mandag den 28. maj 2012

Okayyyyyyyyy . . . TILLYKKE THOMAS B!

Thomas Boberg har fået tildelt Det Danske Akademis Store Pris, også kaldet den Store Klat, og TILLYKKE! med det - og bestemt ikke noget urimeligt valg, tre fjerdedele af de sidste 15 års bøger har i al deres rasende og indædte, sort lysende koksethed været vildt glimrende, de bedste: Americas, 1999, En stående aftale, 2002, Livsstil, 2005, Under uret, 2006, og frem for alt og allersenest Hesteæderne I  og II, 2010-11.

Valget følger Akademiets yderst forsigtige og langsomme, 1 etage ned, 5 op, elevatortur ned gennem generationerne (i litteraturens fra bunden stadig voksende babelstårn); 80'er-generationen fik sin foreløbigt eneste store klatmodtager med F.P. Jac, født 1955, for 4 år siden, og nu er vi så nået ned til sen-80'er-digterne (i et par årtier har det været en betingelse at være fyldt 50) med Boberg, født 1960 - og det ligner mistænkeligt et konsensusvalg, jeg kunne godt nævne andre (levende) digtere (af ikke mindst digte) fra den kvalitativt eksplosive mellem-generation, jeg ville have peget på først, selvom det er lidt skarnagtigt at gøre, men jeg er og bliver kritisk skarn: Pia Juul (der som akademimedlem ALDRIG kan få prisen, bizart nok, Inger C fik den heller ikke, grotesk nok - men OK, S.U. Thomsen og P. Tafdrup sidder også i Akademiet ...), Niels Frank og Simon Grotrian. Af ældre, prisværdige digtere vil jeg nævne favoritterne Henning Mortensen, Eske K. Mathiesen, Viggo Madsen (der ikke har fået en eneste Akademi-pris), Hans Otto Jørgensen og Marianne Larsen ( MARIANNE!). Om 2 år er det atter en gammelforfatters tur, og helst en af de nævnte selvfølgelig, og om 4 år kan elevatoren så rykke ned til 90'er-generationen, hvis mest fremragende (alle jo kvindelige) medlemmer til den tid så småt er i 50'erne, Balle, Hesselholdt, Aidt, Knutzon, Helle, Pryds, Hammann, og dem kan de næste ti-tolv år så gå med at give prisen, før turen omsider kommer til Ursula A.O, og om 25 år skriver jeg blogpost (direkte på jeres hjernebark) om, at det fandeme var på tide, at Theis Ørntoft fik den store klat.

Bla, bla, bla! TILLYKKE THOMAS!

1 kommentar:

  1. Priser er mangfoldige i tiden - brogede - jeg undrer mig over at Politiken bringer et slapt digt af Pia Tafdrup på forsiden af KULTURSEKTIONEN nogle dage før hendes 60-års fødselsdag?

    Hun har skrevet bedre. Hvem redigerer?

    SvarSlet