onsdag den 29. maj 2013

LARS SKINNEBACH ER JYLLANDS-POSTENS NYE LYRIKANMELDER!

til afløsning i et uvist, men forhåbentlig VIDT omfang af Erik Sjuske-Vrisse Svendsen - hip hip og aterr hip for det, og et radikalt ryk af den nye litteraturredaktør David Jacobsen Turner - siden Jac i EB og Højholt i selvsamme JP har ingen betydelig poet (dér røg Lyngsø) anmeldt poesi - men modsat PH og FPJ er LS en digter, der er dagsordenskabende i samme nu, alle de talenttfulde læser ham og lærer (også via Forfatterskolen jo) af ham, det er helt H.J. Nielsensk. Skinnebachs første anmeldelse, af de to Solvej Balle-hæfter Hvis og , er en rigtig begyndeeranmeldelse, forævlet, akavet, koket ("kære Læser"!?, hvorfor ikke "kære misbruger"?), belærende (dansk, litterær 90'er-minimalimse er sandelig ikke det samme som amerikansk, minimalistik 60'er-kompositionsmusik, og hvad så?, så er det noget andet!), men også personlig og skarptlæsende og frygtløs og simpelthen velskrevet:

Men, kære læser, er det overhovedet relevant at nærme sig Balles nye bøger (betitlet "Hvis" og "Så" i direkte forlængelse af førnævnte "&" fra 1990 og "Eller" fra 1998) så småpolemisk slingrende? Ja og nej. Allerede som bogobjekter i al deres stive hvidhed ved siden af de to efterhånden gulnede og slidte forgængere i samme format og opsætning kunne de ligne et minimalistisk værk udført med en helt anden konsekvens og påholdenhed, end vi har set det fra Solvej Balles generationsfæller.
Og endnu mere, når vi nærlæser. Det er uvant, som at læse et åndedræt: »Provinserne har været her længe. De hænger i luften over byen. Balloner i snor. Nogen falder ud og begynder at bevæge sig ind gennem gaderne. Hist og her sidder der mennesker på sten eller bænke. De ser sig omkring og løfter en hånd til en hilsen.«

Tømning af betydning Det er ikke fortællingen, det handler om, men sprogets bevægelser, etablering og tømning af betydning. Samling og spredning. Det er heller ikke enkelte poetisk prægnante udsagn, det handler om, men muligheden for at udskifte floden med vejen med vinden med staten med kærligheden på sætningsniveau, sådan at der etableres en sammenhæng mellem del og helhed, nu og altid. Et rum, hvor mennesket knapt nok når at fødes, vokse og føle, før det igen er væk.Det er slet ikke nemt at læse, ofte finder jeg det anstrengende monotont og kedsommeligt. Til gengæld er det et enestående tankespind, der vikler sine tråde ind og ud mellem kontemplation og stor sproglig opmærksomhed.

Velkommen i manegen, unge kollega, lad kampene begynde!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar