hos Erik Svendsen, der i sin anmeldelse af Bjørn Rasmussens Pynt (skal endnu mere akut end Kaspar Collings borgerkrig læses nu) skriver:
Sproget er til tider vildt springende og legende, men det er der en god
forklaring på: Teksten er bundet til fortællerens bevidsthed, og hun er
ude på dybt vand. Det
fine er, at den spraglede form tilsvarer den desperate kvindes indre.
Galskaben giver mening. Der er en patosbund, som bliver gradvist
stærkere, jo mere kvinden (tilsyneladende, måske) normaliseres.
Det ufine ville åbenbart være, hvis den gale skrift ikke er signeret af en fiktiv fortæller - som hos fx Henrik Bjelke eller Kasper Nørgaard Thomsen eller Birgit Munch fx - galskaben SKAL med vold og magt give mening. Men hvor er det en trist domesticerende og (i helt konkret psykiatrisk afdeling- forstand) fikserende læsning af en vild skrift, at den er 1:1 forklaret og totalt relativeret af at være en funktion af en jegfortæller(s psykiske diagnose), et forpulet symptom.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Bjørn Rasmussen om eksploderet fiktivitet og autofiktivitet i mail-interview i Politiken:
SvarSlet@ Er der lige så meget af din person i Ragna Svendsen som i Bjørn Rasmussen?
@ »Jeg tog udgangspunkt i min journal og omskrev den. Altså jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling i to måneder, efter at jeg havde skrevet ’Huden’, og fik diagnosen skizotypi. Og modsat den varme behandling, jeg fik af de mennesker, der arbejdede i psykiatrien, skreg min journal til himlen. Journalens forsøg på en videnskabelig og objektiv diskurs, jeg følte mig så tingsliggjort og fængseliggjort og ja, fiktionaliseret af de ord, der skulle beskrive mig, så svigtet af sproget. Jeg drømte i nat, at jeg fødte en sæl, og den drøm er en kropslig erfaring Jeg var nødt til at skrive den om for at holde fast i troen på, at sproget kan nærme sig noget sandt om at være menneske i modsætning til den ekskluderende journaldiskurs. Det er måske også derfor, ’Pynt’ kan virke smasket, jeg forsøger at inkludere alt muligt sprog og forhold og tilstande i den. Det var ikke rigtig svar på dit spørgsmål, var det? Hmm. Jeg tror bestemt, der er lige så meget af min person i Ragna Svendsen, som der er i Bjørn i ’Huden’. Og jeg har aldrig troet på et fast skel mellem det biografiske og det fiktive. Altså jeg kan ikke mærke forskellen. Forudsætter det ikke, at der er tale om faste størrelser, »litteraturen over for virkeligheden, og hvordan spejler det ene det andet«, og den der diskussion? De grænser forsøgte jeg at udviske i ’Huden’. Digteren Mads Mygind skriver: »Der står mulepose på hendes mulepose«. Dette er ikke en pibe, en rose er en rose er en rose, det tænker jeg meget på. Hvordan man kan arbejde med begreber som sandhed og autenticitet i sin virkelighed og i litteraturen uden at blive ekskluderende og ødelæggende, som den der fucking journal. Måske er ’Pynt’ et forsøg på det. At udfordre forskelle, ligesom den udfordrer ’det troværdige’ i sin brug af altmodisch sprog og fantasterier.