i DK og pist væk hans nye, stærke, danske poesi.

Uwe Max Jensen - der linkede mig til Uriasposten, tak for den idiot-parade! - spørger nederst i kommentartråden til altmuligandet-posten:

Er det overhovedet muligt at skille værk og mand (i dette tilfælde), Lars Bukdahl?

Ja, selvfølgelig er det det. Dér taler en mand i avisen og på tv-skærmen, dér er aftrykt et værk, som han har skrevet, og dér læser han det op. Og som sagt mange gange, så gør kunsten eller lad os sige POESIEN en forskel i det gode digt, der selvfølgelig er kunstnerisk/POETISK betydende (intensiverende, nuancerende etc.). Der er bare ikke så mange, der har hørt Yahyas digte endnu, og endnu færre, der har læst dem, og næsten ingen - ud over Blogdahl - der har kommenteret på dem. På den led laver han jo (eller bliver der på ham lavet) en omvendt Sonnergaard: Først meningsmageri (og NB i Yahyas tilfælde et fremragende sådant: pågående, kvikt, fyndigt) og så bog, og gad vide, om det ikke er en fordel!? Hvis man/I/vi så bare kan finde ud af ikke kun at diskutere poesiens poetiske forskel i anmeldelser og på litterære blogs! Yah!

30 kommentarer:

  1. hvor ville det være fedt hvis du brugte citationstegn, kursivering eller indentering eller bare noget når du citerer; så ville din blog være en del mere læsværdig...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det ville være skønt. Men det er sgu nok for meget at håbe på.

      Slet
  2. Bare nu ikke Yahya blive omklamret og aet ihjel af alle de skriftkloge i deres kamp om at vide hvad der er bedst for Yahya.
    Frode Steinicke

    SvarSlet
  3. Hov, hov....jeg er skam osse et offer

    SvarSlet
  4. Lars Bukdahl

    Fordi du muligvis ikke er enig med Uriasposten (men hey, lad os nu se, hvilken skole du vælger til dit barn ...), behøver denne blog ikke at være "idiotisk".

    "Det er forældrene der har et ansvar i forhold til at opdrage et menneske, som kan acceptere noget som er anderledes fra en selv. De tror jo at alt hvad der ikke ligner en selv skal bekriges, og at det ikke er noget der dur."

    Måske passer Yahya Hassan 's ord bedre på Bukdahl og segmentet, som Bukdahl tilhører, end på Uriaspostens læsere.

    SvarSlet
    Svar
    1. (Skolen ved Søerne, nærmeste folkeskole, og (valgte han nu selv) Frederiksberg Gymnasium ...)

      - og jeg ved sgu ikke, hvilket segment, jeg tilhører: poesianmeldersegmentet? lyriktidsskriftsredaktørsegmentet?

      Slet
  5. Lars Bukdahl

    Du skriver: "Og når han (Yahya Hassan, red.) nu selv har et syleskarpt, klassisk religionskritisk fokus på religion"

    Det er nu ikke "religion", men islam Yahya Hassan har sit fokus på. Jævnfør for eksempel denne udtalelse i Deadline (transskriberet på Uriasposten):

    "Martin Krasnik: … Hvad er forskellen på den etnisk dansk underklasse, og den nydanske underklasse? Er det, det samme?

    Yahya Hassan: Det er hykleriet. Religionen er ikke noget skadeligt i den etnisk danske underklasse. Der danser man bare rundt om juletræet, får julegaver og hygger sig. Det gør man ikke (i) – det er hykleriet de skal slippe af med. De bliver nødt til at indse, at I alle sammen går i seng med piger, at I alle sammen kan lide at drikke sprut, at I alle sammen gør en masse ting som jo er ganske normale. Hvorfor er det så i bliver ved med at sige at det er syndigt, det er syndigt, når I hele tiden gør det. … Det har noget at gøre med, at der findes en generation af en masse dumme perkere, som render rundt og ikke anerkender det samfund de lever i. Som ikke accepterer danskerne, altså, I er fandme i danskernes land. Så jeg kan simpelthen ikke forstå den mentalitet."

    Men ovenstående blev måske for politisk ukorrekt for dig, og så måtte også du, Bukdahl, omskrive Yahya Hassans ord, så de passede ind i din kontekst?

    SvarSlet
  6. Lars Bukdahl

    "Yahya (Yahya Hassan, red.) taler ikke om islam som sådan, men om en særlig hyklerisk, fordummet religiøs praksis"

    Hvordan kan du vide det? Yahya Hassan har forladt islam, så der synes at være belæg for at mene, at han ikke udelukkende taler om en dansk ghetto-udgave af islam, men at han mere overordnet anser islam og dens udøvere for hykleriske.

    SvarSlet
  7. Lars Bukdahl

    "Uwe Max Jensen - der linkede mig til Uriasposten, tak for den idiot-parade!"

    Jeg synes, at det er fortjenstfuldt, at Uriasposten har taget sig tid til at transskribere interviewet, så vi rent faktisk kan læse præcis, hvad Yahya Hassan sagde i Deadline. Er du ikke - som litterat - enig i dette?

    Er kommentarerne på Uriasposten i øvrigt den mindste smule mere idiotiske end kommentarer på Deadline 's Facebook profil, hvor Yahya Hassans tidligere trosfæller mener, at han er en "bøsse" og en "hund", der skal frygte Allah. (Se eventuelt et udpluk af kommentarerne, hvoraf mange nu er fjernet fra Facebook, fordi de havde karakter af trusler, på min blog Den Frie)

    SvarSlet
  8. "Hvis man/I/vi så bare kan finde ud af ikke kun at diskutere poesiens poetiske forskel i anmeldelser og på litterære blogs!"

    Yahmen, det er jo netop derfor, at jeg hylder både Uriasposten og Blogdahl. Fordi de to blogs giver mig mulighed for rent faktisk at læse, hvad Yahya Hassan siger og skriver. Det ene sted som debattør. Det andet som digter.

    Tak, Uriasposten

    Tak, Blogdahl

    SvarSlet
  9. Nu er tråden så blevet afsporet fra den ellers pertinente efterspørgsel på citationstegn eller lignende, men alligevel:

    Man har godt nok ikke mødt særlig mange fundamentalistiske kristne eller ditto jøder, hvis man tror, at det er et specifikt islam-relateret fænomen at være hyklerisk eller forsvare diverse uhyrligheder ud fra sin religion.

    Når Hassan siger, at den etnisk danske underklasse ikke har samme problem, så er det jo ikke fordi, de er kristne i stedet for muslimer (eller FORDI de IKKE er muslimer), men fordi de slet ikke er religiøse overhovedet.

    Og når Hassan kritiserer Islam specifikt, er det selvfølgelig fordi, det er den religion, han selv har baggrund i, og ikke fordi han mener, den er mere hyklerisk end alle mulige andre religioner.

    Det er godt nok beskidt og ækelt at dreje det her over på islam som sådan. Mener folk, der mener det, så at hvis man hypotetisk fjernede islam som idé og som koncept og som religion fra jordens overflade, så ville resultatet blive en masse lykkelige og velintegrerede indvandrere?

    Uriasposten har for øvrigt ikke transkriberet statshemmeligheder eller Watergate-notater, men blot et interview, som vi alle sammen allerede har set eller eventuelt kan se igen, når som helst vi har lyst. Men tak da alligevel.

    SvarSlet
  10. Lasse

    "Og når Hassan (Yahya Hassan, red.) kritiserer Islam specifikt, er det selvfølgelig fordi, det er den religion, han selv har baggrund i, og ikke fordi han mener, den er mere hyklerisk end alle mulige andre religioner."

    Det siger han intet om. Det er ren spekulation fra din side.

    SvarSlet
  11. Han siger intet om det, det er korrekt. Det efterlader os med to muligheder:
    1. Fordi han har fortalt os en masse om sit liv og sine personlige oplevelser med Islam, og fordi samtlige af hans argumenter har rod i egne oplevelser, så antager vi, at han kritiserer 'RELIGIØST HYKLERI SOM SÅDAN med udgangspunkt i, hvad han selv har oplevet med Islam'.

    2. På trods af at alle hans argumenter har rod i meget specifikke individuelle oplevelser med en meget specifik religion i et meget specifikt socialt miljø, på trods af han ikke udtrykker kendskab til eller interesse i nogen andre religioner overhovedet, på trods af at ingen af hans argumenter kan siges at være videnskabeligt redelige ud fra nogen som helst parametre, på trods af at han ikke på noget som helst tidspunkt sammenligner Islam med andre religioner (den etnisk danske underklasse er trods alt ikke anerkendt som religion endnu), så vælger vi at antage, at det, han fremlægger, er en stor forkromet kritik af Islam som sådan og Islam som mere hyklerisk end alle andre religioner.

    Man skal godt nok være en stor spade for at abonnere på mulighed nummer 2. Specielt hvis man også har læst Politiken-interviewet (jeg går ud fra Uriasposten har transkriberet det, så kan du læse det der), hvor han siger ting som:

    "Det er en perves tilgang til religion. Jeg har ikke respekt for den slags hykleri. Når arabere fra Mellemøsten ser på de arabere, vi har i Danmark, så nægter de at tro, at de er arabere«.

    Hvad mener du?

    »De kender intet til den arabiske litteratur, historie sprog og dyrker en form for underklasseislam, hvor de bruger det, der passer dem af religionen, og smider alt andet væk. Langt de fleste nydanskere i Danmark passer selvfølgelig deres arbejde og er lovlydige borgere, men underklassen er så stor, at den ikke længere kan ignoreres«."

