Mere meta - mest meta - MEGAMETA!

Fine, ikke kun i betydningen gode, anmeldelser af Lone Aburas' Den svære toer i WA ved Nanna Goul og i Information ved Olga Ravn og vel sagtens allright anmeldelse i Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg, men jeg bliver sgusøreme enerveret på Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske Tidende, når han til sidst i sin positive, let patroniserende anmeldelse skriver:

Den svære toer er måske nok realisme med et lune som hos en Erlend Loe, men dens små fortællinger om arbejde, kedsomhed og kærlighed minder mere om en TV-soap end om Stor Litteratur. Det må kræve meget mod af en ung ambitiøs forfatter at skrive sådan, og Lone Aburas går da heller ikke planken helt ud. Hun kan nemlig ikke dy sig for at lægge et lidt smart metaplan ind mellem de tilstræbt banale historier om Kristoffer og co., og som i debuten »Føtexsøen« spiller »forfatteren Lone Aburas« en rolle i »Den svære toer«. Alene titlen peger på hendes arbejde med bogen, og allerførste linje lyder videre: »Jeg (dvs. forfatteren til denne tekst) har valgt at skrive nogle få ord om de virkemidler og litterære greb, som jeg har tænkt mig at benytte i denne roman.« Og undervejs kommenterer hun - igen som Erlend Loe - historiens forløb og slutter endda romanen af med en serie arbejdsspørgsmål til læseren a la »Analysér romanens indledning« og »Redegør for brugen af ironi«. Det bliver dog aldrig andet end en udvendig og unødvendig gimmick, men Lone Aburas har så meget blik for moderne mennesker (og hunde!), at man gerne tager det med, og »Den svære toer« ligner så langt fra en svær toer. Mere den legende optakt til en fortrinlig treer.

Lige siden ur- og pionerromaner som Don Quijote og Tristram Shandy har meta-kommentarer været (eller måske rettere: kunne burde have været!) en lige så naturlig del af romanens formsprog (og genreidentitet) som narration og plot, og det skønne ved meta-kommentarerne i Den svære toer er akkurat deres veloplagt oppoppende selvfølgelighed: der insisteres ikke gåseøjnestirrende på dem og i dem, der er der bare som en fuldstændig ligeværdig prosaisk boblen side om side med de fiktive personers omkringssnublen - alt andet lige er der bare for LIDT meta, hvilket, forestiller jeg mig, ville have været min ENESTE anke overfor romanen i den fornøjede anmeldelse, jeg ikke fik lov at skrive i avisen: jeg vil have mere, mest, MEGAmeta, når nu Lone A tydeligvis har så stor og naturlig METAflair! Her kommer et forbilledligt meta-mingelerende citat fra romanens indledende og længste meta-kommentar:

Alt skal op til ovefladen
I nærværende roman skal op til overfladen. Det nytter ikke noget kun at vise toppen af isbjerget. Mange forfattere har gjort det med stort held, og jeg personligt holder af at læse forfattere som Hemingway, og Herman Bang og Helle Helle, hvor det er op til læseren selv at finde det, som ligger gemt under overfladen. Dette kommer ikke til at ske i nærværende roman. Her er ingen undertoner, der skal fanges. Der skal ikke læses mellem linjerne. Alt er er lige ud af posen, Så når der står at Kristoffer (bogens hovedperson) er afhængig af internettet og halvdårlige, men meget populære tv-serier og på et tidspunkt tvinges til at få sig en sund fritidsinteresse og derfor gladelig betaler 24.000 up front til etologisk Institut i Ballerup, så han kan blive hundetræner, så skal det læses som om han gladelig betaler 24.000 up front til Etologisk Institut i Ballerup, fordi han vitterligt tror, det kan få ham ud af afhængigheden og kedsomhedens jerngreb.

Som den senere meta-hetzer Søren Ulrik Thomsen skriver i Ukendt under samme måne:

nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
står der

Nem
lig!