fredag den 11. oktober 2013

Bittert kollega-bitcheri

i anledning af dagens WA Bøger, hvor jeg får lov at Blæksprutte-skrælle en lyserød blogbog og bestyre en åletynd citat-kiosk.

Sådan overstår man i en ruf den æstetiske smagsdom i en anmeldelse af en romans meninger (Anna Libak om Kapsar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024):

Bogen er skrevet med stort sprogligt overskud og fantasi. Flere af de kursiverede sidehistorier, der fletter sig ind og ud af hovedteksten, skal jeg sent glemme: Som når tomaten fortæller om, hvordan det føles at blive plukket fra stilken, flået, hældt på dåse og ende sit liv på en pande over kyllingeschnitzler. Men overordnet set bryder jeg mig ikke om bogens budskab. Fordi den ikke bryder sig om mig. Eller om mennesker i det hele taget.

Det er der sgu da så mange fremragende bøger, der ikke gør! Céline & co.!

Og sådan reducerer man i forbifarten en god bog til en dum mening (samme anmeldelse):

Tilfældet vil, at jeg for nylig læste Lone Aburas' Politisk Roman, og her var alle personerne også nogle dumme svin: Ikke fordi de var onde, men fordi de var svin - i betydningen dyr. Vi er hinsides godt og ondt her, for personerne kan tilsyneladende ikke beslutte sig til at handle anderledes: De har ingen fri vilje. Det nye testamente er tilsyneladende byttet ud med Arternes oprindelse.

For nu næsten at at mene det modsatte af min Rasmusssen/Svendsen-blogpost, men også kun næsten: Politisk roman er jegfortalt af en lige så rørende resigneret som ædende (og nydende!) ond person, det gør ret mange forskelle, men først og fremmest gør ordkunsten med hvilken en forskel, der er ubændigt kvalitativ: elektrificeret sortsyn. Tænk, hvis man kun gik ind for kunstværker, der var sympatiske og empatiske og humanistiske.

Sådan gør man sin egen forsnævrede læsning til en fremragende bogs problem (Klaus Rothstein om Bjørn Rasmussens Pynt (som han vistnok rent faktisk godt kan lide)):

Men hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Sådan spurgte anmelderkorpset også sig selv, da Bjørn Rasmussen debuterede med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet ( 2011). Jeg synes nu, at romanens aggressive leg med tidens hårdtprøvede autofiktion var noget trættende, for homosex på rideskolen bliver ikke mere spændende af, at personen og forfatteren hedder det samme: »Bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller, Bjørns nosser klasker mod glatbarberede baller i timevis, Bjørn pisker inderlår...« Pynt er en stærk, tvetydig titel, som med spartansk klædelighed er meget mere mystisk og uheldsvanger end den manierede sætning om huden, hylsteret og legemet.

Det sidste først, titlen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er lige præcis det modsatte af manieret: den er omstændeligt og eksakt leksikalsk. Men hvor er dog spartansk klædelighed en trist titel-æstetik, synes I ikke, alle I Smarte pletter mellem fingrene? Videre i teksten: Som anmelderkorps-medlem interesserede virkeligheds-fiktions-skismaet mig altså ikke synderligt, og så vidt jeg kan læse, interesserer det heller ikke forfatteren, i sig selv: den reelle og intenderede energi i bogen genereres ikke af dobbelkontrakts pikanteri, men i den besværgende/fabulerende skrifteksplosion af/fra en måske selvbiografisk urfortælling, den dér "homosex på rideskolen" - og hvor litterært tonedøv skal man lige være for ikke at høre den oprømt vrængende/ironiske/parodiske tone i citatet om "Bjørns pik som blød granit i forsømte røvhuller"?

Christ, kære kolleger! 