    Det kunne godt foranledige en til at tro, at han taler om flere forskellige måder at praktisere Islam på, og at han er mere positivt indstillet over for nogle måder end over for andre. Samt at han mener, at der findes en ikke-hyklerisk måde at praktisere Islam på.

    SvarSlet
  12. Fight on, gentlemen - jeg hepper på hr. Winther og læser videre i min bog om tatoveringer i Livgarden ...

    SvarSlet
  13. Mærkeligt! I det land jeg bor i, har vi problemer med radikale højrebevægelser i de dele af landet hvor indvandrerandelen er meget lav. Men en debat som findes i DK findes ikke i Tyskland. Jeg bor tilsyneladende problemløst i en by, som huser dobbelt så mange muslimer som der bor i hele DK, i et kvarter hvor halvdelen har indvandrerbaggrund. Jeg kan ikke finde ud af, om vi er foran eller bagude hernede. Nietzsche forslog tvagssammenføring af alle racer for at få det bedste af mennesket fremavlet, og undgå hjerne- og værdivissen nationalisme. Visse dele af Berlin praktiserer dette.

    SvarSlet
  14. Hepper også på Winther, og bemærker at Uwe Max Jensen som vanligt trækker stikket ud når han ikke bliver klappet på skulderen. Er dog mere interesseret i bogen oim tatoveringer i Livgarden. Hvad hedder den? og hvornår er den udgivet?

    SvarSlet
  15. Jeg patroniserer vel ikke just ved at understrege, at han selv understreger klasseproblematikken. Jeg er enig med Winther i, at det YH ikke fremstår decideret islamkritisk, men derimod meget, meget kritisk over for hykleri i forhold til religiøsitet.

    SvarSlet
  16. Lige udkommet: Jan Grarup / Jakob Fälling: Mærket for livet. Tatoveringer blandt Livgardens soldater, Gyldendal. Har fået den til anmeldelse ...

    SvarSlet
  17. Tør øjnene, alle I som lige havde troet, at alle jeres fordomme endelig var blevet gangbare. Falsk alarm, for..." Jeg skriver selvbiografiske digte fra underklassen om et historisk forældresvigt", siger YH i Politiken. Et... altså 1... historisk....altså ikke nutidigt... forældresvigt.... HANS forældresvigt, inden andres. Så læg stenene fra jeg, tør jeres tårer af rørelse og tag et koldt styrtebad.

    SvarSlet
  18. Mette Moestrup

    "Jeg er enig med Winther i, at det YH ikke fremstår decideret islamkritisk, men derimod meget, meget kritisk over for hykleri i forhold til religiøsitet."

    Hvilke eksempler er der på det? Jeg synes, at han taler endog meget specifikt om islam.

    SvarSlet
  19. Lars Hellerup

    Jeg kan ikke svare på alt, og lige nu har jeg ikke mulighed for at gå ind i en polemik med Lasse. Bortset fra det er din kommentar om, at jeg trækker, når jeg ikke bliver klappet på skulderen, uredelig.

    SvarSlet
  20. Lars Bukdahl

    Der er sgu usmageligt, at du har behov for at heppe på Lasse lige i kølvandet på, at jeg har skaffet nye læsere til din blog.

    SvarSlet
    Svar
    1. UMJ, til lykke med fortsættelsen af Deres projekt; der skal dog mere til førend De for alvor bringer folks pis i kog ... eller er sigtet at højne (salt-)vandstanden i øjenkrogene mens der hulkes af grin?

      Slet
  21. That's 'Winther' to you, Max Uwe.

    SvarSlet
  22. Skulle man lige klappe hesten, førend spædekalven slagtes.
    Lad os nu læse bogen.
    Endelig et skvulp i andedAMMEN; men hvilket svineri.
    Y -håber du er ok.


    SvarSlet
  23. Det er ikke jødiske, kristne eller for den sags skyld buddhistiske ghettoer, vi taler om. Kan vi i det mindste blive enige om dét uden at frygte, at vi fremstår som snæversynede racister? Berøringsangsten overfor islamkritik lever mere udtalt end nogensinde før. Og når der så endelig kommer en mand (som vel næppe er DF'er), der tager bladet fra munden og kalder en spade for en spade uden at frygte nogen, så er man ved at snuble over hinandens tastaturer for at forsikre, at hans kritik intet har med islam at gøre. Alt kan henføres til sociale problemer. Hvis du i islams navn fordømmer promiskuøse danske piger, men selv går i seng med dem, så er du socialt udfordret. Hvis du bliver Jihad-kriger i en eller anden pakistansk træningslejr for at sprænge så mange vantro i luften som muligt (med udsigt til en flok purunge jomfruer i paradis), så er du global-socialt udfordret, men da den islam, du kæmper for, ikke er repræsentativ for flertallet af muslimer, så vælger vi at sige, at det intet har med islam at gøre.
    Well...tag jer sammen, velmenende kulturradikale!

    SvarSlet