Frivillig deadlinedæmoni & ufrivillige deadlinedæmoner

Det er ikke det samme som at skylde venner penge, men det er meget den samme dæmoni og dæmonisering, der sættes i gang, når jeg skylder gode bekendte tekst; det dæmoniserer forholdet på den effektive måde, at det er det første, jeg tænker på, når jeg møder dem (hvilket jeg hysterisk ikke kan holde kæft med: davdavduskalnokfådentekstligeomligeomlidt), og det første, jeg tænker på, når jeg tænker på dem!

Jeg skylder vildt akut Kamilla Löfström (som antologiredaktør) en tekst om Morti Vizki, som jeg sidst lovede afleveret senest fredag, den bør så meget blive færdig i dag (eller i morgen...) -

Jeg skylder mildt akut Tue Andersen Nexø (som ekstern monografiredaktør) et kapitel af Hans Otto Jørgensen-monografi, som jeg sidst lovede afleveret "sidst i oktober", hvilket det vel stadig i en vis forstand er, og det kunne godt risikere at blive færdigt sidst i november, hvilket i en vis forstand stadig er sidst i oktober ...

Jeg skylder på 3. år et skærsildsagtigt sted hinsides akut Simon Pasternak (som redaktør på Gyldendal), der i mellemtiden har skrevet 1 hel krimimursten (halvt), en monografi om Per Højholt, som jeg hele tiden lover færdig lige om lidt, og er det fuldtsændig umuligt at forestille sig, at jeg skriver den færdig i december?

Sammen med de 2-3 digtbøger, jeg skylder en meget nær ven, poesien!?

Jeg skylder endnu ikke Anne-Marie Mai (som antologiredaktør) en artikel om generationer og velfærdsstat eller hvad det nu er, men det gør jeg lige om lidt, efter en en dato i december, jeg nægter at tjekke lige nu.

Og jeg ved godt, at jeg skriver dette for, at Kamilla og Tue og Simon og poesien og Anne-Marie skal tænke: Nåh, hvor er det synd for Lars, at han er en idiot, der siger ja til alt for meget og ingen orden har på sine deadlines, nåh, nåh, nåh, inden de venligt rykker igen og igen og igen, for det har de at gøre - det værste er, når der slet ikke bliver rykket (og fx burde Tue for længst have rykket, har han omsider opgivet mig? det må han ikke!).

Og jeg ved godt, at det, ligesom når venner skylder dig penge, ikke er lige så slemt, når det er gode bekendte, der skylder dig tekst, hvis altså bare de kan holde kæft med det, når de står dér foran dig, jeg er for fanden også redaktør, hvilket ikke hjælper en disse på miseren, tværtimod, og se, deadlinedæmoner, nu har jeg igen spildt kostbar tid på en besværgende meta-blogpost, i stedet for at klø på som en god dreng!