11 kommentarer:

  1. Og så lige til et spørgsmål til Jyllands-Postens litteraturredaktør, David Jacobsen Turner: Er det virkelig i orden med så 'über-sjusket og og hyper-sjasket anmeldelse af en bog, du vel ikke finder totalt uvigtig, som Erik Svendsens af Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024? Her copypastet in toto:

    Kaspar Colling Nielsen udmærker sig ved at skrive ud fra et koncept: Han udtænker et fremtidsscenarium. Og akkurat som den historiske roman handler fremtidsfortællingen dybest set om den tid, som forfatteren selv er en del af. Ergo står og falder romanen med, om forbindelserne mellem det nærværende og den (for) tænkte fremtid holder vand, og om Colling Nielsens fremtidsvision er et korrektiv til den herskende kultur. Det korte svar: Samtidsanalysen er værd at studere, men fantasien løber hurtigt tør, og romanen mister fokus. Hvem vil ikke gerne slippe for at skulle dø? Hvem vil ikke gerne leve som megarig ung, drikke al den vin, man gider, og deltage i seksuelle orgier med venner og bekendte? Hvis ens hund endog kan snakke, kan man næsten ikke bede om mere. Siden hovedpersonen for cirka 450 år siden (ja, 450 år siden) svigtede sin kæreste, har en border collie været hans tro livsledsager. Nu ser vor helt tilbage på en svunden tid med gang i den: Dengang Danmark gik i opløsning på grund af finanskrisen og en fatal lånepolitik på boligområdet. Rigmanden nød borgerkrigen, fordi den rummede handling og overraskelser, mens fredstiden er lig med forudsigelig hverdag. Fra at have leget brutal revolutionær med den elskede er han nu blevet - hundeelsker. For at sætte det hele i relief får vi i et af romanens mange novellelignende indskud en skruet version af Peter Plys, nu på dyrepsykiatrisk hospital, ligesom vi får en fordrejet H. C. Andersen-historie om flåede tomater. Der er mange sære historier i "Den danske borgerkrig 2018-24", også for mange. Romanens kerne er den aktuelle finanskrise samt de forjættende boliglån, der får katastrofale følger - dén analyse er skræmmende troværdig. Netop den realistiske skildring af, hvordan økonomisk deroute kan forvandle en human kultur til barbari, fungerer. Folket rejser sig mod politikerne og bankfolkene, og ikke overraskende er de mennesker, der selv spekulerede i vilde lån, de værste til at bruge de blodige oprørsvåben. På den baggrund forstår man rigmandens tilbagetrækning til den humaniserede dyreverden. Men den polemiske turnering udtynder det politisk provokerende. Problemet med Kaspar Colling Nielsens koncept er ikke forestillingen om borgerkrigen, for den er måske ikke helt ude i hampen. Problemet er derimod, at både læser og roman går død i det evige liv som blasert overklasse.

    SvarSlet
  2. Troels Hughes Hansen11. oktober 2013 kl. 10.15

    Hej Lars Bukdahl

    Tak for at nævne Céline i din opdatering. Jeg replicerer med en replik fra mesteren selv (burde alle anmeldelser ikke bare være udplukkede citater af Céline?):

    nuvel, professor Y, nu skal jeg give Dem ordentlig besked, én gang for alle: folks meninger tæller ikke! afhandlinger! pavebreve! ludergesjæft!... føj!... kun tingen i sig selv tæller! genstanden! er De med? genstanden! er den vellykket? er den ikke?... skidt! pyt! med resten! akademia!... mondæniteter!

    SvarSlet
  3. dejligt med lidt ond indignation. er træt af socialt indignerede frelsere af samfund, lighed, natur, lort, jeg brækker mig. selvom jeg går ind for det. ud med selvgodheden og ind med afskyen, hadet og frem for alt selvhadet. ik'å..?

    SvarSlet
  4. yay mand, "bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller", godt at få den beskrivelse genopfrisket

    SvarSlet
  5. HUMOR sgu da bare, den granitpik er HUMOR

    SvarSlet
  6. Hej Lars. Jeg skrev da vist bare, at homosex på rideskolen ikke bliver bedre af at fyren hedder det samme som forfatteren, men det betyder jo ikke at jeg ikke kan lide sætningen med den bløde granit, den er da udmærket - så det med at kalde mig litterært tonedøv må da bero på en fejllæsning af anmeldelsen, eller hur? Er det bitterheden, der tog over? Nej, det er titlen med hud og hylster, jeg ikke synes om. Og så synes jeg at det er forfærdeligt uretfærdigt at du ikke får ALLE de bøger til anmeldelse, som du - og du alene! - er autoriseret til at mene noget om i vores avis! Forstår godt at du er bitter, men håber at du alligevel får en god weekend. Alt godt, tosse. Klaus

    SvarSlet
  7. Homosex på rideskolen er lige ved at ødelægge Bjørn Rasmussens roman. Det er lige så ligegyldigt, som når en hvilken som helst anden forfatter føler trang til en passant at skrive pik eller kusse (ja, også dig, Jørgen Leth, det er kedeligt). Pånær selvfølgelig Jeppe Brixvold i Forbrydelse og fremgang.
    Heldigvis er der mange andre ting, der er rigtig fine i Rasmussens roman.

    Men det eneste, der slet ikke kan herske nogen tvivl om, er, at "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet" er en af de bedste danske bogtitler i nyere tid. På en gang opfindsom og aldeles oplagt, omfavnende hele bogens tematik og - præcis som Bukdahl skriver - eksakt leksikalsk. Den kan lidt det samme, som de allerbedste af Morrisseys sangtitler.

    SvarSlet
  8. Ja,humor nemlig. på grund af en enhed af afsky og selvophøjelse. hvem vil ik gerne have sin pik støbt i granit?men det er da dig, lars bukdahl, der er ondt indigneret over dine humorforladte kollegaer.

    SvarSlet
  9. Men, Klaus, hvem siger homosesx på rideskolen bliver bedre af at fyren hedder det samme som forfatteren? Det gør forfatteren vel ikke, han lader bare fyren hedde det samme og opretter muligheden for, at navnesammenfaldet ikke er tilfældigt. Og det kan læseren så stille op med, hvad han/hun vil. Du bliver så irriteret over det. Hvad angår citatet, handler det jo ikke om homosex på rideskolen, men homosex på et bordel, der i mine øjne forekommer ret oplagt frem-fabuleret, men som du læser som intenderet realistisk autobiografisk, eller bare som, at du bliver bedt om at overveje, om det monstro er autobiografisk eller ej. Og hvad skal citatet i din konktekst egentlig demonstrere? At den "udmærkede" sætning bliver svagere af at, der står Bjørn og ikke Klaus eller Lars, eller hur? For mig demonstrerer sætningen (og bogen), at en autofiktiv markør, egennavnet "Bjørn", ikke punkterer en energisk knopskydende skrift, men tværtimod dynamisk inderliggør den - uden dermed at "autentificere" yderlighederne, bogen får (den) både i pose og sæk!

    SvarSlet
  10. David Jacobsen Turner15. oktober 2013 kl. 11.31

    Kære Lars

    Næst efter en flaskepost afsendt fra Fåborg-Cypern-overfarten er kommentarsporet på en blogpost da det underligste medievalg, når du vil stille mig et spørgsmål.

    Jovist, jeg besøger da siden i ny og næ, men med din skrivefrekvens er der en akut risiko for at sådanne spørgsmål bliver overset.

    Jeg vil naturligvis ikke diskutere medarbejderspørgsmål offentligt, men byd mig på en øl, så lytter jeg meget gerne til en evaluering af JP's litteraturdækning. Du ved, at jeg sætter dine litterære holdninger højt.

    Ang. det andet emne: "Huden..." er den bedste danske romantitel i 20 år. Basta. Men ærligt talt: Mener du selv, at "Pynt" er en lige så god bog?

    SvarSlet