lørdag den 11. februar 2012

At være Guldageranmeldelseslæser

når jeg plejer at være Guldagerlæser og Guldageranmelder, er underligt.

Katrine Marie Guldagers nye roman får 4 hjerter i Politiken af skjult lunkne Bjørn Bredal og 4 stjerner i Berlingske af skjult lunkne Eva Pohl og 3 stjerner i Jyllands-Posten af eksplicit lunkne Erik Svendsen og en så godt som eksplicit lunken anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Lars Handesten og en på-den-ene-side-på-den-anden-side-anmeldelse, der ender på den positive side, i Information af Lilian Munk Rösing (men lader man negativiteten fylde lige så meget som positiviteten i sin anmeldelse, kan der vel til syvende og sidst ikke være tale om en god bog, når der NB ikke er tale om en debutant, men om en anerkendt forfatter med et langt forfatterskab bag sig) og en totalt uargumenteret positiv anmeldelse i Weekendavisen af Poul Behrendt (der synes at mene, at Guldager er den første forfatter siden Thomas Hardy, der har fundet på at benytte sig af alvidende fortæller, med licens til forudskikkelse af handling etc, hvilket jo er eklatant og komisk forkert, hvad angår bare de sidste 10 års danske litteratur, fra Peter Adolphsen til (det er lang, lang vej) med neo-Guldager nært beslægtede Jette A. Kaarsbøl). Hvilket smart nok giver forlaget ret til at kalde bogen kritikerrost, selvom rosen ved nærmere eftersyn er dybt ormstukken.

I stedet for omstændeligt at stikke til anmeldelserne, vil jeg bare citere de tekststykker, hvoraf de fleste er billedsproglige nemlig, som anmelderne (tilsyneladende) citerer for det (kunstnerisk og livsvisdomsmæssigt) gode:

(Pohl)
(Datteren Leonoras følelser er kraftfuldt beskrevet:) »Så intens var Lillys interesse, at Leonora frygtede at være alene sammen med hende. Den mor, hun havde længtes sådan efter i det seneste års tid, var et mareridt tæt på.«

(Bredal)
"Leonora knugede sig ind til sin mor, som var det sin egen overlevelse og ikke bare en falsk pels, hun knugede sig ind til«

(Rösing)
»Hans hår var vandkæmmet på en måde, der fik én til at tænke på afskårne lemmer og pludselig homoseksualitet.« (næsten punket ordknapt, men også problematisk: pludselig homoseksualitet (hvad det så end er?)  som ligestillet med afskårne lemmer?)
(Som kunstnerinde sidder Lilly og tegner små mønstre. Et sted forekommer disse mønstre hende at være) »små glimt af sandhed«. (Et andet sted forekommer de hende at være) »små blyblomster, vokset frem på papiret netop dér, hvor kærlighedsevnen var blevet brændt«. (Her tager fortælleren ikke stilling, men enden på det hele bliver, at Lilly må forfølge sine små mønstre, hvad enten de er sandhedsglimt eller sår. Og det er en smuk morale.)

(Behrendt)
»At Leonora i dette øjeblik blev målt og vejet og udvalgt til at være Ellas hadeobjekt nummer et, havde hun ingen anelse om,«

Dette er ikke gode, dynamiske sætninger (og sprogbilleder), smagsdømmer jeg umiddelbart som menig Guldageranmeldelseslæser, det er bastant og klodset (syntaktisk og i konkret-abstrakt-balancen) banale sætninger (og sprogbilleder) - og ergo tro jeg ikke en snus på de positive smagsdomme.

3 kommentarer:

  1. Som læser af Weekendavisen bliver jeg en kende forvirret af din jongleren med kasketten! :-)
    Skulle dit indlæg efter min mening egentlig stå i avisen og ikke her? hm hm - Ærgrer du dig over at det ikke er dig, som er sat til at anmelde bogen? hm hm - Hvad forhindrer så, at din anmeldelse kommer her på bloggen? Nu læser jeg din 'anmeldelse af anmeldelser' af en bog du måske ikke har læst? Og jeg har jo hverken læst den ene eller den anden bog af Guldager, sådan som det jo forholder sig med så mange bøger, for hvem læser ikke OM flere bøger end de rent faktisk læser - hvor meget mere META kan det sådan en lørdag blive, når jeg så også blander mig i debatten..men det går jo nok, hvis jeg bare beholde den hvide pind i munden, som jeg har lånt af Troldepus...

    SvarSlet
  2. Kære Per-Olof

    Som altid er min blogposter tilstræbt Realistisk Spontane: Hvad jeg fikserer og tænker og formulerer lige nu stedt i verden og læsning. Og her er situationen, at et forfatterskab, jeg altid har anmeldt og efter lang tids begejstring anmeldte mere og mere skuffet, anmelder jeg for første gang ikke. Hvilket jeg egentlig ikke tror, jeg er sur over (som besværget i en tidligere blogpost). Hvordan reagerer jeg så på den (ikke)situation? Åbenbart sådan her: Jeg nægter at læse bogen (hvilket det implicit fremgår at jeg ikke har gjort), men nærlæser til gengæld interviews og anmeldelser ekstremt, næsten aggressivt mistænksomt. Sådan er det, fordi sådan er det. Og om det skal stå i avisen eller er ej, afhænger af så meget, også tilfældigheder, men i avisen er der jo, rimeligt nok, en hel del filtre, redaktionelle og format- og genremæssige, som der ikke er på bloggen, ligesom avispublicering tager sin tid, bloggen er øjeblikkelig, hvilket rimer godt på spontanitet.

    kh

    SvarSlet
  3. Kære Lars - følte blot trang til at 'spontant'! -at give udtryk for, hvordan det så opleves på - det der opleves som - den anden side af rampen! :-)

    SvarSlet