Jeg har helt glemt at skrige til himlen af fuld hals om Søren Faulis og Bo hr. Hansens misantropiske og offensivt sjove mesterværk (og hvad Fauli angår - hovedværk) De skrigende halse, der i anledning af 20 års-jubilæet er kommet ud på dvd omsider (min dyrebare VHS ligger og samler støv oppe i sommerhuset; i sin tid sad jeg som mange andre i den første generation af kultdyrkere og så genudsendelsen på DR og grinte, så tårerne stod ud, som ellers aldrig, når jeg så DR) og i søndags blev filmen vist på et ægte lærred i Cinemateket, hvor vi sad og så den alleryderst til højre på første række, som var et udmærket sted at sidde, når det er en i forvejen radikalt fortegnet karikatur, man sidder og ser, og lad mig bare blive helt hysterisk og sammenligne med Don Quijote, lige så meget mere underholdende den er end alle ridderromanerne, den parodierer, lige så meget mere underholdende er De skrigende halse end 80'erne! Søren Fauli sagde i sin lille intro, at en komedie jo ikke skal være sjov på papiret, men i munden og kroppene på komediespillerne, og det er såre sandt, hvad De skrigende angår, der i kombi'en af det vildt skarpe manus og de skarpt vilde skuespillere triumferer, Søren Pilmark som Djarnis(drengen), Kristian Holm Joensen som Ronnie(drengen), Thomas Bo Larsen som Frank(drengen), og fordi de spiller så TYDELIGT, kan man komme til at glemme Martin Brygman som den følsomme opportunist og trommeslager Anders(drengen), hans onde grimasseringer til spejlet, der brat falder sammen til et lykkeligt smil, er ikke det mindst klassiske i dette perfekte stykke meta-punk.
(men hvorfor er Faulis NÆSTEN lige så geniale mini-doku-trilogi, Tvangsritualer, Forsmåelse og Supermaterialisme ikke med på dvd'en som ekstramateriale (og hvorfor er kun Tvangsritualer på YouTube, se nedenfor (og link herfra jo til 2. sæson af lige nus bedste og vigtigste komedieserie Girls, hvor Hannah også lider under tvangsritualer (håber Fauli ser Girls og får lyst til at være radikalt sjov igen!)?)? og hvornår kommer hr. Hansens og Faulis NÆSTEN lige så geniale komedieserie På pletten, med Peter Frödin som opsøgende lokalt-tv-journalist, på dvd?)
LÆS BO HR. HANSENS "DEN LANGE SMØRE OM DE SKRIGENDE" I KOMMENTARFELTET!
Jeg vil gerne svare/supplere, i håb om at nogen orker at læse denne udredning til ende.
Der var engang for flere år siden, da dvd'en var et stærkere medie end i dag, og Søren endnu ikke havde lavet Pollefilm og Winnie og Karina the movie (men serien Deroute er sgu GOD), planer om at lave en større udgivelse, hvor alle Fauli-ting var med. Jeg er/var selv involveret i tre af titlerne: På pletten, De skrigende Halse og Antenneforeningen. Men for mange produktionsselskaber var involveret, der var bøvl med rettigheder, og det strandede. Den nye dvd indeholder ikke engang koncerten fra Roskilde, hvilket ville have været oplagt, men igen handlede det vist om rettigheder, og der var, ved jeg, i forvejen rigeligt bøvl med at få clearet soundtracket til filmen. Udover vores gamle ven, min forhåbentlige makker på livstid (et evigt on- and off-forhold, vistnok) Nils Lassens score og Skrigende-sange, spilles der i filmen/tv-spillet musik med bl.a. Joy Division, The Cure, The Birthday Party og D.A.F. Det er sådan noget, DR har lov til at bruge til tv-visninger, men lige så snart det skal ud på dvd eller noget andet, skal der tilladelser og penge til. Men ønsket om en dvd med På pletten er hermed noteret.
En god ting ved den her udgivelse er, at Søren og jeg er begyndt at tale sammen igen. Vi lavede én ting efter De Skrigende (udover koncerten på Roskilde og cd'en): Novellefilmen Antenneforeningen fra 1998: I erkendelse af, at vi aldrig kan eller skal lave noget, der ligner De skrigende (vi strandede nogle gange i desperate forsøg på at efterligne os selv), dæmpede vi tonen betydeligt og lavede en ret fredsommelig, men også LIDT misantropisk, folkekomedie. Men ønsket om at komme frem eller tilbage til noget nyt er også et ønske hos os, selv om vi i den grad er andre mennesker end dengang vi skrev De Skrigende. Nu har jeg jo læst Søren Ulrik Thomsen og ved derfor, at på syv år er ALT i et enkelt menneske skiftet ud, og eftersom vi satte det sidste punktum for mere end 21 år siden, er vi blevet nye mennesker tre gange. De skrigende Halse er altså ikke engang lavet af OS, men af nogle andre, som vi ikke er længere. Men VI lover at PRØVE.
Søren sagde i sin korte introduktion i Cinemateket, at manuskriptet blev skrevet på fjorten dage. Det er rigtigt og forkert. Der var et tilløb på næsten to år, hvor vi samlede mange af brikkerne til historien - og hvor jeg søgte og kom ind på Filmskolens manuslinje for at få lidt mere forståelse for dramaturgi osv. Jeg havde skrevet det allerførste oplæg, som blev ændret en del, da jeg blev parret med Søren, der i øvrigt havde været lydmand for mit gamle band Cinema Noir.
DR gav os kniven for struben. Vi skulle aflevere et næsten skudklart manus inden jul 1991, ellers ville projektet falde til jorden. Der var netop fjorten dage til. Jeg flyttede ind hos Søren, vi sad med to computere, og så sendte vi ellers disketter (floppydiscs) til hinanden og skrev scener på skift og oven i hinandens og battlede ret heftigt. Udtrykket blev vildere, end vi havde forestillet os. Vi overraskede os selv og hinanden. Der brugtes doping. Ellers kunne vi ikke have gjort det. Så et langt tilløb og et PLUDSELIGT udbrud. Sådan blev De skrigende Halse til. I den litterære verden er FORFATTEREN, hans/hendes tone, stil ekstremt vigtig. Men et filmmanuskript egner sig faktisk godt til at blive skrevet af to eller flere, det gælder om at skabe materiale til filmen, ikke om at instruktøren skal realisere din tekst (samtidig med at jeg aldrig kunne drømme om at skrive et digt eller en prosatekst med andre. For så vidt heller ikke et teaterstykke). Og selvfølgelig blev det Faulis film, som ingen andre end han kunne have lavet, og er på den måde mere en film end et tv-spil. Som manuskriptforfatter stiller du dig i en vis forstand bag instruktøren, du må forstå hans/hendes måde at se verden på, og det skal skrives, så netop den instruktør har det godt med det. Hvis det er en auteurinstruktør altså, og det er Søren, vil jeg påstå. Du (manuskriptforfatteren) udvisker på én måde dig selv, men samtidig bliver du også i den grad nødt til at bruge dig selv og skrive noget, som kun du kan, ellers kunne instruktøren jo bare gøre det selv – hvis det skal blive originalt og godt altså. Ingen af os kunne have skrevet den film alene. Jeg skrev replikker, jeg ikke ville vove at præsentere for andre instruktører, for de ville ikke kunne bruge dem til noget. Hvilket ikke er en fejl hos de andre, som måske arbejder mere med at trænge ind i karaktererne, men Sørens væsen og talent er særligt –han har en evne, når han er god altså, til at udstille mennesker og alligevel fortælle om dem, så man elsker dem, og så er han et helt afsindig sjov. Vi har så nogle gange forstået at udnytte det, vi har til fælles (ikke mindst en evne til at se svaghederne hos os selv), men egentlig også det, der gør os så forskellige fra hinanden.
En ting vi absolut har til fælles er vores dyrkelse af egen smålighed og forsmåelse. Og jeg føler mig absolut forsmået og forbigået, når du ikke nævner, at jeg også var lidt med i Cinemateket og introducere. Jeg læste "Anitas skidesmukke mindedigt" op. Som Anita Schultz (Sofie Gråbøl) læste op på Roskilde og på pladen. Det gik desværre heller ikke helt godt for mig, synes jeg, men jeg blev sgu pludselig ramt af nervøsitet over at læse en andens digt op, selvom jeg MÅSKE selv har skrevet det (det dårlige firserdigt jeg aldrig selv fik skrevet. ikke at jeg ikke skrev masser af ANDRE dårlige digte dengang). I øvrigt gik jeg i klasse med Anita Schultz. Jeg tvivler dog på, hun skrev digte. Djarnis kendte jeg fra Sorgenfris højhuse: Direktør Hans Djarnis var leder af højshusenes kulturudvalg og tildelte engang mig og nogle kammerater et øvelokale, og han var en del flinkere end De Skrigendes manager, men han sad i en magtfuld position, og vi søgte efter bedste evne at fedte for ham. I min anden digtsamling Bo nr. 2 fra 1987 optræder der en Djarnis i to tekster. På Sorgenfri Kirkegård er der en sten, der kun bærer indskriften: DJARNIS.
Ronni er en brillant som lever i de dødes rige som en sort smaragd, den vise sten på forvandlingens sted. Et himmelsk kærtegn fra bunden af mørket. Lyset der falder og dybet der kalder Ronni, din alder standsede i natten. Skøre er dine knogler. Men mit hjerte græd som et foster i modlys til lyden af junk og salmer. Kravl i et hul, mennesker, for materien rinder ud af den væltende mur. Du var min elsker i den mørke kåbe. Du var manden i rosernes seng. De gav dig navnet Drengen, Ronni. Men du var mere. De siger smaragder er grønne. Men jeg har set en sort. Som en smaragd, du lyser, Ronni. Sort som den yderste dag Hør sangen, Ronni, hør sangen i katedralen. Hør, stille, hør
Forresten var firserne også sjove at være ung i. Du skulle for eksempel have overværet en koncert med The Birthday Party. Det var grotesk humor på højt plan.
Og undskyld for forsmåelsen af Anitas digt, som du jo lige præcis autentisk FIRSERBÆVRENDE læste op i Cinemateket; jeg ville have skrevet til dig, at jeg gerne vil antage det til Hvedekorn (der tidligere har bragt fiktive firserdigte!), men nu står det her, men hvorfor skulle det være et problem (Antenneforeningen må jeg se igen, den er vistnok på YouTube? - og jep, jeg var også glad for comebacket Deroute!)!? kh
Nu skal jeg lige forstå: Er du stadig interesseret i at trykke Anitas digt? Det er du velkommen til. Anita Schultz siger ja. Hun er født i 1962 ligesom Ronni.
Antenneforeningen ligger ikke på youtube (længere). Har man adgang til Filmstriben, kan man se den dér.
Og en sidste opdatering af Den lange smøre om De Skrigende:
Jeg skrev, at mit allerførste oplæg blev ændret en del, da jeg blev parret med Søren. Ja, det tør antydes. Det vár et spinkelt oplæg, ret poetisk faktisk, ikke så dramatisk, at det gjorde noget. Om Ronni Olsen, der spillede guitar og TROEDE, han skulle dø og blev en myte på forhånd, og da han fandt ud af, han var rask, løj han i ganske kort tid. Men Søren havde tidligere i sin afgangsfilm Dagens Helt arbejdet med LØGNEN som dramatisk stof, og han foreslog, at vi byggede det hele op omkring Ronnis løgn. Og det viste sig at være godt. Sammen traf vi et andet nok så afgørende valg. I et stykke tid lod vi det være en nutidsfilm, der beskrev et band fra et grungeagtigt miljø. Men da Søren og jeg begge havde baggrund i det københavnske punkmiljø, føltes det absolut rigtigst og mest sandfærdigt at flytte det tilbage til firserne, 1984, hvor heroinen var kommet til Pisserenden, og miljøet var ved at gå til. Det krævede en del overtalelse at få DR med på at lave en "historisk film", der foregik i et for starthalvfemserne eksotisk miljø syv-otte år tilbage. Men ja, også det lykkedes, og havde den foregået et andet sted, i et miljø, hvis koder vi ikke var så fortrolige med (krykken for eksempel; en vigtig og autentisk kode)... så havde filmen ikke fået det liv, den har haft.
Og med disse ord forlader jeg den sorthvide verden og træder ind i den farverige nutid igen. Jeg ser sne.
Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.
DEN LANGE SMØRE OM DE SKRIGENDE 1
SvarSletTak for ordene til dig, Bukdahl!
Jeg vil gerne svare/supplere, i håb om at nogen orker at læse denne udredning til ende.
Der var engang for flere år siden, da dvd'en var et stærkere medie end i dag, og Søren endnu ikke havde lavet Pollefilm og Winnie og Karina the movie (men serien Deroute er sgu GOD), planer om at lave en større udgivelse, hvor alle Fauli-ting var med. Jeg er/var selv involveret i tre af titlerne: På pletten, De skrigende Halse og Antenneforeningen. Men for mange produktionsselskaber var involveret, der var bøvl med rettigheder, og det strandede. Den nye dvd indeholder ikke engang koncerten fra Roskilde, hvilket ville have været oplagt, men igen handlede det vist om rettigheder, og der var, ved jeg, i forvejen rigeligt bøvl med at få clearet soundtracket til filmen. Udover vores gamle ven, min forhåbentlige makker på livstid (et evigt on- and off-forhold, vistnok) Nils Lassens score og Skrigende-sange, spilles der i filmen/tv-spillet musik med bl.a. Joy Division, The Cure, The Birthday Party og D.A.F. Det er sådan noget, DR har lov til at bruge til tv-visninger, men lige så snart det skal ud på dvd eller noget andet, skal der tilladelser og penge til. Men ønsket om en dvd med På pletten er hermed noteret.
En god ting ved den her udgivelse er, at Søren og jeg er begyndt at tale sammen igen. Vi lavede én ting efter De Skrigende (udover koncerten på Roskilde og cd'en): Novellefilmen Antenneforeningen fra 1998: I erkendelse af, at vi aldrig kan eller skal lave noget, der ligner De skrigende (vi strandede nogle gange i desperate forsøg på at efterligne os selv), dæmpede vi tonen betydeligt og lavede en ret fredsommelig, men også LIDT misantropisk, folkekomedie. Men ønsket om at komme frem eller tilbage til noget nyt er også et ønske hos os, selv om vi i den grad er andre mennesker end dengang vi skrev De Skrigende. Nu har jeg jo læst Søren Ulrik Thomsen og ved derfor, at på syv år er ALT i et enkelt menneske skiftet ud, og eftersom vi satte det sidste punktum for mere end 21 år siden, er vi blevet nye mennesker tre gange. De skrigende Halse er altså ikke engang lavet af OS, men af nogle andre, som vi ikke er længere. Men VI lover at PRØVE.
Søren sagde i sin korte introduktion i Cinemateket, at manuskriptet blev skrevet på fjorten dage. Det er rigtigt og forkert. Der var et tilløb på næsten to år, hvor vi samlede mange af brikkerne til historien - og hvor jeg søgte og kom ind på Filmskolens manuslinje for at få lidt mere forståelse for dramaturgi osv. Jeg havde skrevet det allerførste oplæg, som blev ændret en del, da jeg blev parret med Søren, der i øvrigt havde været lydmand for mit gamle band Cinema Noir.
DEN LANGE SMØRE OM DE SKRIGENDE 2
SvarSletDR gav os kniven for struben. Vi skulle aflevere et næsten skudklart manus inden jul 1991, ellers ville projektet falde til jorden. Der var netop fjorten dage til. Jeg flyttede ind hos Søren, vi sad med to computere, og så sendte vi ellers disketter (floppydiscs) til hinanden og skrev scener på skift og oven i hinandens og battlede ret heftigt. Udtrykket blev vildere, end vi havde forestillet os. Vi overraskede os selv og hinanden. Der brugtes doping. Ellers kunne vi ikke have gjort det. Så et langt tilløb og et PLUDSELIGT udbrud. Sådan blev De skrigende Halse til. I den litterære verden er FORFATTEREN, hans/hendes tone, stil ekstremt vigtig. Men et filmmanuskript egner sig faktisk godt til at blive skrevet af to eller flere, det gælder om at skabe materiale til filmen, ikke om at instruktøren skal realisere din tekst (samtidig med at jeg aldrig kunne drømme om at skrive et digt eller en prosatekst med andre. For så vidt heller ikke et teaterstykke). Og selvfølgelig blev det Faulis film, som ingen andre end han kunne have lavet, og er på den måde mere en film end et tv-spil. Som manuskriptforfatter stiller du dig i en vis forstand bag instruktøren, du må forstå hans/hendes måde at se verden på, og det skal skrives, så netop den instruktør har det godt med det. Hvis det er en auteurinstruktør altså, og det er Søren, vil jeg påstå. Du (manuskriptforfatteren) udvisker på én måde dig selv, men samtidig bliver du også i den grad nødt til at bruge dig selv og skrive noget, som kun du kan, ellers kunne instruktøren jo bare gøre det selv – hvis det skal blive originalt og godt altså. Ingen af os kunne have skrevet den film alene. Jeg skrev replikker, jeg ikke ville vove at præsentere for andre instruktører, for de ville ikke kunne bruge dem til noget. Hvilket ikke er en fejl hos de andre, som måske arbejder mere med at trænge ind i karaktererne, men Sørens væsen og talent er særligt –han har en evne, når han er god altså, til at udstille mennesker og alligevel fortælle om dem, så man elsker dem, og så er han et helt afsindig sjov. Vi har så nogle gange forstået at udnytte det, vi har til fælles (ikke mindst en evne til at se svaghederne hos os selv), men egentlig også det, der gør os så forskellige fra hinanden.
En ting vi absolut har til fælles er vores dyrkelse af egen smålighed og forsmåelse. Og jeg føler mig absolut forsmået og forbigået, når du ikke nævner, at jeg også var lidt med i Cinemateket og introducere. Jeg læste "Anitas skidesmukke mindedigt" op. Som Anita Schultz (Sofie Gråbøl) læste op på Roskilde og på pladen. Det gik desværre heller ikke helt godt for mig, synes jeg, men jeg blev sgu pludselig ramt af nervøsitet over at læse en andens digt op, selvom jeg MÅSKE selv har skrevet det (det dårlige firserdigt jeg aldrig selv fik skrevet. ikke at jeg ikke skrev masser af ANDRE dårlige digte dengang). I øvrigt gik jeg i klasse med Anita Schultz. Jeg tvivler dog på, hun skrev digte. Djarnis kendte jeg fra Sorgenfris højhuse: Direktør Hans Djarnis var leder af højshusenes kulturudvalg og tildelte engang mig og nogle kammerater et øvelokale, og han var en del flinkere end De Skrigendes manager, men han sad i en magtfuld position, og vi søgte efter bedste evne at fedte for ham. I min anden digtsamling Bo nr. 2 fra 1987 optræder der en Djarnis i to tekster. På Sorgenfri Kirkegård er der en sten, der kun bærer indskriften: DJARNIS.
DEN LANGE SMØRE OM DE SKRIGENDE 3
SvarSletHer er:
ANITAS SKIDESMUKKE MINDEDIGT
Ronni er en brillant som lever i de dødes rige
som en sort smaragd,
den vise sten på forvandlingens sted.
Et himmelsk kærtegn fra bunden af mørket.
Lyset der falder og dybet der kalder
Ronni, din alder standsede i natten.
Skøre er dine knogler.
Men mit hjerte græd som et foster i modlys
til lyden af junk og salmer.
Kravl i et hul, mennesker, for materien rinder ud af den væltende mur.
Du var min elsker i den mørke kåbe.
Du var manden i rosernes seng.
De gav dig navnet Drengen, Ronni. Men du var mere.
De siger smaragder er grønne. Men jeg har set en sort.
Som en smaragd, du lyser, Ronni.
Sort som den yderste dag
Hør sangen, Ronni, hør sangen i katedralen.
Hør, stille, hør
Forresten var firserne også sjove at være ung i. Du skulle for eksempel have overværet en koncert med The Birthday Party. Det var grotesk humor på højt plan.
TAK FOR UDØDELIG BLOGPOST-FØLJETON, BO!
SvarSletOg undskyld for forsmåelsen af Anitas digt, som du jo lige præcis autentisk FIRSERBÆVRENDE læste op i Cinemateket; jeg ville have skrevet til dig, at jeg gerne vil antage det til Hvedekorn (der tidligere har bragt fiktive firserdigte!), men nu står det her, men hvorfor skulle det være et problem (Antenneforeningen må jeg se igen, den er vistnok på YouTube? - og jep, jeg var også glad for comebacket Deroute!)!? kh
Det var en fornøjelse!
SvarSletNu skal jeg lige forstå: Er du stadig interesseret i at trykke Anitas digt? Det er du velkommen til. Anita Schultz siger ja. Hun er født i 1962 ligesom Ronni.
Antenneforeningen ligger ikke på youtube (længere). Har man adgang til Filmstriben, kan man se den dér.
Og en sidste opdatering af Den lange smøre om De Skrigende:
Jeg skrev, at mit allerførste oplæg blev ændret en del, da jeg blev parret med Søren. Ja, det tør antydes. Det vár et spinkelt oplæg, ret poetisk faktisk, ikke så dramatisk, at det gjorde noget. Om Ronni Olsen, der spillede guitar og TROEDE, han skulle dø og blev en myte på forhånd, og da han fandt ud af, han var rask, løj han i ganske kort tid. Men Søren havde tidligere i sin afgangsfilm Dagens Helt arbejdet med LØGNEN som dramatisk stof, og han foreslog, at vi byggede det hele op omkring Ronnis løgn. Og det viste sig at være godt. Sammen traf vi et andet nok så afgørende valg. I et stykke tid lod vi det være en nutidsfilm, der beskrev et band fra et grungeagtigt miljø. Men da Søren og jeg begge havde baggrund i det københavnske punkmiljø, føltes det absolut rigtigst og mest sandfærdigt at flytte det tilbage til firserne, 1984, hvor heroinen var kommet til Pisserenden, og miljøet var ved at gå til. Det krævede en del overtalelse at få DR med på at lave en "historisk film", der foregik i et for starthalvfemserne eksotisk miljø syv-otte år tilbage. Men ja, også det lykkedes, og havde den foregået et andet sted, i et miljø, hvis koder vi ikke var så fortrolige med (krykken for eksempel; en vigtig og autentisk kode)... så havde filmen ikke fået det liv, den har haft.
Og med disse ord forlader jeg den sorthvide verden og træder ind i den farverige nutid igen. Jeg ser sne.
Tak, Anita, du er optaget, omsider!
SvarSletnej, hvor vi hygger!
SvarSlet