søndag den 15. april 2012

Gud holder ikke kæft

Jeg var i aftes inde og se premieren på instruktør Simon K. Bobergs og komponist/musiker Bebe Risenfors' og skuespiller Mads Willes imponerende agile og loyale, sjove og bevægende versionering af Jens B's hellige nyklassiker Gud taler ud på Huset teater - en succes parallel med Mungo-Park-versioneringen af Helle Helles Dette burde skrives i nutid, derved at brødteksten tages i munden af skuespilleren/skuespillerne, med samt regi/jegfortælling, som den verbatim står på siden, uden dramaturgiserende omskrivninger, og årsagen til, at det (ikke)greb virker åndssvagt godt, er selvfølgelig ikke kun scenekunstnernes kunst, men også at der er så meget fint og sært liv i originalteksternes stemme pga. forfatternes utrolige talent.

Der sidder også gode, proffe folk og vil lave en SPILLEFILM ud af Gud taler ud. og jeg tænker på, hvor tilfreds den virkelige gud, jens' far mag. art. Uffe Blendstrup, ville være med at få sin udødelighed sikret gennem en decideret franchise, en flermedial Gud-industri, tv-serie, tegnefilm, musical, dukketeater, kun fantasien sætter grænser, med at være en af de få, store, originale KARAKTERER i ny, dansk litteratur; det var lige før, jeg kunne se ham sidde ved siden af lykkeligt forfjamskede og tryllebundne Jens i det som lummer natcabarat forklædte teaterrum og nikke værdigt til rekonstruktionen af sin Risskov-suverænitet.  

To sekvenser er nyskrevet/arkivgenopvakt til forestillingen, det fulde manus til hvilket befinder sig i programmet, denne her er allerede nynyklassisk:

Gud er kravlet ned i den svenske dragkiste for at synge Kingos salme. "Her vil ties, her vil bies", men nu er låsen gået i baglås, og Gud kan ikke komme op, og der er ingen der vil lukke ham ud. For han har råbt for meget og været ud til bens, og Gerd Lilian er ikke hjemme. Drengen sidder i hver deres Wegnerstol. Endelig har de ham. Og Gud har været dum, for det er den svenske dragkiste med den tunge lås, som Gerd Lilian plejer at holde åben med en trøje. Med hvad ved Gud om svenske dragkister? Hvad ved Gud om børnetøj? Han vil bare synge fra en ny position. Nede fra dybet. Han vil være som en Farao i sin pyramide, nej, endnu bedre, som Herluf Trolle i sin sarkofag. Han lægger sig med armene på brystet. Mumificeret af tre dagens druk. Og først er der kraft i  "Her skal ties, her skal bies, her vil ..." og så videre ... Men så falder han i søvn og vågner i mørket, på en grantrisse og sin gamle uniform, og så bliver der fumlet, og så bliver der grædt- "luk mig ud, unger, far er herinde! Det er lillefar!" Men ungerne vil ikke. De er derude, men de åbner ikke den skide kiste. Og Gud bliver mere og mere ædru og trøstig. "Aaargh! Menneskehed, så luk mig da ud af det her svenske monstrum fra 1600 og hvidkål!" OG Gud ser for sig tiden gå, og huden løsner sig fra hans knogler. Gud ser for sig sit hus forsvinde, bræer skyde op, og dale blive dannet. Han ser det ske. "For helvede i satan! Er der nogen!?" Ungerne åbner først, da Gerd Lilians indkøbsvogn når frem til hoveddøren. "Goed, bring mig i seng, bliv hos mig, og lad lyset brænde!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar