Bedre end at skælde kolerisk ud på anmeldere

er det at vrisse resigneret og sarkastisk og verdens- og litteraturtræt af dem, som Lars Frost gør i sit bidrag til Den Blå Port 91, betitlet efter Freud "De seksuelle abnormiteter", og NB citere et vers på latin - prøv det næste gang, Mik:

(efter uddrag af Lilian Munk Rösings og Jon Helt Haarders anmeldelser af Skønvirke):

Ja, det er banalt. Hele bogen er et katalog over banaliteter, kedsommeligt genkendelige forestillinger og itulevde samværsmønstre. Kedelige mennesker. Underlagt den øjeblikkelige behovstilfredsstillelses nødvendighed.
  Måske Rösing + Haarder lever i en mindre banal verden end jeg.
  Pulcha sunt, quae videntur
  pulchrioria quae sciuntur
  longe pulcherrima quae ignorantur.
  Jeg er misundelig på dem og deres verden.
  Jeg lever i en meget banal verden.
  Jeg går op til baren og bestiller - uden at tænke nærmere over det: En elefant og et glas vand, siger bartenderen, som åbenbart tænker mere over tilværelsens mysterier end jeg. Nej nej, svarer jeg. Vandet, det er ikke til mig. Det er til elefanten.

Hvilket også er en langt stærkere og præcisere fortolkning af romanen og forfatterskabet end Anne Fastrups monomant kønnende andetsteds i bladet.