torsdag den 14. april 2011

1. HOJ-citat: Han er ikke her

Arenas monografi-redaktør Tue Andersen Nexø vil så frygteligt gerne have mig til aflevere den Hans Otto Jørgensen-monografi, som jeg har lovet ham og Arena, og der er intet jeg hellere vil præsentere ham og Arena for, men der er bare hele tiden lige avisen og Hvedekorn og den forbandet lystfulde blog, hvortil monografi-redaktøren meget rimeligt svarer, at jeg for hans skyld kan fylde bloggen med HOJ-citiater; her er det første; et ikke-bogopsamlet "Rejsedigt fra Israel" fra Kristeligt Dagblad (der er ikke dato på mit udklip, men det er fra engang midt i 90'erne):

Han er ikke her

Hvis min bedstefar havde levet, ville jeg have fortalt ham, at de spillede mølle på Jesu tid. Vi kaldte det 9-tavl og for os gjaldt det mere om at spærre inde end at tage den andens brikker.
Jeg ville have vist ham billedet af springbrættet i bogen og han ville have undret sig.

Hvis min bedstefar havde levet, ville jeg have fortalt ham om de hellige jødiske mænd og han ville have leet ad deres lange skæg.
Han ville have drømt om dem om natten og siddet på bænken og moret sig om morgenen, mens jeg hjalp ham strømperne på.

Hvis min bedstefar havde levet, ville jeg have præsenteret ham for min nye kæreste og han ville have aet hende på kinden og kaldt hende Søster, som han kaldte alle sine kæreste i familien for Søster.
Han ville have gentaget ordet hele vejen ud gennem køkkenet, fordi han var døv og havde været det siden han var 16 og blev slået ned af lynet.

Hvis min bedstefar havde levet, ville jeg have fortalt ham om oliebjerget. Jeg ville have vist ham vablerne på mine fødder og fortalt om de mere end 2000 år gamle træer i Gethsemane Have.
Jeg ville have fortalt ham om udsigten fra toppen og om at vi derfra kunne se Den gyldne port, som Jesus red ind gennem Palmesøndag, da han blev hyldet som konge.

Hvis min bedstefar havde levet, ville jeg have fortalt ham om forellen, vi spiste om aftenen i måneskinnet ved Genesaret sø.
Jeg ville have fortalt, at vandet havde akkurat den farve som i Holes illustrationer i bogen om Jesus af Nazaret. Vi ville have kigget efter, og jeg ville have fortalt, at vi desværre ikke så nogen fiskere.

Hvis min bedstefar havde levet ville jeg have fortalt, at vi plukkede dadler direkte fra træet og jeg ville måske endda have taget nogen med hjem, så han kunne smage.
Jeg ville have fortalt om Golgata og om inskriptionen på døren til graven i Gravhaven,a t Han er ikke her, han er opstået.

- God påske! Også til ypperstepræsten Tue!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar