onsdag den 21. december 2011

Kan et hulk være hæderligt?

Pia Juul kommenterer på, at jeg i min blogpost lige nedenfor ikke er sikker på, at min gråd over Dy Plambecks roman Gudfar er "kunstnerisk legitim gråd":

jeg vil gerne bede om en blogpost der forklarer begrebet "kunstnerisk legitim gråd" ... Please?

Jeg forsøger!

Først vil jeg understrege, at jeg synes Gudfar som sådan er kunstnerisk legitim og kvalificeret og (i al flosset uordentlighed) I ORDEN, at det med andre ord er en temmelig god roman, og at det særligt fint vellykkede - fordi modigt konciperede - er portrættet af en i bund og grund, trods alle mulige betænkelige træk (voldelig opfarenhed fx), GOD(HJERTET) (og oven i købet troende) mand, nemlig Uffe; hans velmente, men akavede omsorg for sin far og sin mor og sin guddatter finder jeg genuint, kunstnerisk legitimt rørende (fordi Uffe er karakterfuldt levendegjort via skrivekunst!), men jeg græder ikke over den, det gør jeg, eller jeg fælder en tåre i det mindste, hvilket er galt nok, over slutningen, hvor !SPOILER ALERT! Uffe efter på tv at have set sin guddatter Petring fanget midt i rydningen af ungdomshuset springer på motorcyklen:

Tåregassen sved i Uffes øjne, selv bag skærmen på hans hjelm. Hans øjne løb i vand. Reb, hjul, skrogene af udbrændte biler, der lå med bunden i vejret, stiger, brædder, et virvar af folk, dfer løb i alle retninger, den hylende lyd af bilhorn, der sad fast. Uffe kørte gennem det hele. Hans fortsatte op på fortovet, butiksruderne splintres omkring ham i den tunge lugt af træ, der brændte, en palle blev smidt ned på vejen foran ham. Han måtte slå et kraftigt slag til siden for ikke at køre ind i den, og der var hun. Hun stod på den anden side af gaden, et stykke fra et bål. Hun havde taget elefanthuen af og hætten på sin trøje op over hovedet. Uffe bremsede op. Petring, tror du, vi har hele dagen? råbte han. Der gik et øjeblik, før hun vendte sig om mod ham, som om lyden var forsinket i luften. Hun stod med armene ned langs siden og så på ham et øjeblik, før hun løb hen til ham.

SLUT
&
HULK

Igen, jeg synes det er fedt, at Dy kan og tør slutte sin roman med en så skamløs hollywoodsk en happy ending, bad endings er ikke nødvendigvis mere kunstnerisk legitime - jf. David Lynchs kvababbelser med slutningen på Wild at Heart (fra David Breskins interviewbog Inner Views):

I didn't buy the ending in the book. In the first script the ending was true to the book [Sailor and Lula go their seperate ways]. But emotionally it wasn't ringing true at all! I couldn't think of a reason when Samuel Goldwyn [filmselskabsmand] asked me, "Why is he leaving?" He hated the ending. If it had been honest, I could have given him an answer. But I said, "I hate the ending too." I think they've learned a lot more, and grown more, even through fantasy, this way. The other way was a real ... defeat./ Does the happy ending make you happy?/ Well, the thing is  ... yeah, of course it does. And it rings true to me, also. I think that Sailor and Lula are so fantastic a couple - I really like them a lot.



Mit problem med min tårekniben, er, at jeg ALTID kniber en tåre over happpy endings, lige meget hvor elendig bog eller især film, det er en lykkelig slutning på; mine tårekanaler er og bliver ÅNDSSVAGT sentimentale, ikke til at stole på over en dørtærskel i kunstneriske materier. Derfor er det problematisk for mig at skelne mellem kunstnerisk legitime og illegitime tårer, det er samme våde gråd. Dilemmaet kommer, fordi jeg faktisk kneb en tåre over slutningen; hvis jeg nu bare havde tolket spørgsmålet om, hvilken bog jeg "græd til", som, hvilken bog jeg var mest rørt over, kunne jeg sagtens havde svaret Gudfar. For jeg tror faktisk ikke, at jeg reelt har grædt eller knebet en tåre over Susanne Stauns Hilsen fra Rexville, som da også er rørende/bevægende/"tårevækkende" på en anden eller tredje måde end (de to måder i) Gudfar, ved nemlig, i de kursiverede mail-afsnit om en pige i en Münchhausen by proxy-mors vold, effektivt, cool indfølt at fortælle om grusomt sørgelige/ sørgeligt grusomme hændelser. Lad mig lave det mindste system over (principielle, kvalificeret potentielle) ) tårevækkelser; 1. Det er vildt synd for nogen (medlidenhed), 2. Nogen er vildt gode af sig (rørthed), 3. Det ender vildt godt for nogen (som man har lært at kende) (bevægethed (hvis ikke 2 er bevægethed og 3 rørthed?)). Gudfar er (legitimeret) 2 og 3, Hilsen fra Rexville er (legitimeret) 1, Oliver Twist er (legitimeret) 1, 2 og 3. Okay!?

2 kommentarer:

  1. Teksten til Pulp's "Happy Endings":

    Well, imagine it's a film & you're the star & pretty
    Soon we're coming to the part where you realise that you should give your heart
    Oh give your heart to me.
    Now the orchestra begins to make a sound
    That goes round & round & round & round & round & round & round & round & round again
    And we kiss to violins.
    Well some sad people might believe in that I guess
    but we know better don't we?
    We know all about the mess.
    The aftermath of our affair is lying all around and I can't clear it away.
    No. And d'you think that it's so easy to find?
    Somebody who is just your kind?
    Well it might take you a little time but I'm going to have to try.
    Oh yeah I'm gonna try.
    And I know no-one can ever know which way to head
    But don't you remember that you once said that you liked happy endings?
    And no-one can ever know if it's going to work
    But if you try then you might get your happy ending.

    SvarSlet
  2. Mange tak! Jeg kender udmærket til at stritte imod når jeg kan mærke der bliver trykket på effektive "gråd-knapper", især i film. Men anmeldere (og vist også jeg selv) kan komme for skade at bruge gråden som en ros – denne bog fik mig faktisk til at græde! Okay. Gør det så bogen god, hvis man har en idé om at det slet ikke var meningen man skulle græde, at det ikke var forfatterens hensigt? Bliver det SÅ til kunst af den grund??

    SvarSlet