lørdag den 12. maj 2012

Onsdagsekstra på en lørdag

I anledning af to års-jubilæet for middag + oplæsnings-eventen Opdigtet Onsdag udsendte Frk. Onsdag, April Lauring, en vældig antologi, Det bedste af det bedste på en opdigtet onsdag, som jeg endelig fik i hænde i går ved en videoptagelse i onsdags-lokalerne på Islands Brygge, hvor Mai Misfeldt og jeg skulle snakke Helle Helles Rødby-Puttgarden i forbindelse med et fortjenstfuldt. ambitiøst onsdags-projekt på gymnasierne, der bl.a involverer særudgaver af nyklassikere af Helle, Lars Frost og Pablo Llambìas; de fleste af de to års onsdags-mevirkende bidrager til antologien og mange af dem med friske tekster, herunder ikke mindst Helle med disse tre distinkte drømme:

Jeg ligner Østen Warnerbring i Line Knutzons nye bukser.

Ida Jessen siger, at det klæder mig umådelig godt at tygge igennem på mit tyggegummi. Jeg har altid gået og smågnavet, siger hun.

Da jeg ligger i dynerne med min mand, dukker Yves Saint Laurent op for fodenden. Jeg spørger om jeg kan gøre noget for ham, og han beder om en "Number one 2 go". der er tale om ufattelig velplejet kød.

Jeg har ikke læst det hele, men lad mig også fremhæve Jens Blendstrups. Lars Frosts, Pia Juuls, Hans Otto Jørgensens (forklædte nye kalkun-tekster?), Harald Voetmanns og brd. Woetmanns bidrag og citere René Jean Jensens perfekt Renéske og Jeanske og Jensenske tekst:

Sommerfuglen fløj hurtigere end jeg havde forestillet mig. Og lavvandet var lavere. Ålekvabberne mindre. Bag og over os stod en lærke og forsøgte at lyde som mindst to. Vindmøllerne var til gengæld fuldkommen efter bogen. Hvor humorforladt en opgave at skulle falde i søvn. I miniature-kirken så vi en ormædt Jomfru Maria med forslået ansigt, forskubbet næse, gennembokset. Jesu torturoffer, armløs, hængende på korset i rygsøm. Ryler minder mig altid om litteratur, og det, at jeg ikke ved hvad ryler er. Strandko så længe på os med indisk ynde. Søvn som noget uventet på langs? Om morgenen planlagde jeg at slå mig selv på kinden ved en officiel lejlighed. Om aftenen havde der ingen lejlighed været, åbenbart.

God falsk onsdag!

2 kommentarer:

  1. Måske et mærkeligt sted at komme med en tilføjelse/rettelse til bogen. Men jeg er også med i antologien og blev ramt af en mikroskopisk depression, da jeg opdagede, at de måske allervigtigste oplysninger ikke er blevet trykt, nemlig følgende: Mit bidrag er en tekst skrevet i 1983 og trykt første gang i tidsskriftet/fanzinet Sidste Skrig, første optræden overhovedet som "hr.", og tja, det var min begrundelse for at sætte den i onsdagsbogen, ikke stolthed over teksten som sådan.

    SvarSlet
    Svar
    1. orv; den har jeg endnu heller ikke læst, set, kigget på: wow-wow. Jeg troede næsten den var forsvundet bag alle de forsvundne ting.

      Slet