tirsdag den 21. februar 2017

Feberpost 3

Jeg føler mig
som et kort
over min
tegnet med
F.P. Jacs

mandag den 20. februar 2017

Feberpost 2

Jeg er i hvert fald ikke
Homo Faber, 
og da slet ikke
Homo Fiber,
jeg er blot
og totalt
Homo Feber

søndag den 19. februar 2017


Jeg, febrile abe! 

lørdag den 18. februar 2017

Gennemhakket overskrift

Jeg kunne nu meget godt lide den oprindelige overskrift til min skeptiske anmeldelse af Peder Frederik Jensens Skullfuckingi WA Bøger i går (i stedet blev min notation af Jensens monologstil brugt: "Hak. Hakhak. Hakketihak. Hak"):

Flaskepost ad helvede til

Proust op og ned ad trappen, prust!

Jeg har dybt pinligt ikke fået læst Proust, men det er der andre her på adressen, der har, som denne blogpost er tilegnet med løfte om, at jeg nok skal få det gjort.


Max Beerbohms digt "On Proust" fra bogen Max in Verse. Rhymes and Parodies, 1963, købt for en slik ved hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken for et halvt års tid siden (har i tyve harft på fornemmelse, at jeg burde få læst Beerbohm, især romanen Zuleika Dobson, han virker som en vild og stilig og meget engelsk humorist, men har ikke fået det gjort, mon nogen af mine bloglæsere har!?) - håndskrevet i en for sent afleveret førsteudgave (!):

(On Proust)

"Dear Esther S----, I'm in distress,
It's very sad! My taste is bad.
The men that boost the work of Proust
(Those scholars and those Gentlemen,
Those Erudite and splendid men,
Of whom the chief is Scott Montcrieff)
All leave me cold. Perhaps I'm old?
'The reason why, I cannot tell,
I do not like the, Doctor fell ...'
But why not like the late Marcel? ...
Perhaps he wrote not very well?
This, bien entendu, cannot be
He was a prince of Paragons
(As undergraduates all agree -
Or did in nineteen-tenty-three-
With full concurrence of the Dons).
I only know that all the Swanns
Are now, as ever, geese to me.
Pity the blindness of poor M.B.!
P.S. How sad that I'm alive!
October Nineteen-twenty-five.


Det netop opdukkede eneste ene filmklip med Marcel Proust, på vej ned ad trappen med overskøg ved et celebert bryllup i 1904:

torsdag den 16. februar 2017

God forfatter interviewes i talkshow!

 - og værten har læst hans bog!
og forfatteren er MÅSKE FAKTISK værtens yndlingsforfatter!
Og har knust værtens hjerte på hver side!

The Late Show i i aftes!

Romanmodstand og spøgelseslicens

- fra samtale mellem Zadie Smith og George Saunders i det nye nummer af Interview:

"SAUNDERS: From the beginning, I actually had it in mind not to write a novel. I'd kind of gotten past that point where I felt bad for never having written a novel, even to where I felt really good about it, like I was a real purist. And then this material was around and I approached it, but almost warning it, like, "Do not try to bloat up on me because we're not doing that; we're not writing a novel. We're not going to suspend all the usual rules of composition that I have accrued over the years just to get past the 130-page mark."  There were several points where I would kind of turn to the book and say, "Get thee behind me." I don't think real novelists do that. But I make a distinction between prose that's very efficiency-minded (like, the minimum I can get away with), versus loosening the screws and letting the words spill out beautifully and so on. I don't really write beautifully naturally, unlike some people in this conversation. I don't feel like I have the intelligence to really inhabit a consistently high level of prose. I have to really squeeze it to make it into something. It blew my mind, reading Swing Time (Smiths seneste roman LB)  that I could take any sentence in the book, and it was one of the most beautiful sentences written in English, and you grafted all those sentences into this incredible, multi-continent, epic. Such a vast and expansive book. It made me a feel a little bit like when I used to read David [Foster] Wallace. Like, "I can't play that game. I wish I could, but I can't do it."

SMITH: The young people have a phrase for this now, which is "slay in your lane." [both laugh] That's a very important principle of writing. You have to work out what it is you can't do, obscure it, and focus on what works.

SAUNDERS: Yeah, that was the first 40 years of my life. But what was fun for me with this book was to start out with the principle that went, "We're going to fight every day to make this not a novel; make it too short to be a novel." And then with that principle in place, the book sort of starts to say, "Okay, but I really need this. I really need some historical nuggets." And you're like, "All right, but keep it under control." Or the book says, "I really need this sci-fi device of a ghost inhabiting another person." You say okay kind of begrudgingly. So the structure seemed informed by need and efficiency. There's not a lot of whimsicality in the form, not a lot of indulgence allowed. Like when I was younger, I would sometimes go, "Oh, every other section will be narrated by a chair." [Smith laughs] Or, "It will be a double helix shape!" That never really worked. I guess what I'm trying to say is that whatever weirdness was going to be in there, I felt, had to be earned. And it had to be required by the emotional needs of the book.

SMITH: What interests me in it is a slight perverse balance between the sublime and the grotesque. Like you could have landed only on the sublime. But my argument is that the sublime couldn't exist without this other half. For example, you have these grotesque, hilarious, profane ghosts in the book. Even the concept of talking ghosts is, from an aesthetic point of view, grotesque. It's not in good taste to have talking ghosts in a grown-up novel. [Saunders laughs] But you seem compelled by that risk in order to get to the other end of the equation.

SAUNDERS: I think it's also a kind of a psychological thing. As a kid, I had a real fascination with perverse, off-color, and kind of risky things, and I also had a very sanctimonious Catholic, purist side. For me, things were either very sullied or very pure, very controlled or very under-controlled. One of the big breakthrough moments was to realize that you aren't going to be able to excise one of those. But you are going to be able to use them against one another or in support of one another—almost like two people on a motorcycle. One tendency has to aid and abet the other, in a certain way. So if I find myself being too earnest and sentimental and hyperbolic and simplistic, which is definitely a tendency I have, then I bring in this perverse henchman.

SMITH: There's something very Catholic about that.

SAUNDERS: Right. And in my personal and spiritual life, I reject that. I don't believe in that. I'm always trying to get my mind into a less judgmental place, making less rigid judgments about things like "perverse" versus "pure." But in terms of prose, those sorts of oppositions seem to work. This book scared the shit out of me for many years because it seemed to me not all that open to the perverse or funny or naughty. And I knew if I evoked that stuff too easily or gratuitously, as a way of assuaging my fears of not being edgy or whatever, the writing would fall apart. This book was going to have to have some earnestness in it. "

Om varigheden af skærildsophold for mindreårige afdøde

Fra George Saunders' debutroman Lincoln in the Bardo, der udkom i tirsdags og som jeg lige nu læser på min iPad - to ældre sjæle samtaler i det biddhistiske venteværelse, der titlens Bardo (den talende står under replikken):

  "These young ones are not meant to tarry
roger bevins iii

  Matthisson, Aged Nine Years? Tarried less than 30 minutes. Then dispersed with a small fartlike pop. Dwyer, 6 yrs & 5 mos? Was not in the sick-box upon its arrival. Had apparently vacated in transit. Sullivan, Infant, tarried twelve or thirteen minutes, a crawling squalling ball of frustrated light. Russo, Taken in her Sixth Year, & Light of a Mother's Eye? Tarried a mere four minutes. Looking behind stone after stone. "I am investigating after my schoolbook."
hans vollman

  Poor dear.
the reverende everly thomas

  The Evans twins, Departede This Sorry Vale Together at 15 Years, 8 Months, tarried nine minutes, then left at precisely the same instant (twins to the end). Percival Strout, Aged Seventeen years, tarried forty minutes. Sally Burgess, 12 years & Dear to All, tarried seventeen minutes.
hans vollman

  Belinda French, Baby. Remember her?
roger bevins iii

  The size of a loaf of bread, and just lay there, giving off a dull white light and that high-pitched keening.
the reverend everly thomas

  But in time, she went.
roger bevins iii

  As these young ones should.
the reverend everly thomas

  As most do, quite naturally.
roger bevins iii

  Or else.
the reverend everly thomas

  Imagine our suprise, then, when, passing by an hour or so later, we found the lad still on the roof, looking expectantly about, as if waiting for a carriage to arrive and whisk him away.
han vollman

  And pardon me for saying so - but that wild-onion stench the young exude when tarrying? Was quite thick already.
roger bevins iii

  Something neede to be done.
the reverend everly thomas

Billedresultat for Lincoln at the bardo

onsdag den 15. februar 2017


2 halvfemserdigtere har jeg på forskellige tidspunker - i mine og deres "karrierer" - haft som stilidealer:

1. Digterisk/poetisk i sidste halvdel af 90'erne: Katrine Marie Guldagers kortprosapoesi i Styrt, 1995, og Blank, 1996 - en styrtende tekst fra Styrt:

"Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg har fået et lad med roser hældt af ude foran din dør. Du må ikke vide, at jeg egentlig er faret vild i forklaringer, forviklinger. Din hoveddørs sirlige skrift. Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg banker på døren, banker den ned, og pløjer gennem lejligheden med roser: Røde roser, gule roser og en enkelt vase af glas."

2. Kritisk de sidste 10-12 år: Christina Hesselholdts prosa siden Du, mit du, 2003, og En have uden ende, 2005, men især Camilla-serien - et (vitterligt) tilfældigt nedslag i den samlede udgave, der bare hedder Selskabet:

"Jeg blev ført dertil, til Torremolinos, hvor der stadig var lidt hippie over det, af en englænder jeg havde mødt, han hed Tim, Tim King, men eftersom Charles og jeg ikke længere taler om tidligere forhold (det har vi overstået for længe siden), siger jeg, at jeg hellere vil fortælle hvordan jeg kom derfra igen. Vi blev uvenner, Tim og jeg, fordi jeg ikke ville sy en lap på hans cowboybukser der næsten kun bestod af lapper, og som han var stolt af. Bukserne kan sammenlignes med en af disse store brune eventyrkufferter med forstærkninger i hjørnerne man engang så på rullebånd i lufthavne, og måske stadig ser, klæbet til med mærkater fra forskellige destinationer, så man måtte forstå at indehaveren var globetrotter, at han eller hun befandt sig i i stadigt trav over kloden; for også bukserne havde været vidt omkring, og det var deres høje alder, alt det de havde stået igennem, i det varme syd og det høje nord, han var så stolt af, bukserne var billedet på hans rejseri, og den sparsommelighed han lagde for dagen for at få råd til dette rejseri, som var hans måde at distancere sig fra sin engelske underklassebaggrund, bedre at rejse end at stå på en fabrik (men det forstod jeg ikke dengang, jeg tænkte bare, efterhånden irriteret, at han foretog sine rejser for senere i bisætninger at kunne kommentere og fælde domme over byer og lande, og hvor pinagtigt var det ikke da han belærte mig om Christiania), og havde jeg ikke netop engang, på en billig italiensk restaurant i Torremolinos, gjort ham ude af sig selv ved at spørge ham hvad han havde lyst til at drikke. 'Hvad jeg har lyst til at drikke?', gentog han, med stigende ophidselse, selvfølgelig skulle vi begge have postevand, hvordan kunne jeg geråde ud i sådan en ekstravagance, rasede han, mens jeg nippede til skammens bæger, et glas af husets rødvin."

(i alt 3 punktummer - og 1 semikolon (og 2 parenteser))

søndag den 12. februar 2017

Christina Hesselholdts minimal-labyrintiske debut

Det startede også med et digter-billedkunstner-samarbejde - i den antologi, som Forfatterskolens årgang nr. 2 lavede sammen med elever fra Kunstakademiet i 1989 med den opfindsomme titel Ord/billeder. Hesselholdt partnede op med Peter Kjær, der producerede en en sirlig s/h-labyrint på bogens midtersider. Siden før var blank og på siden overfor den stod denne lakoniske tekst:

   "Mod det hvide centrum
    - her falder øjet ind
    og herfra begynder
    bevægelsen ud

Stedet er bygget som faldende tid"

Ingen andre autofiktive tekster end denne får lov at findes i 2017

(bortset måske fra Lone Aburas', og Pablo Llambías' kommende bøger? - og i en vis forstand Christina Hagens ...!)

Christina Hesselholdts prosastykke nr. 7 i Maria Wandels ARTUR-billedbog Hemmeligheder alle vegne:

"At have tiden for sig

En udendørscafé før eller efter åbningstid, for der er ingen ved bordene, og parasollerne er ikke slået ud, jeg er sytten år og med mig har jeg The Penguin Book of English Romantic Verse, selv består jeg af lige dele længsel (efter kærlighedsmøder og efter at kunne skrive) og uformåenhed.
  Der står et træ med lyserøde blomster midt i caféen, jeg sætter mig ved et af bordene under det træ, jorden er hård og fejet glat som et gulv, det virker ejendommeligt at træet forsvinder ned i denne gulvagtige overflade, næsten synd, som om man har gjort vold imod det - selvom det ikke er til at sige hvordan: for eftersom træer ikke kan komme ud af stedet, er det skørt at påstå, at træet numere end nogensinde ikke vil komme derfra, at gulvet har fikseret det. Hele tiden er der blomster der giver slip og drysser ned fra kronen, også ned i min bog, det var dengang umuligt ikke at skirve, at de landede i min bog som lette suk - det står på indersiden af paperbackomslaget med min håndskrift, og på flere af siderne er der små brunlige plamager, det erde tidligere lyserøde blomster. Og ved bordet sidder altså den tidlige mig - før (for nu ikke bare at sende Duras som jeg dengang elskede højt en kærlig hilsen, men ligefrem give hende et klem; som om hun var en tube og ud kommer lidt tekst) bøgerne ægteskabet barnet skilsmissen flere bøger et nyt ægteskab min mors død endnu en skilsmisse og stadig bøger."
Billedresultat for The Penguin Book of English Romantic Verse

Mellemfornøjet mellemleder

Jeg skrev i forrige fredags WA Bøger denne mildt drilagtige Bogholderinote.


Hans Henrik Schwab, Københavns-baseret redaktionschef på Århus-baserede  Turbine, lancerer sit forlags nye smalle udgivelseslinje, kækt kaldt Artur, via et frontalangreb på de øvrige mellemstore forlag for ikke at udgive lyrik. Mikrofonholder er Politiken:
  »I dag er det stort set kun Gyldendal-forlag, der føler en kulturel forpligtelse. De tre forlag, som kommer lige efter i størrelse, har vel højst udgivet 10 digtsamlinger de seneste 10 år. Altså, tilsammen (…) Vi starter også Artur, fordi det ellers bliver overladt til enten Gyldendal eller de helt små, uafhængige forlag. Da Politiken for nylig havde et tema om lyrik, var flere af bøgerne udkommet på forlag, jeg aldrig havde hørt om”.
   Enhver bare nogenlunde nysgerrig læser af ny, dansk poesi kender sagtens de småbitte forlag, der får bøger anmeldt i Politiken og bærer navne som Antipyrine, Basilisk, Gladiator, Korridor, Kronstork, OVBIDAT, OVO, Poetisk Bureau og Virkelig. Vedkendt ukendskab til denne dynamiske underskov skaber ikke ligefrem tillid til Schwabs og Arturs talentspejderevner.
  Og jep, det står skralt til med poesien på L&R, People’s Press og Politikens Forlag, men det virker en smule overilet at prale med egne egernskindhuer, før dyrene faktisk er indfanget. Foreløbig har Artur kun en enkelt bog på bedding, en grafisk roman (anmeldt POSITIVT i denne freddags WA Bøger LB nu) med billeder af Maria Wandel og tekst af Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad, alle med fast tilknytning til andre forlag.
   Bogholderiet gode råd til digterspirer: Et målrettet passioneret mikroforlag er til enhver tid at fortrække frem for et mellemforlag uden mål og med.


- og fik i denne fredags WA Bøger følgende noget længere svar:

Hans Henrik Schwab Redaktionschef, ARTUR/Turbine
"I Weekendavisen Bøger (3/2) hævder Lars Bukdahl, at jeg på vegne af forlaget Turbine skulle have angrebet de »øvrige mellemstore forlag« i et interview om lyrikkens situation (Politiken 26/1). Imidlertid fejlrefererer Bukdahl min udtalelse og misser derved den centrale pointe. Jeg angriber således ikke de »øvrige mellemstore forlag« (hvilke i øvrigt?), men forsøger med lyrikken som eksempel at rejse en principiel debat ved at påpege, at de store forlagshuse i praksis ikke udgiver digte. Pointen er således, at dagens liberaliserede bogmarked er polariseret i en lille gruppe meget store forlagskoncerner på den ene side og heroverfor en myriade af mikroforlag, der efter bedste evne løfter den del af den kulturelle forpligtelse.
Alligevel er disse forlag ikke et reelt alternativ for visse forfattere. Det egentlige problem opstår således, når stadig flere, indimellem sågar statsstøttede, kvalitetsforfattere (også prosaister) falder ned i kløften mellem de helt store og helt små forlag - og forsvinder. Mit bud på en løsning - at et mellemstort forlag som Turbine går ind og tilbyder nogle af disse »hjemløse« forfattere såvel som helt nye navne en udgivelsesmulighed - falder ikke i god jord hos Bukdahl.
»Digterspire, blev ved dit mikroforlag«, lyder hans patroniserende råd. Bukdahl, der selv i mange år udkom på det pænt store og etablerede lyrikforlag Borgen, har alle dage været selvudnævnt bannerfører for de små forlag og smalle udgivelser. Forsvaret for de små er i sig selv sympatisk, men i Bukdahls fundamentalistiske udgave kommer han til at fastholde lyrikken i undergrunden, hvor den ifølge ham trives bedst. En konklusion og arbejdsdeling, de store koncerner helt sikkert vil bifalde. Afslutningsvis forsøger Bukdahl at sætte trumf på ved at påpege, at Turbines nye litterære imprint ARTUR endnu ikke har nogen udgivelser med egne forfattere »på bedding« og dermed ikke noget at »prale af«. Det er decideret ukorrekt. De to første digtsamlinger på ARTUR udkommer allerede i næste måned, hvilket Bukdahl blot ved at gå ind på forlagets hjemmeside kunne have forvisset sig om. For at få sit mikrobudskab igennem må Bukdahl således, bevidst eller ubevidst, indlede med at fejlcitere mig og afslutte med at fordreje fakta. Den store lilleput-elsker Bukdahl er åbenbart nødt til både at hugge en hæl og klippe en tå for at kunne klemme sig ned i så små sko."

Hermed blogreplik:

1. Poetisk point til det afsluttende billedsprog.

2. Undskyld for ikke at have tjekket hjemmesiden. Hvad Schwab undlader at meddele er, at Arturs marts-digtsamlinger er skrevet af halvfemserdigterne Annemette Kure Andersen og Lone Munksgaard Nielsen (Munksgaard er en vigtig helt i Generationsmaskinen og et par gange indstillet til Bukdahls Bet), som debuterede, med Schwab som deres redaktør, på Borgen i henholdsvis 1991 og 1993, og efter Borgens nedtur en tid kort udkom, med Schwab som redaktør, på Lindhardt & Ringhof, og nu har Schwab så meget smukt tilbudt dem husly en 3. gang (Munksgaard har i mellemtiden udgivet billedbøger på Gyldendal (hvor Schwab også helt kort, før L&R, har været redaktør). Jeg glæder mig til begge udgivelser, især Munksgaards Hvis du møder en ensomhed, men det ville sgu være synd at kalde dem et signal om fornyelse. Det manglede bare, at udgivelse nr. 4 er en ny samling af Peter Poulsen.

3. Jeg er ikke bannerfører for noget som helst andet end god poesi, og synes, at alle forlag, små og store og mellemstore (og hvad angår det med store og mellemstore: jeg tænkte bare, at Gyldendal var så meget større ned alle de andre store, at de i sammenligning var mellemstore- og så er Turbine måske mellemlille) burde udgive god poesi, både af idealistiske årsager, fordi det er godt, og af pragmatiske årsager, fordi talent er talent og talent er uforudsigeligt, også kommercielt (lige meget hvad Rosinante&Co's Jacob Søndergaard siger i København Læsers program - smalle der blev brede tæller bare fra 90'er-generationen Helle Helle, Kirsten Hammann, Katrine Marie Guldager, Christian Dorph, Merete Pryds Helle, Ida Jessen). Og jeg synes absolut, der er en farlighed i, at så meget af den vigtige smalhed udgives af skrøbelige små forlag, men når det er sagt, så er de altså temmelig gode til at udgive, både redaktionsmæssigt og synlighedsmæssigt, når forlag, Schwab ikke har hørt om, får deres bøger anmeldt i Politiken (se senest Lilian Munk Rösings store, gode anmeldelse af Jesper Bryggers Kronstork-digtsamling), hvilket ret mange af Turbines bøger nemlig ikke bliver.

4. Min pointe +en gang til for prins Gud: Hvis man endnu ikke har bevist sin kendskab til og flair for og engagement i ung smalhed (men foreløbig bare genindkalder gamle, hårdt plagede yndlinge), så er det lige arrogant nok at pege fingre af andre forlag og alt, alt for tidligt at fortjene en anbefaling fra denne lilleput-elsker.

lørdag den 11. februar 2017


På Facebook udviklede et kommentarspor efter Simon Pasternak opdatering om et samtale-arrangement med ham og Lone Aburas til en quiz (copypastet i blogpost nedenfor) om genren på Aburas' næste bog, som Pasternak hævdede opfundet i 1917, altså genren - der var flere bud, readymade, lyddigt, revolution, men ikke noget, Pasternak erklærede som det rigtige.

Nu er svaret der!

Gem i et referat fra arrangementet ved Simons mor, Gita, på samme Facebook (min (genre)fremhævelse):

"DAVIDS SAMLING havde i går inviteret til en samtale mellem Simon og Lone Aburas:
"Hvad skal vi med politisk litteratur? Lone Aburas og Simon Pasternak vil tale om hendes forfatterskab siden debuten "Føtexsøen". De vil diskutere satire, politik, meta- og samtidsromaner, og hvorvidt Lone Aburas' kulturelle baggrund overhovedet spiller en rolle i romanerne." Og det gjorde de - i halvanden time. Sluttende med:
L: Da jeg skrev "Føtexsøen" ville jeg bare være en god digter, jeg ville ikke alene være repræsentant for én, der havde en muslimsk baggrund - det gad jeg ikke snakke om dengang - alle er jo ikke bare deres baggrund
S: Nu er du mere klar til at skrive direkte og uden meta?
L: Nu da jeg har skrevet fire romaner - føler jeg, at jeg som privilegeret - MÅ deltage i den samtale. Og så har jeg skrevet en tekst, der hedder "Det er et jeg der taler. (Regnskabets time)"
S: Det er en kort, meget mundtlig tekst. Den har også fået en genre?
L: Ja, den har mine redaktører fundet på!
S: Vi tænkte, hvad sker der? Nu har du hidtil skrevet sjove bøger, romaner, og så pludselig er teksten blevet så kort! Så blev vi jo nødt til at finde en genre, for det var jo en god tekst - så derfor syntes vi, den skulle hedde Agitprop - altså den gamle sovjetiske politiske litteratur!
Hvad siger du i den tekst?
L: Den sniger sig også ud ad et spor, vil jeg meget gerne sige! Den tager udgangspunkt i noget nært mig, og så begynder den også at snakke om alt muligt andet.
S: Ret meget andet ......

Lone læste op af begyndelsen - og det var godt! Den udkommer sommer 2017."

(foto: Gita Pasternak)

fredag den 10. februar 2017

Superforsvundet note

Der var så meget Trump i bogtillægget, at vi droppede denne Bogholderi-note, hårdt nok!


Som var det Danmark i 70’erne, er ALT politisk i USA lige nu. Også amerikansk fodbold.  Søndag aftens vinder - lige på falderebet - af den såkaldte Superbowl, New England Patriots (tænkt hvis Brøndby hed Vestegns-Patrioterne), associeres med Donald Trump, fordi trænere og stjernespilleren Tom Brady er præsidentens personlige venner (i det omfang han overhovedet har personlige venner).
  Et særligt show i showet er de tv-reklamer, der afbryder kampen, og i år var det reklamen for ølmærket Budweiser, der stjal opmærksomheden, fordi det minut-korte epos blev fortolket som skarpt anti-trumpsk,: Vi oplever den tyske grundlæggers ankomst til Amerika, hvor han mødes af aggressive anti-immigrant-tilråb, før han strabadserer sig videre ind i landet på sin alkoholiske mission.
  I New York Times anmelder James Poniwoziek første afsnit af tv-serien 24: Legacy (en fortsættelse af den gamle 24 timer med ny hovedperson), sendt lige efter Super Bowl på Fox, som én lang reklame for Trumps mildest talt kontroversielle rejseforbud for borgere fra syv muslimske lande: Afsnittet begynder med en massakre i et amerikansk hjem begået af en professionel jihadist-terrorgruppe hentet direkte fra Trumps sort spruttende  tweets om de ”slemme folk”, der strømmer til landet.
   Hvordan skal dog en tyk roman eller et skinbarligt digt får et ben til jorden i denne uforsonlige, ustoppelige kamp mellem football-resultater og øl-reklamer, tweets og tv-anmeldelser, hvad som helst og hvad som helst?


Billedresultat for 24 Legacy

- afslutningen på NYT-anmeldelsen:

"“24: Legacy” works on a different level of realism (end Homeland LB), and it probably expected to appear in a different world. Had Hillary Clinton won the presidency, we’d be talking about the implications of casting an African-American hero, or how incongruous it looks for the show’s presidential candidate (Jimmy Smits) to be a man. The show’s stereotyping would be the same, but we would not be seeing stereotyping’s consequences playing out in real life the way they are now.
But that’s not where we are. Nor are we even in the post-9/11 heyday of “24,” when George W. Bush stressed that Islam was a “religion of peace.” Mr. Trump is under the sway of those who see all of Islam as an enemy, advisers like Stephen K. Bannon, who has said, “Islam is not a religion of peace — Islam is a religion of submission,” at war with the “Judeo-Christian West.”
This wasn’t the only vision of America on display in the past week. Anheuser-Busch prepared a Budweiser commercial celebrating the brand’s founder, a German immigrant, for overcoming xenophobia to create an American icon. The ad went viral days before the Super Bowl.
“24: Legacy” may not have meant to enlist in this culture war. But anyone telling this kind of story now might be supplying rhetorical ammo to people who dream of making America smaller, meaner, more homogeneous and more afraid.
Does “24” want that to be its legacy?"