Sky Umpapa - som efterfesten

Jeg fortæller mig selv, at det jo er godt - som jeg gudhjælpemig skrev en hel kommentar om for får uger siden - at jeg gider hidse mig op over Skyums anmeldelse af Hvis jeg var kunstner, for det gider jeg garanteret ikke gide, når Erik Svendsen engang nosser sig sammen i JP - men for satan og helt ærligt: han har jo, så vidt jeg kan læse, misforstået hele præmissen: At digterjeget forestiller sig at være BILLEDkunstner; Skyum tror, han bare forestiller sig at være kunsner, dvs. inkl. digter, ud i det blå:

Lægger man trykket på kunstner, underforstås ‘i modsætning til og til forskel fra hvad jeg i forvejen er’. Lægger man trykket på jeg, underforstås ‘i forhold til alle dem, som kalder sig kunstner, eller som andre har betegnet som kunstnere’. Lægger man trykket på var, underforstås med subtil ironi, at tekstens ‘jeg’ ikke er kunstner, skønt det, man just læser, vel sagtens er kunst. Og isolerer man ordet Hvis ved at placere trykket her, underforstås der en art utopi, måske en længsel efter at redefinere kunstner og ‘kunst’.

Og så tror da fanden, at han ikke kan finde hoved eller hale på bogen, eller rettere, parallelt med anmeldelsen af Niels Franks langt mere loose konceptuelle Spørgespil, anklager bogen for ikke selv at have hoved og hale - hvorpå han mekanisk kan dekretere, at hoved- og halsløshed er for galt, fordi for løst. Det er jo rigtigt nok, at den hypotetiske billedkunstner, som jeg kalder ham i min egen dybt indsigtsfulde anmeldelse, der heldigvis er trykt i WA i dag, nu og da og mere og mere falder sammen med den reelle digter Larsen, men det sker netop som bevidste sprækker i og skred fra den centrale, hypotetiske præmis, i dens vidtstrakte, men stadigvæk SPECIFIKKE alternative zone: Hvis jeg var BILLEDkunstner.

Jeg kan jo ikke stille noget op med Skyums smagdomme om, at bogens "sammenstykkede bidder (...) for langt de flestes vedkommende er glemt lige så snart, de er læst, simpelthen fordi de mangler sproglig prægnans, og fordi tankerne trods al bagvedliggende teori ikke ambitionerer højere end et elegant didah-didah." Min smag dømmer anderledes, jeg oplever både sproglig prægnans og ambitiøs tankevirksomhed - men jeg hører også en personlig (hvad kalder jeg den i min anmeldelse. "roligt gnistrende") stemme, til hvis personlighed en kølig (men jo ikke derfor ulidenskabelig, lidenskabelig med køligheden akkurat) intellektualitet velgørende nok også hører. Men Skyum er slet ikke interesseret i at lytte sig frem til nogen personlig stemthed eller egensindig projektualitet i hverken Hvis jeg var kunstner og Spørgespil, det ville nemlig spolere anmeldelsernes centrale postulat om, at vi har at gøre med EKSEMPLARISKE værker, jf bare begyndelsen på Larsen-anmeldelsen:

Skulle nogen en dag anmode mig om at udpege et helt igennem prototypisk eksempel på selvrefleksiv, eksperimentel, postavantgardistisk, teoretisk helgarderet, selvironisk litteratur, kunne jeg sagtens finde på at henvise vedkommende til Martin Larsens nye værk, som nødigt vil være et ‘værk’, men muligvis da gerne et ‘projekt’.

"prototypisk" og "teoretisk helgarderet" får pludselig de øvrige, mere neutrale - og korrekte - adjektiver, selvrefleksiv, eksperimentel, postavantgardistisk, selvironisk, til at lyde mistænkelige, mistænkeligt programmatiske så nemlig - og igen er jeg simpelthen bare uenig; jeg synes slet ikke, bogen er helgarderet, jeg synes, den er enormt porøs - jf bare, som jeg gør i min anmeldelse, alle de forbistrejfende kvinder - og at det er en af dens store styrker.

Og til sidst: Hvorfor skulle bogen nødigt ville være et værk? Selv (eller måske især!) Svanesøsonetterne er da langt mere værk, forstået som unikt karakterfuld æstetisk enhed, end 99 % af de romaner, der udkommer på dansk.

Pyh!