Today's Special: META

(fra afsnittet "Meta" i mit speciale (om især Charles Dickens' sidste fuldendte roman Our Mutual Friend) Esker Esker, Romanroman fra 1994; jeg beklager (ikke) al ungdommelighed:)

Når noget begynder at handle om sig selv i stedet for om alt muligt andet, kan det gøre sig fortjent til tilnavnet meta og beholde det så længe, det holder sig på denne skæve sti. Romanen snubler ofte og gerne ud i meta, man taler ligefrem om meta-romaner, som skal forestille ikke at handle om andet end sig selv. I mange fintfølende litteraters mund er meta et utvetydigt skældsord, der signalerer dekadence, narcissisme og tomhed. Og omvendt er der litterære bevægelser, der har formået at basere sig næsten udelukkende på meta, visse dekonstruktive læsere lader meta være den eneste saliggørende, altopløsende figur i de tekster, de får fingre i.
I essayet "Historical Fiction, Fictitious History, and Cheaspeake Bay Blue Crabs, or About Aboutness" (der indgår i samlingen The Friday Book fra 1984) opstiller den amerikanske postmodernist John Barth en række regler for (historiske) romaner. I regel nr. 3 har han følgende præcise og fonuftige ord at sige om meta: "Whatever else it is about, great literature is almost always also about itself, though it is almost never exclusively about itself, even when it seems to be." (side 191-192)
Meta er en ironisk effekt, måske endda den ironiske effekt par excellence, selvbevidsthed i højeste potens. Her gælder distancen ikke længere kun interne sager som fortæller, personer, beskrivelser, handling, den slår ned på værket selv, dets konkrete fremtræden som en bog med hvide sider fulde af trykte sorte bogstaver, skriveprocessen, værket forhold til andre bøger, dets poetik, dets status som litteratur og alle de litterære koder, som hver eneste sætning flyder over med; alt dette, der af hensyn til den illusionsskabende effekt, normalt tages for givet og lades uomtalt og uberørt, rykker frem i forgrunden og kommer under kærlig behandling.
Det er en paradoksal beskæftigelse, som at blæse og have mel i munden, hvilket jo kan blive til et ret imponerende og viltert snevejr; man er indenfor og udenfor på samme tid, sætter gåseøjne om egne ord, skriver litteratur om at skrive litteratur (om at skrive litteratur ...), bider sig selv i halen fuldt bevidst og med stor fornøjelse (som John Barts novelle "Frame-Tale", der består af et aflangt stykke papir, hvor der på den ene side står "ONCE UPON A TIME" og på den anden side (men på hovedet) står "THERE WAS A STORY THAT BEGAN", man drejer papiret en enkelt omgang, limer de to ender sammen og kan læse novellen i en uendelighed (Lost in the Funhouse, 1968, side 1-2)).
Meta kan forme sig på utallige måder. Det kan være aldeles plat, og det kan være højst raffineret. Det kan være højtråbende, og det kan være diskret. Det kan være en mikroskopisk lille detalje, og det kan antage gigantisk, ja altomfattende format. (...)
Jeg har forsøgt at lave en lille meta-typologi, der deler fænomenet op i fem mere eller mindre klart adskilte undergrupper. Rækkefølgen er bestemt af, hvor direkte selvhenvisningen kan siges at være, de bedst camouflerede typer kommer først og de mest ublu til sidst:
1. Metaforiske, symbolske, allegoriske omskrivninger. Tilskikkelser, der ikke umiddelbart er mærket af meta, men hvis sande hensigt en blid eller hårdhændet behandling kan afsløre. (...)
2. Omtale og tematisering af ting og sager, der har med bøger, skrift, papir og læsning at gøre (men som ikke kan siges at være direkte poetikalske udsagn). (...)
3. Intertektstualitet. Henvisninger til andre tekster (ikke nødvendigvis litterære) og samtale med dem.
4. Direkte poetikalske udsagn og direkte selvhenvisninger. [som i Den svære toer] (...)
5. Sproglig og tekstuel leg og vildskab. (...)
Gruppe 5 (...) gør sig kraftigt gældende i denne roman [Our Mutual Friend]. den tekstuelle leg begrænser sig måske til Weggs og Jennys skilte, der få deres egne firkanter på siderne (side 88 og 497) og denne parentes: "(my dear, observed her husband in paranthesis, why not)" (side 579), men sproget stepper jævnligt ud over det funktionelles grænser for sin egen fornøjelses skyld. (...)
Slut på denne omstændelige gennemgang [som jeg nådigt har skånet blog-læserne for], der viser, at der ikke er nogen ende på meta i den fredeligt realistiske roman Our Mutual Friend, når man bruger min typologi (der selvfølgelig heller ikke er konstrueret uden påvirkning fra netop denne roman). Det betyder ikke, at der i enhver roman er lige så meget meta, for Our Mutual Friend er ret radikal og selvbevidst bog, også i forhold til Dickens' andre romaner. Men det betyder, at meta har mere at sige end som så, at meta er en integreret og uundgåelig del af romanens form på linje med plot og personer, som der ikke er noget mystisk eller uhyggeligt ved.
Det er i romanens gamle lovløshed og outsiderstatus, meta har sin oprindelse, uden poetik og uden allierede var den tvunget til at diskutere og spejle sig selv for at finde frem til hvad og hvem, den var. Og det blev en styrke, for snart faldt alle hierarkier, og ingen andre vidste, hvad de skulle stille op med sig selv uden en gud og en kejser at logre for.
Meta praktiserer romanens autonomi, den selvstændighed og uafhængighed (af andet end litteratur) og undergraver dermed alliancen med en empirisk virkelighed. Autonomien fungerer på to måder i meta, som kritisk selvrefleksion og som ren handling, demonstration, show, og ofte er de to måder ikke til at skelne fra hinanden, der kan være refleksion i tyve udråbstegn, og der kan være show i en alvorlig diskussion om romanens moralske mission.
Meta er hverken romanens mest undergravende element eller romanens sandhed, meta er et enkelt af romanens elementer og et enkelt af romanens undergravende elementer (undergravende overfor traditionel realisme og andet ondt og reaktionært [fx litteraturredaktører]).