tirsdag den 6. december 2011

Digterhilsenens imperativ

På vej mod det rundtosset etniske julemarked på Axeltorv passerede jeg, ca. ved Kirkebys murstensbrandhane, digteren Marianne Larsen, der stod og pudsede sine briller, hvilket jeg ikke ville forstyrre hende i, eller ville jeg bare ikke forstyrre mig selv i min æbleskivemission (og ja, det var nogle fæle fryseæbleskiver, men det havde jeg forudset, at de ville være, og de var til hver en tid bedre end ingen æbleskiver - til forskel fra fæl frysepoesi, der aldrig er bedre end ingen poesi!)? - og bør vi ikke altid hilse på store digtere, lige meget hvor meget det forstyrrer dem og os!?

2 kommentarer:

  1. Ikke når de er ved at pudse deres briller - men ellers jo.

    SvarSlet