Jens Christian Grøndahl har intet Pop-øre (BLAH BLAH BLAH)

Jeg er glad for, at jeg kun læser om Jens Christian Grøndahls aversion mod punk/rockmusik i almindelighed og - primæridol i min privatmytologi - Iggy Pop i særdeleshed i et lobhudlende JP-interview og ikke i originaludgaven i det skrivende cashmeretørklædes nye essaysamling Den sibiriske måne, for ellers havde jeg med sikkerhed fået et apoplektisk anfald (samlingen skal også forestille at indeholde et grande essay om Jørgen Leth, som det heller ikke er tilrådeligt for mig at læse, de to har INTET til fælles, Jørgen skylder for helvede den avantgarde, som Grøndahl hader, Duchamp, Cage, Warhol, Godard, ALT):

Han ville egentlig have været digter. Han ville det så meget, at han i sin ungdom droppede ud af filosofi på Københavns Universitet, fordi filosofiens strenge logik føltes som et svigt af poesien. I stedet blev han uddannet filminstruktør. Det var nogenlunde på det tidspunkt, da den sidste sorte rest af 1970'ernes primale punkskrig blev til de første 1980'eres klynkende mørke, at han stod til en koncert med Iggy Pop i Odd Fellow Palæet af alle steder. Han skriver om det i essayet "Jeg vil også være ung engang", og der er grund til at nævne det her, fordi det viser noget af det omvendte oprør, der er i Jens Christian Grøndahl. For mens alle omkring ham lod sig rive med af Iggy Pops maniske punk, stod han der og tænkte på dengang, han var til afdansningsbal i samme lokaler. Musikken tog ham ikke. Han registrerede kun »goldheden bag den postulerede frigjorthed,« som han skriver. Han var ikke frigjort nok, ikke sort nok, ikke vrængende nok. »Det var en postuleret form for oprør. Det var normen, at man skulle være oprørsk og vild og sort og surmulende. Siden dengang har jeg følt mig på tværs af tidsånden. Den dér selvhøjtidelige idé om at konfrontere småborgerligheden med en sandhed, som man selv skulle forestille at ligge inde med. Jeg kunne ikke finde ud af at gebærde mig på den måde, jeg var ikke sort nok,« siger Jens Christian Grøndahl.

Jeg forstå ikke det med goldheden bag den postulerede frigjorthed (punken eller Iggy (som jo altså ikke er punk, højst godfather til den)) har vel aldrig postuleret at være frigjort, det var 68'ernes postulat, og hvad betyder gold? det modsatte af frugtbar? men jeg troede ikke, Grøndahl var Hereticaner?), og alt det pis med at konfrontere småborgerligheden, som også Thomsens og Stjernfeldts Kritik af den negative opbyggelighed er fuld af, de kan selv være rent polemisk defineret i deres konservative kedsommelighed. Iggy er skøn i og med sig selv, en fremragende, rå og raffineret og VITTIG sangskriver og på scenen en showy, Barnum. Bailey and Ringling Brothers-realisering af Artauds grusomme teater - se bare på OPFØRELSEN af hans eneste rigtige hit "Real Wild Child" i 1987-klippet fra Letterman nedenfor (inkl, i det efterfølgende interview hans Soupy Sales-sangtekst-poetik: 25 words or less - prøv det, Jens Christian!) og som sådan den perfekte modsætning til Grøndahls smagfuldt banale romankunst og persona, et virkelig vildt barn vs. en forlorent domesticeret voksen: