onsdag den 7. december 2016

Julekalenderdigt 5 (forsinket)

Ugle hår
til
hård ugle
(hardcore owl)
varsomt lettende
med dig,
lille mus,
i kløerne

Julekalenderdigt 4 (forsinket)

(kast med første terning)

hjertet slår og slår
og slår til sidst ihjel

(kast med anden terning)

jeg står i lineup med
mit yngre, poetiske, knap så høje jeg,
du genkender kun afstanden

(kast med tredje terning)

det er ikke løgn,
at hovedkvarteret for dansk hygge
er et spøgelsesværtshus,
der hedder Rottehullet,
jeg kommer forbi senere
i rask trav,
når jeg skal se en film
der handler om et træ,
der taler som Schindler i Schindlers liste

Julekalenderdigt 3 (forsinket - og forvirret)

(måske faktisk 2. - en vis forvirring!)

AL
DANSK SAFTEVAND
SKAL FRA NU AF
HEDDE
L I M O N A D E
og FLYDE (HÆLDES)
FRA ØRET
I CELLEN

LOUISE BOURGEOIS-
SHOWET
(ALLE
UDSTILLINGER
SKAL FRA NU
HEDDE
S H O W S)

LOUISIANA
(DER FRA NU AF
SKAL HEDDE
K N U D I A N A)

Julekalenderdigt 2 (forsinket)

Det danske egern
betragter q'et
i det engelske
med misundelse
- kan jeg ikke
få et stumt,
spørger det
- jo:
egqern

tirsdag den 6. december 2016

Julekalenderdigt 1 (forsinket)

Naughty
rimer bestemt ikke på
Audrey,
men det gør så godt som
kortrig,
fx på hjerter esser
og også andre esser

lørdag den 3. december 2016

Tidlig torsdagskorrespondence

Et spørgsmål: hendes dofede politi-håndlanger Mener du dopede?
kh

jeg tror, jeg lavede et ord ud fra amerikansk doofus = idiot. Måske vi kunne sige:
fjottede
kh Lars

hvad med fjollede? 
Bedste hilsner

Helst fjottede! kh L

(...)

sikkert for sent!
tumpede !
kh L

(og så har jeg faktisk ikke set, hvad det endte med (det er i anmeldelsen i Kultur af den gode film Hunt for the Wilderpeople) - øjeblik! - :
fjollede ... !

(stavekontrollen accepterer 'fjottede' (og 'tumpede'), men ikke 'dofede' - se også kommentarer)

Rundhoved vs. langhoved

Af pladshensyn røg min fysiognomiske sammenligning mellem Jan Sonnergaard og Christian Skov ud af min kommentar om de to prosaister i fredagens WA Bøger, og det var måske meget godt:

-->
"Sonnergaard ligner på sine forfatterportrætter en polisk smilende, altgennemskuende leder af en dionysisk kult, Skov en melankolsk sukkende, altgennemtvivlende provinspræst. Rundhoved vs. langhoved."

Jeg fik heller ikke mit teksteksempel på yngre Skov-påvirkning med:

" Skov-stilen derimod var og er til stadighed en særdeles smitsom virus, hos erfarne prosaister som Vibeke Grønfeldt og Hans Otto Jørgensen og hos yngre folk som Dennis Gade Kofod (i 2007 medredaktør af en bog om forfatterskabet) og Josefine Klougart. Tjek bare  dette sætningspar fra sidstnævntes nye roman, New Forest: ”Hun forestillede sig tage af sted fra ham. Så ham for sig.” Skært Skovsk! Og smittevejen er tydelig, det er gennem Jørgensen, deres forfatterskolerektor, at virussen har ramt Kofod og Klougart"

Julefrokosten findes (sikke en luftighed)

Rig, præcis og nydende MANGEL på virkelighedsrelativitet - slutningen på Kristian Bang Foss' anmeldelse af en julefrokost på Schønnemans i Politiken i torsdags:

"Videre til kødet: Julemedisteren var en kort pølse, der smagte kraftigt af timian.
Derudover var den meget kompakt - der manglede lidt af medisterens porøsitet og fedme. Der hørte grønlangkål og sønderjysk vreden kål til, hvilket vil sige kogt hvidkål, vredet tørt i et stykke klæde og stuvet i masser af smør og fløde. Grønlangkålen var ganske sød og passede ikke helt til pølsen, der i forvejen havde timianens sødme i sig.
Hønsesalaten var lavet på overraskende store stykker brystfilet, der var en smule tørre i det. Der hang ikke meget mayonnaise ved de store stykker, hvilket forstærkede den tørre fornemmelse.
Det fungerede ikke optimalt. Vi savnede de traditionelle små stykker, gerne fra kød, der er kølet ned i kogevandet, så saftigheden er bevaret.
Flæskestegen var også gået hen og blevet tør, hvilket var dødærgerligt.
Specielt når man igen mærkede, hvor godt køkkenet ville os det: Der var to skiver svær for hver skive steg! Vi drak en Kronborg Julesnaps til: Julekrydderier, dild og minsandten også en smule kommen.
Med risalamanden var vi tilbage på sporet. Sikke en luftighed. Og selv om mange af de andre klassiske danske desserter kan noget med syre, som risalamanden ikke kan - tænk bare på koldskålen og citronfromagen - så er kombinationen af vanilje, mandel og kirsebær noget nær en hellig treenighed, der som en mental gribetang hiver juleminder frem fra bagest i hjernen.
For ikke at nævne effekten af varm sauce over en kold dessert."

Skeptisk overfor den tvivl

Begyndelsen på Kristian Bang Foss' bidrag til Christian Skov-antologien fra 2007, "Læsning af Stranden ved Spar Es":

"Hovedpersonerne i Christian Skovs romane er alle beskæftiget med det, der kaldes det fremmedpsykologiske problem: De tvivler på, at verden og medmenneskene eksisterer. Hvis jeg skulle komme med et ord, der kunne opsummere forfatterskabet, måtte det være tvivl. Hos Skovl tvivles der. Det er ikke til at opnå sikker viden om noget som helst.
  Her er jeg i konflikt med med Skovs bøger. jeg er skeptisk overfor den tvivl.
  Jeg havde forleden en diskussion med en kollega, der mente USA's månelanding var fup. Han smed konspirationsteorier omkring 11. september oven i hatten for at sætte trumf på. Efter en god del argumenteren frem og tilbage om, hvad det var muligt at holde for sandt, lænede han sig tilbage med armene over kors og sagde, at det var et spørgsmål om tro.
  Det med, at man ikke vil anerkende noget fuldstændigt åbenlyst sandt, det, at man siger, at det ikke er til at producere sikker viden, remmer noget i mig, det anfægter mig og kan gøre mig vred og irriteret. Jeg synes, det er uetisk.
  Jeg kan huske selv at have været optaget af den slags spørgsmål omkring medmenneskenes eksistens - måske har jeg snarere leget med dem end taget dem dybt alvorligt. Tænk nu, hvis verden bare var noget jeg forestillede mig. Men for mig er det noget, der hører barndommens og ungdommens selvoptagethed til.
  Derfor er det for mit vedkommende forsonende, at det i Stranden ved Spar Es er et barn, der har den pakke med grundtvivl, som Skovs personer udstyres med. Skovs to bedste bøger, Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben handler begge om børn. At barnet undervejs i sin udviklingsproces sætter spørgsmålstegn ved sine medmenneskers eksistens virker mere overbevisende på mig, end når det er et voksent menneske, der tvivler.
  Men når jeg nu ikke vil tage omverdenstvivlen alvorligt som et filosofisk spørgsmål, hvordan skal jeg så gå til bogen? Jeg må se tvivlen som noget patologisk. Jeg forstår den som et traume, som et sår, som noget usundt. Men hvor kommer det traume fra, hvad er det, der har påført det, hvem har påført Christine fra Stranden ved Spar Es det?"

(SUSPENSE!)

torsdag den 1. december 2016

Et lille, men markant skred på sætningsniveau

I 2007 udkom den stærkt anbefalelsesværdige antologi Christian Skov - Læsninger i forfatterskabet, redigeret af de dengang decideret unge forfattere Anders ASbildgaard (nielsen) og dennis Gade Kofod på det hedengangne forlag Anblik -  med bidrag fra flere andre både (dengang decideret) unge og lidt mondnere forfattere, blandt andre Jeppe Brixvold, Kristian Bang Foss, Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt (eneste fælles tekst?) og Kristian Nya Glaffey.

Her et uddrag fra Abildgaard og Kofods forord:

"Den måde at arbejde på, at slå stykker af det samme motiv gennem konstant videreudvikling, en konstant koncentration af formen, kan man se et eksempel på i et lille, men markant skift på sætningsniveau mellem Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben. Dette skift, eller skred, som det rettere er, kan samtidig være grunden til, at flere nævner Stranden ved Spar Es som, hvis ikke hovedværker, så omslagsværker. I Stranden ved Spar Es bliver figuren "det er inde i ham" for første gang den bærende. "Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende", som der står et par sider inde i bogen. I Ingers hvide ben er den figur skåret ned til "det er i ham" og flyttet frem i åbningssætningen: "Igen er Thøge i stuen hos faderen og Inger og ved ikke, om det kun er i ham, de er."
Hvad er det for en figur i Stranden ved Spar Es? det er en figur, der placerer perspektivet i personen. den placering er for Skov ufravigelig. Man kan derefter spørge, hvad forandringer "inde i" i Stranden ved Spar Es til "i" i Ingers hvide ben er for en størrelse. Umiddelbart melder to svar sig. Den ene er, at det er en økonomisering af den figur: Hvorfor have et "inde" med, når man kan nøjes med et "i"?. det andet, og det kommer som en forlængelse af det første, er, at det ikke kun er en økonomisering, men også en radikalisering. Nu er der kun et "i ham". Ikke et "inde i ham"! som et modsætning til et uden for ham. Nu er der kun det perspektiv. Perspektivet er så paradoksalt nok håndteret af en tredjepersonsfortæller; personerne er på samme tid reduceret til og adskilt fra det perspektiv."


onsdag den 30. november 2016

Det var i ham! - Christian Skov 1922-2016

Vi bliver nødt til lige at lave cæsur mellem litterære dødsfald! I dag mindes vi den hele vejen igennem fremragende prosaist Christian Skov, der nåede at blive 94 år gammel og udgav sin seneste bog, kortromanen (han skrev aldrig langromaner, men han skrev mange noveller) Endnu er markerne frosne, som 81-årig for 13 år siden. Skov gjorde omverdensproblemet til et refræn - det er inde i hende, at ... - i sin klarøjet undrende, udsøgt hypnotiske prosa (der ikke mindst hypnotiserede HOJ og gennem ham endnu flere). Han skrev to romaner om den samme Christine, som et stort barn og som en ung og syg mor.

Dette er begyndelsen på Stranden ved Spar Es, 1984:

"Et øjeblik har det været omgivelserne hos Tinne og Max, stammen har hvisket om i mørket hos Conny og Lorenz, den stemme, der hvisker og hvisker her, om stranden ved Spar Es, om den blå vogn, om alt, også om mørket hos Conny og Lorenz, et øjeblik har den hvisket, at Christine så sig hos Tinne og Max, så levende var Tinne og Max der, Tinne flyttede sig på tykke ben og blinkede med små øjne i et rødt ansigt. Max hældede en tynd krop til siden og trak munden helt skæv i et gråt ansigt, hans hår klæbede til hovedet og glinsede, det var i en stue med gule døre.
  - Hvor er Niels? sagde Christine.
  - Niels? sagde Tinne.
  - Han er her, sagde Christine.
  - Hvem? sagde Tinne.
  - Niels, sagde Christine.
  - Niels? sagde Tinne.
  Så var det Max, Christine spurgte, hvor Niels var, det var til ham, hun sagde, at Niels var der.
  - Niels? sagde også Max.
  Max' stemme var så tynd og Tinnes så grov, at det ville have passet bedre, om Tinne var Max, og Max var Tinne; Christine vidste, at en af de gule døre var døren til soveværelset, og hvilken dør, det var.
  - Niels er i køkkenet, sagde hun.
  I køkkenet fik hun ens kabsdør op og så kun kopper, tallerkener og fade.
  - Nå? sagde både Tinne og Max, da hun igen var i stuen.
  - Han er i soveværelset, sagde hun.
  Også i soveværelset fik hun en skabsdør op og så kun tøj, hun så ind under sengene, solen trak striber over et grønt sengetæppe, der var sorte plamaser på blå vægge, alt det så hun. Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme som at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende ligesom omgivelserne hos Tinne og Max, nej, nej, har hun sagt, det er ikke sandt."

Og slutningen på Markerne er endnu frosne (dobbelt snøft!):

"Hun vil genkende landskaber, genkende bebyggelser, genkende de få stationer, hvor der gøres holdt, så der kan finde udstigning sted og nye passagerer stige ind, hun vil genkende den store rødstensgård, der ligger i en ådal, tæt ved åen, genkende den højtliggende kirke med et tårn med hvide mure som den øvrige del af kirken, men med et sort tag, og genkende det lille stråtækte hus, der har sin plads meget tæt ved skinnerne. Hun vil se det glimt af vand mellem to bakker, der er med til at fortælle, at nu er det til at se en ende på togrejsen hjem, flere stationer er der ikke at gøre holdt ved, hun vil se et gartneris drivhuse, hun vil se det gule palæ, hun vil stå ved døren og være klar til at stige ud, hun vil stå på perronen efter endt hjemrejse. Måske et strejf af smerte vil gå gennem hende ved at være barnet helt nær og alligevel så skilt fra det, som da hun havde det i sig som foster, som da det lå på hendes mave, og det mund lukkede sig om hendes brystvorte, som når hun har haft det i sin favn og set ind i dets øjne, og dets øjne set ind i hendes, men dette vilkår som aldrig kan ændres, vil alligevel overskygges af lykken ved at være barnet så nær, det er muligt at komme; måske vil hun en tid være nødt til at kalde og kalde på smilet, et smil som dets første smil, der også skulle kaldes længe på, og som hun måtte fortolke som et budskab fra barnets verden om, at det vidste, det ikke er alene i sin væren til; hun vil passere den lange, lave kommuneskole, hun vil have passeret apoteket, et gensyn vil være nært, nært forestående."

 Med al syngende tvivl og håb besværgede Christian Skov, at vi ikke er alene i vores væren til.
Billedresultat for christian skov

tirsdag den 29. november 2016

90'er-afgange

Forfatteren blev ældre end diktatoren, men forlæggeren blev ældre end forfatteren (som han aldrig udgav - inden han omsider begyndte at udkomme på Gyldendal, forfatteren, udkom han på forfatterforlaget Attika, der i 70'erne var et ret cool forlag, hvor blandt andre også Johannes L. Madsen og Knud Sørensen udkom (og nu findes det vist slet ikke mere?)):

FIDEL CASTRO 90

CHRISTIAN SKOV 94

JARL BORGEN  97

søndag den 27. november 2016

Forlægger og digter og digterforlægger

Meget skønt billede af Jarl Borgen og Dan Turèll ved Steen Møller Rasmussen



- mindeord på Facebook ved Asger Schnack, der - hip hurra! - ikke længere blokerer mig:

"Jarl Borgen (13.4.1919-20.11.2016). Jeg ser, at Jarl Borgen er død, 97 år gammel. Stor respekt fylder mig – og også stærke følelser. Hans betydning som forlægger var vidtrækkende, han skabte og stod i spidsen for et forlag, der udgav væsentlige bøger inden for mange områder, fra yoga til lyrik og fra håndarbejdsbøger til billedkunst. Fra børnebøger til videnskabelig litteratur, billigbøger, MagnaPrint-bøger, klassikerudgivelser, ja, alt. Blandt forlagets forfattere taltes Benny Andersen, F.P. Jac, Per Kirkeby, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Ivan Malinowski, Hans-Jørgen Nielsen, Charlotte Strandgaard, Michael Strunge, Morten Søndergaard, Dan Turèll. Jeg havde fornøjelsen at være ansat på Borgens Forlag fra 1971 til 1979; såvel arbejdsmæssigt som i det hele taget nogle fantastiske år! Jeg har spillet bordtennis med Jarl Borgen i Valkendorfsgade, og jeg har siddet adskillige weekender sammen med ham på forlaget, hvor han sad på sit kontor og jeg foran forlagets IBM Composer, som jeg fik lov til at bruge til fremstilling af Swing-bøger. Han var large. Han anerkendte min lyst til i fritiden at lave mit eget. Mange år senere, vi sås med mellemrum, sjældnere efterhånden, men altid hjerteligt, mødte jeg ham i 2005 ved en privat lejlighed, hvor vi stod i en lille gruppe og snakkede. Han kommenterede mit forlag Bebop, som han fulgte med interesse, og vi kom til at tale om, hvor svært det var at drive forlag, og hvor få interesserede der var. ”Litterært interesserede i Danmark kan tælles på én hånd,” sagde han med den for ham karakteristiske nøgternhed – en bemærkning, jeg aldrig har glemt. Æret være hans minde!"

lørdag den 26. november 2016

Sådan som det nu engang er muligt for sådan en brillans

Jens Smærup Sørensen holdt den intenst skarpsindige tale, da Helle Helle kolossalt fortjent fik Akademiets Store Pris - her et klip (inkl. kostelig lille lussing til Herman Bang):

"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.
Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed. Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."