Y-nyt, poetisk (omsider) og biografistisk

Min gamle anmelder-antipode Niels Lyngsøs læser i en blogpost på sin hjemme Yahya Hassans debutbog Yahya Hassan skaprt og klart og grundigt som POESI, det er velgørende læsnings-læsning, her er autoritativt den oplagte Broby-jævnføring:

I forsommeren 1922 boede digteren Rudolf Broby-Johansen (1900-1987) nogle måneder i Berlin og oplevede et samfund der var i opløsning efter Første Verdenskrig og præget af en social elendighed og en menneskelig afstumpethed han ikke havde troet var mulig. Han var dybt chokeret og forarget over det han oplevede, og skrev på stedet en af de mest brutale digtsamlinger i dansk litteratur, nemlig Blod, der havde undertitlen ”Expressionære Digte”. Den var skrevet med VERSALER i et på en gang sprængt og kompakt formsprog og blev en inspiration for blandt andre Michael Strunge, ikke mindst for hans tidlige punkdigte SKRIGERNE!, der ligeledes er skrevet med højtråbende VERSALER og en glødende indignation som brændstof. En sammenligning: ”ROVPELS I FJÆSET I EN DYR BILS BAKSPEJL,” skriver Hassan. ”DRUKKEN RÆBER (MUND: SORT HUL I GRØNLIGT FJÆS),” skriver Broby. Der er mange tilsvarende stilistiske paralleller. Hassans indædte indignation gælder ikke Weimarrepublikkens Berlin, men indvandrerghettoerne i dagens Danmark. Hos både Broby og Hassan skildres vold og overgreb i en telegramstil der besvarer den korporlige brutalitet med en sproglig brutalitet: ingen forklaringer, ingen floromvundne omskrivninger og ingen pueril udpensling af splatterdetaljer – just the facts, billeder der mejsles med tørre korte hug.

(men det må vist være på tide at skyde den gode historie, fra det første Politken-interview, om, at Gyldendal(s redaktør) insisterede på, at bogen skulle hedde "Ghettodigte", ned - "Ghettodigte" var Yahyas egen oprindelige titel på manuskriptet, som undervejs i redaktionsprocessen (fornuftigt nok) blev droppet til fordel for navn-som-titel-titlen - fortæller redaktøren Blogdahl og tilføjer: "Jeg har også talt med Y om det og han siger han blev fejlciteret")

Det modsatte af Lyngsøs poesi-læsning kunne være Mohammad Sabahs såkaldte "debatindlæg"  - på politiken.dk, hvor Yahyas far kommer til orde - Katrine Yde karakteriserer meget pærcist den mærkelig tekst i en FB-linkning: "Sådan! Politiken har omsider valgt at implodere sig selv med den mest groteske genrefusion, jeg nogensinde har læst, generelt, og af debat og interview og litterær virkelighedskontrakt-graverjournalistik. Helt unikt whatthefuckwthatthefuckw..." (Yahya har selv linket med de lakoniske ord: "min fars version"). Faren præsenterer denne originale bevisførelse for, at hans søn ikke er blevet slået - synderligt: 

»Jeg har som enhver anden forælder mine regler. Eksempelvis at man skal være hjemme før solnedgang«, siger SH. »Yahya er typen, som kan lide at provokere, drille og svare igen. Han havde ingen respekt for mig, og hvis jeg slog ham og skadede ham, som han påstår, så vil han ikke gøre, som han gør«. SH når ikke at tale færdig, før mit spørgsmål lyder, hvad gjorde han da?
»Han kunne finde på at tage tastaturtasterne ud og begynde at brænde dem. Er det en person, der frygter mine slag? Han kunne finde på at sætte ild til vægge eller kaste ting efter forbipasserende«, afslutter han.

Når han fremturer i at opføre sig dårligt, er han ikke blevet banket grundigt nok til at udvise respekt og nære frygt! Når han kan skrive digtsamling om at have fået tærsk, kan han ikke have fået tærsk! Men heldigvis er det ikke sandt, at alle ofre pinedød holder deres kæft. Og det sker, at det er med et betydelig talent, at de ikke holder deres kæft, så læsere ikke lige med det samme glemmer de overgreb, der ikke bliver holdt kæft med.