Det frustrerende ved at anmelde Klaus Høeck, og i dag hans fantastiske nye betonklods live, er at man bliver nødt til at bruge en masse tid på at referere hans systemer, som ca. er de samme som sidste gang rundt og rundt og rundt, og det tager bare en masse plads, især jo når man ikke længere har særligt meget plads til at anmelde store (og små), fantastiske bøger, og når man også gerne vil citere mindst to hele digte (for at give Høeck-poesien det oplag den fortjener: de ca. 60.000 eksemplarer), så er der bare utroligt lidt plads tilbage til at sige noget om, hvorfor Høeck-poesien er så forbandet læseværdig, også uden at skele til systemerne, og jeg når aldrig frem til ikke at skele til systemerne, og jeg ville også have sagt noget om, at digtene ved 3 gange at tage titler fra de mest brugte 100 navneord i de samlede megasamlinger bliver en bevidst Høeck-encyklopædi (der kan konkurrere med Frederik Stjernfeldts), og om auto-encyklopædien som den modne digters hyper-ruitne og om de bevægende hyldester til levende og afdøde kolleger, fra Laugesen til Anders Arrebo, og om, at Høeck afslører sig som noget så sjældent som en bilglad poet (det var Højholt også, hvad Høeck linker til i et Scania Vabis-digt):
sne
wwrooom overha
lingsbanen rød opel cor
sa som jeg altid
har ønsket mig die
sel uden filter wreeeoow
var det en porsche?
min far døde i
en toyota corolla
skreee en hurtig
mercedes som på
computerskærmens ninten
dospil derhjemme
op i femte gear
og uden om rutebi
len fra arriva
wroooom modkøren
de volskwagen skidengrå
som indslev kirke
til venstre wreeem
en citroën picasso
til højre stakkels
mand sskreee ned i
tredje gear - hvad blir det
næste en ford jorn?
wroooom en grøn su
zuki overskrider fart
grænsen der er in
gen sne i luften
endnu ingen politi
razziaer det
er ikke min skyld at
vi ikke når frem til guds
tjenesten i ti
de jeg har kun kø
rekort til motorcykel
uden sidevogn
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar