Monografik

Grundlæggende og principielt har man jo bare at være totalt begejstret og taknemlig for Arenas monografi-serie, der i sidste uge omsider blev skudt i gang med Asger Schnacks bind om Morti Vizki (med undertitlen og (genrebetegnelsen?) "En kærlighedserklæring") og Elisabeth Friis' bind om Pia Juul - når man nu i et par årtier har hylet op over manglen på monografier om de sidste tre-fire generationer af danske forfattere og ikke selv har nosset sig sammen til at levere sit eget bind i serien (endnu); og Vizki og Juul er absolut ikke dem, der mindst trænger til at blive monografiseret (der har i langt tid være en for længst færdig antologi om Morti Vizki (som bl.a. jeg har bidraget til) på bedding, redigeret af Kamilla Löfström og Birgitte Hesselaa; jeg ved ikke, hvad status er lige nu, men det kan Kamilla, hvis hun læser med, måske oplyse). Og de to monografier er som udgangspunkt eksemplarisk forskellige; jeg selv ligger vel et sted midt i mellem med den monografi, jeg har skrevet om F.P. Jac, og dem. jeg har sagt ja til at skrive (og derfor på et eller andet tidspunkt, der altid er SNART, bliver NØDT til at skrive), om Hans Otto Jørgensen (til Arena) og Per Højholt (til Gyldendal (jeg mener så, jeg burde skrive mindst 4-5 om Højholt foruden de 2-3 om Laugesen, som ingen har bestilt, som alt har bestilt, og de 1-2 om Turèll, hvortil kommer monografierne om Madsen, Mathiesen, Mortensen, M. Larsen m.fl ...)): Schnacks monografi optæller systematisk-kronologisk og karakteriserer lyrisk-impressionistisk den komplette produktion (der så alligevel ikke er komplet, se nedenfor), Friis fokuserer på tværs af kronologi, genre og værker på 2 1/2 motiv/teknik i forfatterskabet, gåde/kriminalistik, død/spøgelser, stemme/intertekst/navneleg. Og så kommer jeg ikke udenom smagsdom og mandejævning: Friis' monografi er mange gange bedre end Schnacks, som jeg ikke kan forstå, at redaktørerne (Friis og Tue Nexø) ikke har været skrappere ved. Selve den Schnackske bogholderagtige, digressive, lyriserende metode må man jo nok take or leave, men hvorfor har de ikke bedt ham om at rette op på det skandaløst mangelfulde og overfladiske, fire og en halv side korte afsnit om Vizkis dramatik; man kan jo ikke tvinge Schnack til at sætte dramatikken lige så højt som Vizki selv (og mange med ham -  og i hvert fald er det noget vrøvl, vil jeg mene, at det som sådan og uden videre er kunstnerisk diskvalificerende for dramatikken, at den sprogligt opfører sig relativt mindre excentrisk), men når nu alle andre Vizki-produkter, inkl. lp-plader og kortfilm, pligtskyldigt registreres og kommenteres, holder det jo ikke, at 9 ud af 13 radiospil (2, medregnet i de 4 undtagelser, er parallel-værker til kommenterede skuespil) og de 2 operalibrettoer (begge trykt i teaterprogrammer) ikke får et eneste ord med på vejen; det er ikke nogen undskyldning, at radiospillene ikke er publicerede, de burde ikke være svære at få fingre i, slet ikke for en dygtig sporhund som Schnack (og F.P. Jacs radiospil (særdeles centrale i min monografi) har han ikke noget problem med at henvise til). For fanden da for en misere! Jeg har det besværligt med at kritisere den Schnackske metode, fordi jeg selv helst og gerne gør mig skyldig i bogholderi, digression og lyrisering. Hos Schnack har alle tre faconer bare en tendens (og nogle gange helt bevidst, oplever man) til at undvige og undergrave læsningens præcision frem for at styrke og slibe den (digressionerne ved at være (vilkårligt) bogholderagtige). Jeg kan godt forstå, at redaktørerne (hvis det er deres valg) på bagsiden citerer Schnacks "portræt" af Vizkis digtsamling nr. 2, Vokseværk, for den viser eksemplarisk, hvad lyrisk karakteristik kan som bedst, nuancere spændstigt og øjeåbnende (nu lyder jeg som Schnack!) og er et højdepunkt i bogen: "Sådan følger digtene, selvbevidste, legende, ikke til at skyde fra sig som entydige eller nu snart tømte, for de blinker og glitrer og sitrer og simrer. Og skinne, og skåner ikke sig selv, for de åbner for kramper og kropslige svimmelheder og ubehag og angstanfald og lethed igen og nærmest en ballet lidt efter. Sådan er disse digte uberegnelige, men ægte. Dvs. oprigtige i deres leg med attituderne." Men sammenlign så med dette billede, der måske nok har en vis poetisk værdi i sig selv, men intet, så vidt jeg kan se, har at skaffe med den bog og det digt ("Et digt om selve livet" fra Mange boliger, Schnack har gang i noget løs, men OK religiøs fortolkning), der behandles: "Der er tale om en mystisk sammensmeltning såvel som et jordisk fællesskab. Og det sidste er det, hvorfra digtene henter deres næring - via et rodnet af flere retninger på én gang, som var det en underjordisk stjerne, der brød op i digtform!" !!?? Lidt over 2 sider bruges på Mange boliger, mens Vizkis sidste, posthume digtsamling, Almanak, som Schnack øjensynligt (og med rette) ikke sætter mindre højt, overstås på en halv side, der siger så godt som ingenting (munch-petersen-sammenligningen synes jeg ikke holder, intet imagistisk ved Vizkis digte): "Det er en vildt smuk samling, som udmærker sig - lidt ligesom en af de vigtigste digtsamlinger fra det 20. århundrede, Gustaf Munch-Petersens Nitten digte - ved at rumme digte, der slår ned som lynet, og andre, der siger ligeud det, digteren gerne vil sige om menneskelivet." Det er sgu en sølle (karakteriseret) typologi! Og nu har jeg brugt alt for meget plads på Schnacks svage, flimrende monografi, for langt hellere burde jeg jo have rost løs på Friis' stærke, distinkte monografi. Der ikke mindst, i forhold til Schnack, udmærker sig ved at udlæse og oprette nogle centrale karakterstika ved Juuls forfatterskab, personer der er "kommunikationsnægtere" fx og (fantastisk godt set) "sammenknytningen af et vagt henvisningsniveau og en stærk poetisk stemme", og udfolde dem og sætte dem i spil (med hinanden) via minutiøse nærlæsninger. Især i anden del er flere af de centrale karakteristika måske ikke mere originale end som så (og rimeligt nok), fx flerstemmigheden, men beundr her Friis ekstremt lydhørt sætte polyfonien i det klassiske Juul-digt "Men jeg ville heller ikke det jeg ville" på noder i bogens mesterlæsning, der begynder sådan her: "Men jeg ville heller ikke det jeg ville (trodsig - indikation: men)/ Og det jeg ville vidste jeg ikke hvad var (resignation - indikation: rytmisk lukket sætning)/ Jeg ville så gerne ha dig (melankolsk - indikation: så gerne - troskyldigt og ærligt stilleje")/ Så fik jeg minsandten det/ jeg ville ha, og hvad gør man så (ironisk - indikation: "ha" (både som idiolekt og latter-udråbsord, dertil minsandten)". Schnacks monografi blev jeg som Vizki-fan frustreret af: hvorfor må jeg ikke få nogle reelle, ambitiøse bud på, hvad der gør Vizki særlig og væsentlig? Friis' monografi blev jeg som Juul-fan klogere af: generøst giver hun en række (uden at påstå at det er alle) bud på karakteren af Juuls særlighed og væsentlighed, hvoraf flere er splinternye og alle underbygges med nærlæsninger - så får man sit lykkelige monografiX.