søndag den 7. november 2010

Min performanceromance - partitur

(i den dobbelte, humbling slagskygge fra Blixa Bargeld, fredag aften i Vega, og Per Vers, lige før mig i Magasinet i Odense lørdag; kronologisk rækkefølge ca. efter bekendtskabsstiftelse med performerne (som performere)/performance-arterne)

1. Dan Turèll ("Snak med en skid"-remse)
2. Per Højholt ("Pokerface Plysbjørn")
3. T.S. Høeg ("Hvad har vi så her"-råberemse)
4. Peter Laugesen ("Ingen kan gå alene her")
5. Jens Blendstrup ("Spor fra en du kendt'")
6. Tak & Tone (Twajs): ("Se de bobber ho'der")
7. Professor Tribini ("Giffen gaffen guffen" og andre udråb)
8. Storm P. ("Lystfiskeri")
9. Axel Henriques ("Mer skat")
(10. Mig selv (som Blixa råbte, da han havde introduceret resten af bandet: AND MYSELF!) ("Råbealfabetet")

Jens' "Spor fra en du kendt''", der skal læses på smerteligt århusiansk, er vistnok stadig upubliceret, selvom det er en lille perle (som Jørgen Leth, der kun ½ mangler på partituret, ville sige), så den kommer her:

Spor fra en du kendt'
Et billed af en undolat på glitterpapir
En kniv på bunden af et skab der hælder til højre mens solen viser 4
Labrador der hopper frem og tilbage på en gul græsplæne
Han hed Bimse og gik til fodbold og kom for sent og sagde Hva' er klokken med polypper

Spor fra en du kendt'
Blå Ford Escort med ruden knust i Valby
En ko der bræger på en mark i Lystrup
Våde delfoler i dynejakken fra Bilka i Tilst
Hun hed Rikke og havde sit værelse

Spor fra en du kendt'
Gamle mursten skyllet op på stranden
Radioen indstillet forkert så lydene blandes med støj
Nogen som trommer på et armlæn
En sky der svæver langsomt forbi
En halv hof med sidevogn på Egå Marina
Han hed Uff og var min far

Spor fra en du kendt'
Spor fra en du kendt'
Spor
Fra
En
Du
Kendt'

1 kommentar:

  1. Foruden Per - hvis free style er så magtfuldt virtuos som nogensinde - strålede Maria Gerhardt AKA DJ Djuna Barnes med to herligt aggressive tirader om henholdsvis fedme og pik, der gjorde et bravt forsøg på at ødelæggede den joviale stemning og som jeg netop har udbedt mig til Hvedekorn -

    SvarSlet