Jeg bliver så taknemlig for den overbevisende veloplagte, dårlige, dårlige anmeldelse, der effektivt forhindrer mig i at købe et kunstprodukt, jeg gik og havde et halvt godt, halvt mistænksomt øje til, samtidig med at jeg til overflod underholdes ondsindet - dagens eksempel: Klaus Lynggaards blæret blodige anmeldelse i Information af Lou Reeds og Metallicas Lulu, her højdepunkterne, overskriften er "Mennesker mødes og sur musik opstår", ha, ha:
Det er der kommet en skrækkeligt anstrengende og fuldstændig melodiforladt dobbelt-cd ud af, som jeg, når denne anmeldelse er skrevet, givetvis aldrig vil afspille igen. Leder man efter alt det værste ved disse to navne, så fortvivl ej: Det finder De her. I rigt (over)mål. (...) Yes, it’s that bad. Faktisk lyder det mestendels, som om de to lejre kører hver deres show uden at kere sig stort om samarbejdspartneren. En 70-årig mands anstrengte fremmumlen af en stribe rimeligt uinspirerede tekster, backet op af ekkoet af et metalband, fortabt i 80’erne. Hvor fedt er det? Ikke mindst forlægget taget i betragtning. Jeg kunne til en begyndelse faktisk meget godt lide »Mistress Dread« og »Dragon«, men så blev de bare ved. Og ved. Hvis så bare farfar Reed havde valgt at hænge ud med Sonic Youth i stedet. Nå, men denne tarvelige version af Lulu skal som alle de foregående nok skille vandene og vil sikkert også finde sine fortalere hen ad vejen. Det bliver bare uden mig./ Næ, vil De virkelig gerne høre den heftige historie om Lulu som musik, tillad mig derfor at henvise til Alban Bergs opera i stedet. Den er ganske vist også lidt af en prøvelse, men så selvklart på den fede måde. Prøv at støve versionen med Teresa Stratas som Lulu op, om muligt; De vil ikke fortryde det. Det er ufatteligt, næh uendeligt mere interessant end denne søvndyssende omgang uappetitlig gråmeleret rockbiksemad, der diskes op med her.
Jeg tror på dig, Klaus Slyngelhård!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar